Turnédagbog: Ajuna i Amerika, del 2
Læs anden del af Ajunas turnédagbog fra USA. Guitarist Frederik Trampe skriver direkte fra North Carolina, Texas og Colorado om aflyste gigs, snestorme og uvirkelige landskaber.
Gastonia, NC
Vi vågner tidligt i det slidte, hvide hus, vi har overnattet i de sidste to dage, lokaliseret langs en endeløs vej i Charlottes støvede forstadsområde Gastonia. Det er søndag, hvilket er lig med football og Budweiser. Efter en times interimistisk fysisk træning - bestående af en hjemmegjort kombination af brydning og yoga - sætter vi kursen mod den lokale Walmart med chauffør Brians (næsten blinde) hustru som guide. Der handles friske grøntsager og en bunke redneck-merchandise. Da vi kommer tilbage til huset, er stuen forvandlet til et øvelokale, hvor det sindsyge grind/death-band Lechures Notcturne har øvesession. En privatkoncert med nogle af de hurtigste musikere vi har set, uden pis.
Vi spiser hjemmelavet, slowcooked pulled pork (suppleret af en diskret tallerken vegetariske pølser),og gør os klar til at tage mod Dallas, da vores booker - af navn mere end gavn - kontakter os og fortæller, at to ud af tre Texas-gigs, Dallas og El Paso, er aflyst, og at vores næste gig først er om to dage i Austin.
Vores ti personer store gruppe sidder alle samlet i stuen og kigger komplet målløse på hinanden. Hvad gør vi nu? Er det her egentlig en turné? Indtil videre har vi selv måttet booke vores shows, mens vi kørte sydpå, og vi har reelt ingen garanti for at de shows, der ligger efter Texas, faktisk er der. Stemningen er selvsagt meget trykket, absolut et følelsesmæssigt lavpunkt i vores tur til staterne.
"If y'all wanna do this, we'll do this with you", er udmeldingen fra vores tur-buddies i Helgardh. Det nemmeste for dem ville ellers være at tage hjem og re-booke hele turnéen til senere på året. Chauffør Brian siger det samme: "I'll book the tour on the fly while we head West, to see if the gigs there are still happening".
Fuck, ya! Vi gør det.
En time senere sidder vi i bilen, klar til vælte ud i natten på en 15 timers køretur til Louisiana, hvor vi måske kan spille et last minute gig dagen efter. Nattens soundtrack består af Nortt, Agrimonia og et glædeligt genhør med Katatonias 'Sounds of Decay-ep fra 1997. Mens vi kører, venter vi på at høre, om gigget overhovedet kan blive til noget, og da vi ikke har fået en bekræftelse ved middagstid næste dag, beslutter vi os for at glemme det. Vi sætter kursen mod Austin, Texas, hvor vores næste gig forhåbentlig finder sted.
På vej sydvestover gennem South Carolina, Georgia, Alabama, Mississippi og Louisiana passerer vi bomuldsmarker og sump, mens temperaturen gradvist sniger sig op på de 30 grader. Stemningen stiger tilsvarende, efterhånden som størstedelen af de usikre gigs bliver bekræftet, og kulminerer med, at vi ser vores logo på plakaten for det næste show i Texas.
Austin, TX
Køreturen rammer de cirka 24 timer, og efter vi er blevet drevet igennem seks stater, drejer vi ind på et motel i Marshall, Texas, hopper direkte i poolen og holder en velfortjent fest på et af motelværelserne. Det er første gang, vi sover i en seng, siden vi forlod Boston for seks dage siden, så de 10 timers søvn, plus det hjertestoppende kalorieorgie af en Texas Breakfast vi fik, gør underværker.
Køreturen til Austin tager ca. fem timer, understøttet af Dismember, Skitsystem og The Afternoon Gentlemen. Tissepausen bliver taget på kirkegården i Fort Worth, hvor Dimebag Darrell ligger begravet. Headhunters er en slags steampunk-bar, med gotiske go-go piger dansende på baren fra kl. 22 og frem. De mange texanske metalheads i gadebilledet og den kakofoni af distortede riffs, der vælter ud i gaderne omkring spillestedet (og det faktum, at det hele foregår på en almindelig tirsdag) giver os et indtryk af en by med en levende musik- og en ihærdig metalscene. Efter vores og Helgardhs gig er det tydeligt, at vi må se at komme hurtigt væk. Det er simpelthen for fedt i Austin, temperaturen er perfekt, folk er venlige og pigerne tilpas afklædte, så enten skal vi tilbage på vejen med det samme, ellers bliver vi hængende i tre måneder.
Denver, CO
Vi har 24 timer til at nå til Denver, Colorado, hvilket ikke er meget, når man først skal krydse USAs største stat. Landskabet udenfor vores turbus bliver stadig fladere og mere tørt, og de første kaktusser begynder at vise sig. Denne del af Texas er præget af cirkelformede bomuldsmarker, rødlig jordbund og endeløse rækker af sløve vindmøller.
Da vi endelig kommer over grænsen til New Mexico, holder vi ind på et motel, hvor halvdelen af os får et værelse og resten sover i bilen, der i løbet af natten bliver kølet ned til nær frysepunktet. Vi er næsten halvvejs inde i turnéen, og vi er stort set løbet tør for penge.
Efter en kort, lavmælt opstart om morgenen sætter vi nøglen i instrumentbrættet og glider ud i en støvet, misligholdt kulisse af en landsby, der virker normal for denne del af landet. Rejsen gennem New Mexico og Colorado byder på noget af den mest varierede og maleriske natur, vi har set på turen hidtil - eller måske nogensinde. Det forkomne prærielandskab stiger gradvist, og flere udløbere af Rocky Mountains begynder at rejse og falde, efterhånden som bilen rumler ud ad en snorlige og tilsyneladende uendelig vej på vej op mod Denver.
Spillestedet ligger i udkanten af Denvers vestlige bydel. Det viser sig at være et DIY-punk-sted, hvor vi bliver mødt af en flok søde, smilende dreadlock-piger, der får os til at føle os hjemme (specielt efter vi finder Autoritär s/t 7" i deres distro) i denne gamle garage, overmalet med graffiti. Både vores og Helgardhs gigs forløber glimrende, og publikum, der er af en pæn størrelse, virker entusiastiske. Vi får afløb for det tiltagende behov for at tale med mennesker af et andet køn, men skynder os at tage vores afsked, da vi bliver gjort opmærksom på, at der er en snestorm på vej - meget uheldigt, da vi skal krydse Rocky Mountains samme nat på vores vej mod Las Vegas.
Vinduesviskerne holder foruden fri for den første sne, og bilen begynder at blive koldere, alt imens vi sjasker ud ad de våde veje. Midt i en ørken og på vej mod næste show. Vi har dog ikke kørt mere en 30 minutter, før snestormen rammer os med fuld kraft, og paranoiaen er total, mens vi krydser Rocky Mountains, fuldstændig i naturens vold. Snemasserne vokser hastigt op til en halv meters højde, og det tager seks timer at køre 300 km. Vi ånder lettet op, da stormen løjer af, og vejene fører os væk fra det snedækkede bjergpas og ind i Utahs surrealistiske månelandskab - der indtil videre tager prisen som det mest ejendommelige landskab, vi har passeret, med sine uendelige, flade ørkensletter omringet af gulligt-røde, groteske bjergkæder. Vi kører i otte timer uden at se en eneste bebyggelse. De eneste tegn på menneskelig tilstedeværelse er vejen, vi kører på, og et enligt sæt jernbanespor, der sikkert har ligget her lang tid, før biler blev den foretrukne transportform.
Efter 15 timers kørsel gennem mormonernes mærkelige hjemstat krydser vi statsgrænsen til Nevada, og nærmest med det samme forsvinder de massive bjergkæder. Ørkenen strækker sig uendeligt foran os, indhyllet i et slør af matte blågule farver, skænket af solnedgangen langt væk ude i horisonten.
At rejse som band i USA er helt utroligt. Overalt bliver man mødt af (tilsyneladende) oprigtig interesse; folk synes, det er noget af det fedeste i verden at møde to ellers ukendte metalbands på turné. Alle vegne - på motorvejs-dineren, på tankstationen, på gaden i små byer, folk aldrig har hørt om, såvel som i de neonindsmurte, skyskraberdominerede millionbyer - bliver vi mødt med smil, spørgsmål om hvem vi er, lykønskninger, "hell yeah"s og andre venligheder. Hvad amerikanerne måske savner i afdelingen for nationale langsigtede mål og ambitioner - der ikke kun tilgodeser ren sansetilfredsstillelse - vinder de til gengæld på høflig konduite og behagelige samtaler, og det er måske også i orden.