Årsliste 2012 - Jacob Dinesen

2012 blev året hvor Jacob Dinesen endelig kom til at opleve en koncert med Ugly Kid Joe og glædede sig over Trash Talk, Twisted Sister, A Life Once Lost og By the Patient!

Årets internationale albums:

1. A Life Once Lost: 'Ecstatic Trance' - djent-thrash-prog-hardcore der tydeligt lader lytteren vide hvorfor trance er en del af albummets titel. En mesterlig plade der ved hver gennemlytning åbenbarer nye detaljer. Årets varmeste anbefaling være sig hermed givet.

2. Weapon: 'Embers and Revelations' - sniksnak om satan, et både stort og samtidig fortættet lydbillede. Det er lige før at den sorte død ender på en delt førsteplads.

3. King of Asgard: '...to North' - King of Asgard viser vejen for vikingmetal 2012. For første gang nogensinde lyder metal med folk-elementer ikke abstrakt irriterende. Tricket er at huske at der skal tilføres rigeligt med både død og black.

4. Dublin Death Patrol: 'Death Sentence' - hvis Testament: 'Dark Roots of Earth' havde lydt sådan her kunne den have fået pladsen, men det gjorde den bare ikke. Steve Souza skal derfor have stor ros for a) at minde verden om hvor fed en vokal han har. b) til dels at kunne holde Chuck Billy ude af problemer.

5. Cancer Bats: 'Dead Set on Living' - lømlerne har med alle deres udgivelser været i nærheden af toppen, men først i år er det lykkedes dem at lave en plade der samlet set er god nok til at komme med.

Lige ved og næsten er både Hooded Menace og Marduk. 'Effegies of Evil' er en aldeles glimrende dødsdoom skive der tydeliggør at dette er et band, der bør holdes øje med og som ikke er ældre end at de stadig har potentialet i behold. Svensken viser anno 2012 hvordan man laver blackmetal uden pjank og pjat. 'Serpent Sermon' er en udgivelse der må gøre mangen end fjeldabe misundelig over renheden i udtrykket.

Årets danske album:

1. By the Patient: 'Premonitions' - det er efterhånden et par år siden at flok knægte i sorte skjorter kom, så og sejrede i W:O:A Metal Battle og nu beviser de endegyldigt at de er rykket op i de voksnes rækker. ’Premonitions’ er en gennemført god, varieret dødsmetalplade der understreger hvorfor By the Patient er klar til at kæmpe med om den danske dødstrone.

2. The Kandidate: 'Facing The Imminent Prospect Of Death' - hvorfor er der dog ikke mere som The Kandidate? Hardcore, crust, punk – smadder!

3. Illdisposed: 'Sense the Darkness' - efter et par ganske vellykkede og eksperimenterende skiver, er Illdisposed tilbage i sikker havn. Uanset hvad dette orkester gør, ender værket med at være i top. Det er nært imponerende.

4. Deus Otiosus: 'Godless' - det er ikke let at lytte sig frem til udgivelsesåret for ’Godless’, men hvorfor skal det hele lyde så svulstigt? Deus Otiosus demonstrerer på fornemste vis hvordan danske undergrundsdød skal lyde.

5. Dawn of Demise: 'Rejoice in Vengeance' - omsider er det gået op for mig hvorfor Dawn of Demise slet ikke er så ringe endda. Årets udgivelse fra dem var medvirkende til dette.

Bobler: Forcentury: 'Revelant' - den tyske kejsers hæderspris går til Forcentury som er lykkedes i at lave en klassisk powermetal plade i Danmark. At den så samtidig er god hjælper gevaldigt på det hele.

Årets internationale hit:

Testament: 'True American Hate' - mange af de gamle thrashhelte har udgivet nyt i 2012, I mine ører hard et hele været en træt omgang overproduceret metermetal, men det afholdt dog ikke Testament fra at lave en fandens fed sang der naturligvis er årets hit. 



Stærkt i hælene er Cancer Bats: ’Bricks and Mortar’.



Årets danske hit:

The Kandidate: 'Modvind' - der er for lidt dansk metal på dansk. ”Giften er frisk, men ingen suger den ud” lyder da tifold federe end alle de mange engelske uheldigheder, der er opstået gennem årene.

Lyt med her:

Årets genfundne klassiker:

Sabbat: 'Dreamweaver (Reflections Of Our Yesterdays)' - Devilutions egen Emil Svendsen har i årevis fablet om dette mesterlige album. Først efter han skrev sin metaldiktator afhandling om det, tog jeg ham alvorligt. Lektien af dette må være at man fra tid til anden kan eksperimentere med at stole på sine venner.

Den overså jeg i 2011:

Hell: 'Human Remains' - på årets Sweden Rock drog Devilution delegationen af sted for at se nærmere på Hell. De tåbelige anmeldere lod sig ikke imponere, men jeg blev aldeles opslugt af koncerten, uden at kende musikken. Da jeg kom hjem blev der rettet op på det. Det her er jo musik der animerer til at drikke en pokkers masse øl + gøre fagter!

Årets DVD:

I år har jeg fået mig en dvd, At the Gates’ Wacken 2008-koncert. Jeg har ingen dvd-afspiller, men planen er at få set den en dag.

Årets opsamling/bokssæt:

Det er det heller ikke blevet til i år.

Årets koncert:

1. Trash Talk – Roskilde Festival, 05-07-2012 - jeg skal blankt indrømme, at jeg intet kendte til Trash Talk før festivalen, men det var nok medvirkende til hvorfor koncerten virkede så stærkt. Forsangeren stod den halve koncert blandt publikum og agerede effektfuldt indpisker. Roskilde Festival viste her, at den stadig er for alle os andre. Tak.

2. Twisted Sister – Sweden Rock Festival, 11-06-2012 - under koncerten sender undertegnede en SMS til le redacteur der lyder noget i stil med ”dette er Sweden Rock når det er bedst!”. Dee Sniders evne til at holde festen i gang er uforligneligt, og når det parres med den rigtige scene, på den rigtige festival, med det rigtige publikum er vi på sporet af storhed.
Efter af have sendt førnævnte besked, vælger jeg at gå til køjs. At jeg gjorde det burde opgives under årets skuffelser.

3. Voivod – Loppen, 11-10-2012 - årets mest skammeligt oversete/underkommunikerede koncert var klart Voivod på Loppen. Vi var vel omkring 50, men det lod bandet sig heldigvis ikke mærke af. Godt hjulpet af et publikum hvor ikke en var kommet for andet end musikken gav Voivod en af årets aller-aller-bedste koncerter.

4. Sleep – Amager Bio, 04-05-2012 - jeg havde ganske vist set dem kort tid forinden på Roadburn, men der druknede en ellers fin koncert i den megen musik den er så nært beslægtet med. Hin aften på Amager fik Sleep lov til at stå for sig selv og det gjorde hele forskellen.

5. Devin Townsend – Aalborg Metal Festival, 02-11-2012 - hvert eneste år er der en koncert på Aalborg Metal der skinner lidt kraftigere end resten til sammen. I år var det ikke overraskende Devin Townsend. Han havde hele salen i sin hule hånd og gennem en overlegen blanding af sublimt guitarspil og pruttepudehumor skabte han en formidabel oplevelse.

Koncertåret 2012 har været sjældent sprudlende så listen af boblere er lang. Hell skabte på Sweden Rock en forventningens glæde til deres koncert på Metal Magic, den blev heldigvis fuldt ud indfriet. På Roskilde Festival stod Crowbar for årets seneste og tungeste koncert. Black Breath imponerede både på Roadburn, og på Templet med smadder og vildskab af en anden verden. På årets Wacken stod Ministry for den bedste koncert. Jeg havde egentlig droppet koncerten, men på vej tilbage fra Watain gav jeg det en chance. Det var en af årets mindre tåbelige beslutninger. I den ligeledes teatralske afdeling gav et amputeret Devil's Blood en opvisning i arrighed og mandighed på Metal Magic. Svart Crowns bette opvarmningskoncert på Loppen har også skabt minder der varer ved her, næsten et år efter koncerten. En særlig plads skal gives til Ugly Kid Joe. Jeg havde absolut frygtet det værste inden koncerten på Sweden Rock, men istedet for at skuffe overbeviste de med en herligt sprudlende koncert.

Årets internationale navn:

Denne er ikke helt let. For mig er der intet navn der har overskygget alle andre. Voivod har jeg set en stribe koncerter med, og de blev bedre og bedre for hver gang, men de har ikke på Metallicask manér sat en dagsorden der rækker længere en blot den enkelte koncert. Morbid Angel er også en bejler til titlen efter i tre dage at have spillet sig i bedre og bedre form og klart have overgået både Nile og Kreator. Men når alt kommer til alt må Gojira løbe af med udmærkelsen i denne kategori. Alt tyder på at de bliver de næste der bliver sådan rigtigt store.

Årets danske navn:

Dawn of Demise - det holdt hårdt, men 2012 blev året hvor musikken fra Dawn of Demise om sider faldt på plads for mig. Alt det krævede var en 5-6 koncerter og en ny plade.

Årets nye internationale navn:

Helmut - schweizerne er ganske vist ikke helt-helt nye, men først i 2012 nåede deres sene 2011 udgivelse 'XI IX XI' frem til redaktionen – en mægtig fin udgivelse. Livemæssigt rendte jeg også ind i dem i 2012. Dette på Wacken hvor de spillede som den schweiziske W:O:A Metal Battle vinder. Det er dog ikke en koncert jeg med nogen som helst munterhed ser tilbage på. Bandet lignede Helmut, men de lød absolut ikke som bandet der udgav 'XI IX XI'. Besynderligt.

Årets nye danske navn:

Ajuna - på trods af at mit kendskab til dem er begrænset til en kvart opvarmningskoncert for The Kandidate (samme dag som jeg opdagede at man kunne få 47ere på ½L dåser…) samt et par lyt til EP’en 'Death in The Shape of Winter' virker potentialet i Ajuna næsten uhyggelig stort. Med nye udgivelser fra både Ajuna og Redwood Hill på vej, bliver der kamp om den danske post-black trone i 2013.

Årets comeback:

King Diamond - Kim fra Hvidovre kom i år tilbage med et brag af en koncert på Sweden Rock og til næste år for Copenhell fint besøg, når kongen headliner festivalen.

Årets optur:

Musikere der ikke lyder som folk der sparker til bolde.

1. Cerekloth talte klart omkring deres jobs på Copenhell og Roskilde. Tak.

2. Vanir må fremhæves for en sjældent underholdende Facebook-debat, Devilution-redaktionens altoverskyggende hipsterier og min pik.

Som bobler må nævnes at Katon De Pena har liket Devilution på facebook.

Årets største skuffelse:

2012 var også et år fyldt med skuffelser og fiffige indslag der holdt mig på et jævnt højt raseriniveau.

- Metallica gjorde fejl i ikke at tilpasse deres scenegrej til sommerturneens snake pit. Det var umanerlig skuffende at se alle teksterne i James' kærlighedserklæring til sine fans stå på teleprompteren – Metallica family we bla bla bla… Herfra skal lyde en opfordring til at genrejse æren gennem en Kill 'em all 30-års jubilæums KLUBturné.

- FY Peter Punk! Der skal ikke være In Flames' koncert i Vega, mens jeg er udenlands. Det er en koncert, jeg drømmer om bliver gentaget.

- Crapcore! Hvorfor vil det lort ikke dø? Det virker næsten som om, at scenen er i vækst. Hvis ikke det snart forsvinder, må jeg nok til at overveje om det er en god ide at blive ved med at møde op til koncerterne. Det bliver jo virkelig ikke bedre.

- Baroness – Hvordan kunne I gøre det? Næste plade skal hedder sort thi det er farven i får efter alle de tæsk i skal have for at have lavet det dobbelte makværk Yellow & Green.

- VOLBEAT

Mit største ønske for 2013:

At vestmetallen ikke vokser sig til en ny trussel mod alt, der er godt og sandt. Det breder sig som kræft udover hele verden, og mange potentielt gode bands fedtes ind i fedtet skæg. Denne trussel kan gå hen og blive særligt ubehagelig, thi den rækker udover flere genrer og dermed er det sværere kategorisk at afvise ALT uden samtidig at risikere at bortdømme god musik.

Derudover har jeg en intention om at udvide mit festivalprogram med Neurotic Death Fest, Summer Breeze og evt. Hellfest - hvis altså de tager sig sammen og matcher kvaliteten fra sidste års program.

Det glæder jeg mig mest til i 2013:

At følgende dekret efterleves:

- Hooded Menace på Copenhell.

- Wacken skal genfinde satan og djævelskab, og ikke kun eksperimentere med vikingbaserede temafester.

- Stærkøl på Metal Magic.

- Metal i mørke på Roskilde.

- Ingen metal på Orange, med mindre bandet altså kan fylde mere end frontpitten.

- A Life Once Lost skal bookes til en koncert i Danmark

- Voxhall får et meningsgivende fotoreglement.

Hvis og såfremt ovenstående flopper, så vil jeg trøste mig med, at der er High on Fire her, der og alle vegne i første del af 2013. Både Aarhus og København får besøg, og derefter giver de hele to koncerter på Roadburn.

Må 2013 blive året der får verden til at forstå hvorfor nærværende magasin er opkaldt efter en sang med High on Fire.