Sejr trods modgang
Populær
Hovednavnet The Devil's Blood kom i store problemer lørdag på Metal Magic. Men de voksede med opgaven, selvom sangerinden måtte forlade scenen.
Et af festivalens hovednavne var hollandske The Devil’s Blood. Bandet startede ud for nogle år siden i undergrunden, men har hurtigt vokset sig store i det skjulte med stædig turneren, adskillige småudgivelser og to album, hvoraf det seneste, ’The Thousandfold Epicentre’ har givet bandet et mindre gennembrud. Egentlig er bandet vel for store til en festival af Metal Magics størrelse, så deres tilstedeværelse siger en del om arrangørernes evner.
Bandet spiller en teatralsk omgang okkult rock, der vækker mindelser om ældre grupper som Coven, Black Widow, men hvor nyere bands som Jex Thoth, Blood Ceremony og Ghost kunne være relevante sammenligninger. Dog synes jeg, at The Devil’s Blood er de bedste i den nye okkulte rock-bølge.
The Devil’s Blood er nemlig lidt mere 70’er-psykedeliske, lidt mere melodisk velturnerede og har en lidt mere atmosfærisk tilgang end de fleste andre bands i bølgen. Og så skriver de gode sange, hvilket vi fik demonstreret på en lidt uheldig, men også ganske imponerende måde denne lørdag aften.
Fortsatte uden sangerinden
For uheldige var bandet, idet deres lyd mudrede lidt sammen i begyndelsen. Værre var det, at sangerinde Farida Lemouchi ikke virkede helt i topform i begyndelsen. Hun havde problemer med at trænge igennem og virkede sløj. På et tidspunkt satte hun sig længe uden at synge, mens bandet spillede videre, indtil hun til sidst gik af scenen. Det virkede noget besynderligt, og efter noget tid kunne hendes bror, guitaristen Selim Lemouchi fortælle, at hun pga. stemmeproblemer ikke ville være i stand til at færdiggøre showet. Her fik publikum lov at bestemme om bandet skulle færdiggøre koncerten instrumentalt eller droppe det. Publikum valgte gudskelov den første mulighed.
For det var som om, at koncerten løftede sig herefter. Hvor Lemouchis fraværende attitude før virkede distraherende, bevirkede hendes faktiske fravær at bandet (og publikum) løftede sig og at melodierne og harmonierne stod klarere. Og det blev også vist, at bandet er dygtige sangskrivere, med dynamiske, atmosfærefyldte sange, der holder fint til instrumentale fremførelser (selvom sangerindens tilstedeværelse dog havde været at foretrække). Vi fik dog også et enkelt nummer med en vokal, der var i retning af en ung, præ-Motörhead Lemmy, og det fungerede overraskende godt.
Det var god stil at spille koncerten på trods af alle problemerne og endnu bedre stil at gøre det så godt som tilfældet var og ikke lade sig gå på. Selvom begivenhederne konspirerede mod The Devil’s Blood, fik de altså vist, hvorfor de er gået hen og blevet så store.