Solskin i helvede

Populær
Solskin i helvede

Solen vandt over engelske Hell, der var temmelig svære at tage seriøst.

Kunstner
Dato
09-06-2012
Trackliste
1. Let Battle Commence
2. On Earth as It Is in Hell
3. Plague and Fyre
4. The Quest
5. The Oppressors
6. Blasphemy and the Master
7. The Devils Deadly Weapon
8. Macbeth
9. Save Us from Those Who Would Save Us
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Britiske Hell åbende Sweden Stage-scenen på en meget solskinsfuld formiddag, så ligsminken smeltede i ansigtet på frontmand David Bower. Hell, der er årets hovednavn på Metal Magic-festivalen, indfriede bestemt alle forventningerne. Hvis man ellers er til metaludgaven af 'The Sound of Music'!

David Bower er tidligere b-skuespiller, og det kom særdeles ofte til udtryk under den knap timelange metalmusical. Iført påspændt mikrofon gav Bower det helt store sceneshow, som var det en optræden til en horrorudgave af Melodi Grand Prix. Med blodrøde kontaktlinser og rosenkrans om hovedet fik den absolut ikke for lidt, og undervejs blev det både til sort kappe og dyrenæb og teaterblod og piskning.

Ikke mange mennesker var mødt til denne tidlige koncert, men de få begejstrede fans fik da, hvad de kom efter. Bandet kan i år fejre 30 års jubilæum, selv om deres debutalbum 'Human Remains' først udkom sidste år. Svenske Close Up kårede det som årets bedste. Det må nok siges at være en overdrivelse. Godt nok er det fedt, men efter kun en times show, ringer Bowers skingre stemme stadig i ørerne. Bower forsøger givetvis at give den som Rob Halford, men helt ærligt: Manden synger vitterligt ikke særlig godt, og den antireligiøse lyrik til musikken er så konstant, at det føltes, som om han aldrig holdt kæft i to sammenhængende sekunder.

Freakshow

Den oprindelige sanger valgte i 1987 frivilligt at tage en permanent morfar, og Bower blev hyret i 2010, da han er bror til bandets guitarist Ken Bower, der oprindeligt var med til at grundlægge bandet. Bower udgør, sammen med trommeslageren og bassisten, den originale del af besætningen, og iført deres sorte tøj og corpsepaint ligner de noget taget direkte ud af en gammel gyserfilm med Bela Lugosi eller Boris Karloff. Men kan freakshowet så spille musik? Ja! De gamle gutter er helt sikkert lige så skarpe på instrumenterne som deres hugtænder er. Hvilket specielt kom til udtryk på numre som 'On Earth as It Is in Hell' og 'Plague and Fyre', hvor det åbenlyse talent buldrede ud i solskinnet.

Superproducer og guitarist

Ken Bowers fingre fløj imponerende op og ned af strengene, mens rytmeguitaristen Andy Sneap høvlede løst og tungt. Andy Sneap? Kender man ikke det navn, tænker den velvidende læser så? Jo! Det er nemlig superproduceren, der oprindeligt var med i det klassiske thrash-band Sabbat (med den senere Skyclad-sanger Martin Walkyier), og som i de sidste 15 år har stået bag over hundredvis af skiver med bands som Machine Head, Exodus, Devildriver og Cradle of Filth. Og sidstnævnte faldt præcist i tankerne under koncerten, da Hell nok bedst kan beskrives som en NWOBHM-udgave af de britiske black metallere.

Det teatralske er kernen i Hells koncerter, som helt perfekt er egnet til en mørk fuldmåneaften. Men efter flere døgns suveræn metal på festivalen faldt koncerten desværre ret meget til jorden, og endte i stedet som et musicalafsnit af 'The Addams Family'. Men tænder man, uanfægtet af genre, på bloddryppende bands som Denial of God eller Death SS, bliver man forhåbentlig ikke skuffet over Hell under årets Metal Magic Festival. Foran en halvtom festivalscene i bagende solskin er Hell bestemt ikke på hjemmebane.