Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF'12: Meningsfuldt bullshit

Populær
Updated
RF'12: Meningsfuldt bullshit
RF'12: Meningsfuldt bullshit
RF'12: Meningsfuldt bullshit
RF'12: Meningsfuldt bullshit
RF'12: Meningsfuldt bullshit

Mens The Cure fyldte Orange Scene på Roskilde Festivals åbningsdag samlede californiske Trash Talk et par tusind punksindede til den fede hardcorefest på intimscenen Pavilion.

Kunstner
Dato
05-07-2012
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Der er plads til 2000 mennesker på intimscenen Pavilion, og det var omtrent det antal, der mødte op for at opleve det intense californiske (nærmere bestemt er de fra Sacramento) band Trash Talk.

Og hardcore-kvartetten gik lige til sagen, uden tøven eller nogen former for tilløb. "It's a festival ... circlepit!" anråbte den konsekvent udagerende frontmand Lee Spielman og dykkede med det samme ned i flæsket på det mere-end-parate publikum, der detonerede i en eksplosiv pit af ophobet energi og resolut respons.

Linket mellem udøvere og publikum var således etableret med ét trylleslag. Præcis som det hører sig til på hardcorescenen. En social-æstetisk samhørighed, som er et af subgenrens fremmeste adelsmærker og har været det gennem 30 år, siden californiske pionerer som Dead Kennedys, Black Flag, Circle Jerks og M.D.C. spillede op til slamdance.  

Med præmissen fuldstændig sat piskede Trash Talk sig selv og publikum gennem en times frådende intens hardcore og crossover. En heftig-heftig omgang, hvor det ultimative fræs blev bygget op af tunge og forvrængede grooves, der ofte ganske tålmodigt  fik teltet til at dirre af potentiel amok og bersærkergang.

Bandet kalder sig heller ikke Trash Talk for ingenting, nej. Lee Spielmans småflabede, men samtidig sjove og inkluderende kommentarer og sangintroduktioner var en stor del af showet, som langt henad vejen drev denne overrumplende gode og hæsblæsende koncert.

Ikke noget musikalsk grænseoverskridende, men en optræden, der på mange måder definerede den helt særlige Roskilde Festival-magi, hvor nu'et forstørres op og føles essentielt, sjovt og meningsfuldt.

Havde jeg været en tur i circle pitten havde Trash Talk fået de fulde 666 stjerner, for det var sgu et fedt show.