Roskilde Festival 2012: Metal- og rockguiden!
PopulærVanen tro dækker vi årets Roskilde-festival, og dét varmer vi op til med en lille gennemgang af programmet. Set iført metal- og rockbrillerne, naturligvis.
Måske har du overset nogle navne i Roskilde-programmet, måske har du ikke. Under alle omstændigheder bringer vi hér vores bud på, hvad man som elsker af den tunge metal og den hårde rock bør sætte kryds ud for i årets festivalprogram, og det er samtidig disse navne, vi selv vil sørge for at dække i vores store Roskilde-specialnummer, som kommer efter festivalen.
I år er torsdagen tyndt besat med kun Today Is the Day og Trash Talk, men i det mindste er det da Kellermensch, der åbner Orange! Fredagen er derimod store metaldag, så her gælder da altså om at holde lidt igen med papvinen, lommelærken, bajerne og den sjove tobak. Især fordi der når Weedeater går på ved middagstid er en del mere end et halvt døgn til Crowbar på Odeon klokken kvart i tre om natten den samme "dag", hvor blandt andre Red Fang, Baroness, Hank3 og Devildriver ellers nok skal underholde.
Lørdag er næsten lige så tynd som torsdagen med blot en håndfuld navne, heriblandt Refused og Warbringer, indtil der igen sker lidt om søndagen, hvor Behemoth og Machine Head stikker ud i mængden. Men altså, vi på Devilution regner i hvert fald med at nå det hele, både i tekst billeder og lyd, og nu inspirerer vi altså dig, kære læser, til at følge trop.
De sidste par år har vi været lidt sent ude med vores forslag, men i år har vi taget ved lære, så nu har du allerede programmet, hér, en 5-6 dage inden de mest hardcore lægger sig i kø til teltpladen.
Her følger Devilutions introduktion til Roskilde Festival 2012. God fornøjelse!
SØNDAG (1/7):
REDWOOD HILL – Pavilion Jr., kl. 16.00.
Fordi: Redwood Hill har med en 2-numres ep i hånden opnået at spille på både Copenhell og nu Roskilde inden for en måned – det vidner om en vis kvalitet. Desuden har de fået mange gode anmeldelser af ep'en og de trods alt ret få koncerter. De lyder ikke rigtigt som ret meget andet dansk metal med den særegne blanding af black og hybrid-metal. Omtrent samme musikere spillede i øvrigt numetal i Puto Diablo indtil for få år siden, og det gør ikke historien om bandet mindre interessant.
For fans af: The Psyke Project, Cult of Luna, Isis.
Pensum: 'Nadir', 'Dybbuk'.
BÄDDAT FÖR TRUBBEL – Pavilion Jr., kl. 17.30.
Fordi: Du alligevel ikke har andet at give dig til end at ligge i lejren og drikke dig stiv i lejren. Og så kan du jo lige så godt tjekke dette svenske festpunkband, der nok skal få startet en fest, selvom de overhovedet ikke spiller metal, og selvom du ikke kan deres tekster. Rygtet vil i hvert fald vide, at det går hæsblæsende for sig, når gruppen giver den gas på de små spillesteder rundt omkring. Og med en sangtitel som 'Håll din jävla käft', er man vel næsten nødt til at dukke op og enten give dem ret eller råbe "SPEJL!".
For fans af: Terrible Feelings, De Høje Hæle, anden skandinavisk punk.
Pensum: 'Värdighet'.
MANDAG:
CEREKLOTH – Pavilion Jr., kl. 20.30.
Fordi: De på Copenhell var behageligt rasende på både spilletid, trommesæt og verden i al almindelighed, og den slags hører sig til i god, ond dødsmetal. Tidligere på samme site er de blevet skamrost for både indspilninger og koncerter. Forvent det værste på den gode måde! Og så må man jo ikke glemme, at gruppen lige har spillet på Copenhell, hvor vores anmelder gav dem en varm anbefaling med på vejen!
For fans af: Strychnos, Karnarium.
Pensum: 'Pandemonioum Prayers', 'Halo of Syringes'.
TIRSDAG:
DEATHCRUSH – Pavilion Jr., kl. 19.00.
Fordi: Den norske trio Deathcrush er, trods bandnavnet, ikke et metalband. Men der er så rigeligt med smadder på, at også mere hærdede metalfans kan risikere at synes, at de norske damer er ganske godt selskab. Deathcrush spiller smadret og hærgende noiserock, der trækker på både Sonic Youth og Sunn O))) og blander den med en god dosis popsensibilitet. Ifølge Undertoners ikke voldsomt begejstrede anmeldelse af deres seneste koncert i Danmark, er der også noget for husarerne.
For fans af: Sunn O))), Sonic Youth, støjpop, larm.
Pensum: 'Lesson #1 (for Snoop Dogg)', 'Lesson #2 (for Cliff Burton)'.
TORSDAG:
KELLERMENSCH – Orange, kl. 18.00.
Fordi: Dansk guitarorienteret musik på Orange skal naturligvis støttes ud fra et nationalt synspunkt. Men også fordi der er tale om et dygtigt og originalt band, som fortjener noget større på den hjemlige scene end det, de hidtil har opnået – selvom det at spille på Orange selvfølgelig ikke er noget man skal kimse ad.
For fans af: Fjodor Dostojevskij, Sisters of Mercy, Neurosis, Nick Cave, Tom Waits – sådan cirka.
Pensum: 'Kellermensch', 'Narcissus'.
">Se video med KELLERMENSCH HER!
TODAY IS THE DAY – Odeon, kl. 20.00.
Fordi: Det på en gang er ond og eksperimenterende metal, og fordi de spillede en koncert på Beta sidste år, som understregede, at de stadig er et relevant liveband, selvom det kniber noget på albumfronten nu til dags. Det kan blive en mægtigt intens oplevelse, men ikke nødvendigvis en særlig behagelig én! Vidste du i øvrigt, at Brann Dailor og Bill Kelliher var med i Today Is the Day inden de dannede Mastodon?
For fans af: Godflesh, Unsane, Neurosis.
Pensum: 'Temple of the Morning Star', 'Sadness Will Prevail'.
" target="_blank">Se video med TODAY IS THE DAY HER!
TRASH TALK – Pavilion, kl. 21.30.
Fordi: Det formentlig bliver Roskildes vildeste punk/crossover/hardcore-fest, idet bandet efter sigende starter et sindssygt liveshow, hvor man ikke får lov til at stå passivt og glo, mens frontmand Spencer vælter rundt i publikum. Sangene varer sjældent mere end et minut eller to, og så har californierne i øvrigt lavet årets sjoveste musikvideo, som du kan se nedenfor.
For fans af: Punch, Brutality Will Prevail, Ceremony.
Pensum: 'Trash Talk', 'Eyes & Nines'.
FREDAG:
WEEDEATER – Odeon, kl. 12.00.
Fordi: På sidste års Roadburn Festival gav denne hashtågede, fandenivoldske gruppe fra North Carolina en sønderlemmende røvfuld af en brutal stonerkoncert, og det er ærlig talt svært at komme på et mere oplagt navn fra årets Roskilde-plakat til at fyre fredagsprogrammets metalbølge i gang. Når de tre medlemmer Dixie, Shep og Keko går på scenen er der dømt tunge, festlige basskridt og beskidt sludgesmadder. Et must-check-out for alle bonghoveder.
For fans af: Buzzov*en, Eyehategod, Sleep, Bongzilla, Electric Wizard.
Pensum: 'God Luck and Good Speed', 'Sixteen Tons'.
RED FANG – Odeon, kl. 14.00.
Fordi: Amerikanske Red Fang opvarmede for Mastodon i januar i Store Vega, og det viste sig bestemt at være et band som var værd at stifte bekendtskab med. Red Fang har ikke mange år på bagen, og kunne såmænd godt være et navn der med tiden bliver større. Genren er tung rock kombineret med en overflod af fede guitarriffs. Med et par fadøl i hånden bliver koncerten med garanti ikke nogen kedelig oplevelse.
For fans af: The Sword, Mastodon, Kyuss.
Pensum: 'Red Fang', 'Murder the Mountains'.
" target="_blank">Se video med RED FANG HER!
BARONESS – Odeon, kl. 16.30.
Fordi: Med deres to første farverige fuldlængder fra hhv. 2007 og 2009 placerede Relapse-kvartetten fra Savannah, Georgia sig højt på listen over nyere bands, som det nysgerrige metalpublikum har taget til sig med hype og åbne arme. I et musikalsk krydsfelt, der blander Kylesas vildskab med Fugazis ditto i et melodiøst møde med Mastodons flydende guitarsignatur, er det også berettiget. Så til trods for at Baroness ikke har imponeret, de sidste par gange, de har gæstet Danmark (hverken på Stengade i 2008 eller på The Rock i 2010), så bør enhver åben musikelsker stadigvæk begive sig ind i Odeon-teltet fredag eftermiddag og give dem chancen.
For fans af: Mastodon, Fugazi, Metallica, Kylesa.
Pensum: 'Red Album', 'Blue Record'.
" target="_blank">Se video med BARONESS HER!
HANK3 – Odeon, kl. 18.00.
Fordi: Hank Williams III, Barnebarnet til den legendariske countrysanger af samme navn, gav maratonkoncert i Store Vega for et par år tilbage. Med sin vanvittige blanding af country, punk og metal bliver koncerten en oplevelse man ikke skal snyde sig selv for. Sangtitler som 'Hillbilly Joker' og 'I'm Drunk Again' taler for sig selv. Multitalentet byder sandsynligt på lidt af hvert. Udover sine egne countrynumre spiller Hank3 gerne sange fra sit punkband Assjack, eller fra punk/metalbandet Arson Anthem, som han har sammen med tidligere Pantera-frontmand Phil Anselmo.
For fans af: Hank Williams, Joe Buck, Crowbar, Eyehategod.
Pensum: 'Risin' Outlaw', 'Straight to Hell', 'Hillbilly Joker'.
THE CULT – Orange, kl. 19.30.
Fordi: Den mytiske kraftvokal i rocksymbiose med den nossefuldeste guitar: Ian Astbury og Billy Duffy aka The Cult. Man kan ikke ligefrem sige, at The Cult er et sjældent navn på de danske koncertsteder, hvilket dog ikke skygger for det faktum, at det nok skal blive vanvittigt spændende at opleve The Cult på Orange – en scene, de sidst gæstede i ’87 med 'Electric' i bagagen. Her, 25 år senere, er de omtrent mere velspillende end nogensinde tidligere, hvilket ex-White Zombien John Tempesta på trommer og Ozzy-manden Chris Wyse på bas nok skal hjælpe ihærdigt med til at bevise.
For fans af: Killing Joke, The Doors, Led Zeppelin, Soundgarden, Metallica.
Pensum: 'Love', 'Electric', 'Choice of Weapon'.
" target="_blank">Se video med THE CULT HER!
OF THE WAND AND THE MOON – Pavilion, kl. 20.00.
Fordi: Er man til dyster, sortrandet melankoli er det danske dark folk-ensemble uomgængelige på årets Roskilde Festival. Of the Wand and the Moon spiller ikke metal (selvom hovedmanden Kim Larsen har en fortid som kreativ drivkraft i Saturnus), men de har en forholdsvis stor fanskare i metalverdenen. OTWATM startede i ud i den esoteriske og melankolske neofolkgenre i 1997, men har siden udviklet sig til en mere facetteret, småpsykedelisk mørkemandsrock. 'The Lone Descent' fra sidste år var et af årets bedste album, og fik såmænd også hul igennem til mainstream. Live har bandet – der efterhånden tæller syv mand m/k – været uhørt stærke det seneste år.
For fans af: Death in June, Lee Hazlewood, Sort Sol, Swans, Current 93.
Pensum: 'We Are Dust', 'Sunspot', 'Wonderful Wonderful Sun', 'Raven Chant', 'Gal Anda'.
DEVILDRIVER – Arena, kl. 21.00.
Fordi: Devildriver er bandet, som i mange år har afholdt frontmand Dez Fafara fra at spille numetal i bandet Coal Chamber. Devildriver er væsentlig mere hårdtslående, hurtigtspillende og metalliske, samtidig med at de har en god fornemmelse for det melodiske og symfoniske i guitarriffene, uden at tabe groovet af syne. Devildriver lyder bestemt meget amerikansk uden at det af den grund bliver til plastic at høre på, og formen har været støt stigende siden begyndelsen for ti år siden.
For fans af: Chimaira, Machine Head, Trivium.
Pensum: 'Beast', 'Last Kind Words', 'Pray For Villains'.
" target="_blank">Se video med DEVILDRIVER HER!
JACK WHITE – Orange, kl. 22.30.
Fordi: Til trods for, at White Stripes-mandens debut under eget navn er hans mindst rockede udgivelse til dato, så er der ingen tvivl om, at Jack White nok skal tage tilpas med cool attitude og stramme muskler med sig, når han indtager Orange. Musikeren, der ofte omtales som en af det 21. århundredes mest indflydelsesrige guitarister, læner sig muligvis mere op af musikhistorien, end han egentlig fornyer den, men han gør det så pokkers overbevisende, at Devilution glæder sig til at spille luftspade til Whites miks af rockende 60’er-R&B og skrattende guitar, iført en Pentagram t-shirt.
For fans af: Bob Dylan, Little Willie John, White Stripes, Rolling Stones.
Pensum: Debutalbummet 'Blunderbuss' samt Jack White-bandet Dead Weather og deres cover af Pentagrams 'Forever My Queen'.
">Se video med JACK WHITE HER!
CROWBAR – Odeon, kl. 02.45.
Fordi: Crowbar har sat standarden for sludgemetal i over 20 år, selvom det har været lidt on/off grundet hovedpersonen Kirk Windsteins engagementer i Kingdom of Sorrow (med Hatebreeds Jamey Jasta i front) og mægtige Down (som er med ex-Pantera-sangeren Phil Anselmo). Sidste år udgav Crowbar genistregen 'Sever The Wicked Hand', der virkelig fremviser bandets dyder: langsommelighed, weltschmertz og guitarer, der er tungere end tunge.
For fans af: Down, Corrosion of Conformity, Eyehategod.
Pensum: 'Crowbar', 'Sever the Wicked Hand', 'Broken Glass'.
LØRDAG:
CEREBRAL BALLZY – Pavilion, kl. 12.00.
Fordi: Du så Trash Talk om torsdagen, og syntes det var godt, og nu vil du have mere. Brooklyn-bandet Cerebral Ballzy er i samme boldgade, men mere punket og med endnu yngre bandmedlemmer. Franco anmeldte gruppens debutalbum sidste år og sammenlignede lømlerne med Bostons hardcore-band, så der burde være dømt smæk for skillingen, også til dig, der måske ikke interesserer dig rasende meget for punk som sådan.
For fans af: Trash Talk, Jerry's Kids, F.U.'s, Life Sentence.
Pensum: 'Cerebral Ballzy'.
REFUSED – Arena, kl. 18.00.
Fordi: Svenske Refused er et underligt ukendt verdensband. Bandet fungerede fra 1991-1998 og fik en ret indædt fanskare, der også tæller store bands såsom Anthrax (der spiller Refuseds 'New Noise' som et skjult ekstranummer på seneste album). Refused er blevet gendannet og er i gang med en verdensturne – til glæde for mangen en hardcoreconnoisseur, der gerne vil have smadderen suppleret med rytmisk variation og melodi.
For fans af: Rage Against The Machine, Born Against, Cancer Bats.
Pensum: 'This Just Might be... The Truth', 'Songs To Fan The Flame Of Discontent', 'The Shape of Punk to Come: A Chimerical Bombination in 12 Bursts'.
" target="_blank">Se video med REFUSED HER!
BRUCE SPRINGSTEEN & THE E-STREET BAND – Orange, kl. 21.00.
Fordi: Bossen er et af de største (og dyreste) rocknavne festivalen nogensinde har haft på programmet. Der forventes et historisk rockbrag på den berømte Orange Scene, og Springsteen skuffer sjældent sit publikum. Forvent mindst 30 sange og tre timers medrivende musik, hvor alle klassikerne som 'The River' og 'Badlands', såvel som mange af de nye numre fra 'Wrecking Ball', bliver spillet. Med sig har han sit fremragende store orkester 'The E Street Band', der med saxofon, trombone og trompet får festen til at folde sig ud sammen med superguitaristen Steven Van Zandt. Og nej, det er ikke dit fjolletobak der får dig til at se en gangster på scenen. Steven Van Zandt spillede en af hovedrollerne i "The Sopranos". Det bliver stort.
For fans af: Rolling Stones, Bob Dylan, Dire Straits, Tom Petty.
Pensum: 'Born to Run', 'Darkness on the Edge of Town', 'The River', 'Nebraska', 'Born in the USA'.
" target="_blank">Se video med BRUCE SPRINGSTEEN HER!
WARBRINGER – Pavilion, kl. 21.30.
Fordi: Er du ikke til Bruce Springsteen, så fortvivl ej! Warbringer spiller på samme tid og kan meget vel ende med at give den vildeste metalkoncert. Det californiske band spiller overfed thrashmetal som Slayer gjorde det i gamle dage. Med sig har de ny guitarist og trommeslager der nok skal vise hvad de dur til. 'Total War' og 'Combat Shock' er blot nogle af de hårdtslående numre på setlisten, der kommer til at dræbe din hørelse.
For fans af: Slayer, Sacred Reich, Sepultura, Testament.
Pensum: 'War Without End', 'Waking into Nightmares', 'Worlds Torn Asunder'.
LITURGY – Pavilion, kl. 00.45.
Fordi: Amerikanske Liturgy er blandt pionererne i black metallens tredje bølge, som bagmanden Hunter Hunt-Hendrix har døbt ”transcendental black metal”, mens ondere tunger har døbt genren ”hipster black metal” grundet genrens popularitet i dette segment (og Hunt-Hendrix' ofte interessante, men til tider lidt trættende, hang til akademisering af black metal). Ondskab er der ikke meget af hos Liturgy, hvis tekstunivers i højere grad handler om personlig transcendens. Skønt den lever op til en række black metal-kriterier, trækker musikken tillige veksler på post-rock, math-rock og sludge. Man kan have det lidt ambivalent med Liturgy, men projektet er som minimum interessant, og bookingen af dem forekommer indlysende rigtig.
For fans af: Wolves in the Throne Room, Krallice, Vangelis, Lightning Bolt
Pensum: 'Pagan Dawn', 'Returner', 'High Gold', 'Harmonia'.
" target="_blank">Se video med LITURGY HER!
DEAD SKELETONS – Pavilion, kl. 02.45.
Fordi: Syrerock hører sig til på en festival, og fordi man skal støtte vores islandske broderfolk, men ikke behøver gøre det ved at lytte til Lars Von Triers ex-veninde på Orange. Og fordi de blev dannet for at lave underlægningsmusik til installationskunst! De døde fyre leverer et fremragende soundtrack til dit trip af, hvad du har puttet eller ikke vil putte ned til skelettet med deres dronende trance af spøjse lydbilleder og utroligt gode tid til at skabe særegne stemninger.
For fans af: The Brian Jonestown Massacre.
Pensum: 'Dead Magick'.
SØNDAG:
H2O – Pavilion, kl. 15.30.
Fordi: Det er punk, der skal til for at få kickstartet festen på festivalens sidste dag, hvor kroppen ellers sjældent skriger efter en mosh. Men med amerikanske H2O skal der alligevel nok komme gang i dansebenene, for den energiske og kække punkrock er svært charmerende. Frontmand Toby Morse har lært af de bedste, og efter at have turneret som roadie for Sick of It All valgte han at danne dette vandbaserede band, som virkelig har formået at knytte bånd: Siden 1996 har der ikke været ændret i bandets line-up. Sidste år havde Roskilde også søndagspunk, dengang med Bad Religion, hvis guitarist Brett også har det legendariske punkrock-selskab Epitaph, som H2O var signet på i starten af deres karriere. Sidste år var Orange Scene ikke rigtig lykken for et punkband en søndag eftermiddag, men det skal nok komme til at gå vildt og festligt for sig, når det går ned på Pavilion.
For fans af: Rancid, Offspring, Bad Religion, Ramones.
Pensum: 'H2O', 'F.T.T.W', 'Don't Forget Your Roots'.
BEHEMOTH – Arena, kl. 16.30.
Fordi: Behemoth er den ægte vare. Frontmand Nergal har været syg på grund af kræft, men er efter endt behandling tilbage igen og Behemoth fortsætter deres sorte, medrivende og hypnotiserende musik. Behemoth startede ud som rendyrket black metal fra Polen og har sidenhen udviklet sit udtryk. Både musik og liveshow er i en klasse for sig og det bør opleves!
For fans af: Satyricon, Vader, Immortal, Emperor.
Pensum: 'Sventevith', 'Satanica', 'Demigod', 'Evangelion'.
" target="_blank">Se video med BEHEMOTH HER!
MACHINE HEAD – Orange, kl. 17.30.
Fordi: Det så afgjort er den største metalkoncert på dette års Roskilde Festival. Ingen af de andre metalbookinger kommer i nærheden af Machine Head. Lige siden deres debutplade 'Burn My Eyes' udkom i '94 og ramte metalverdenen med trykket fra en 16-fods lastbil lige midt i ansigtet, har Machine Head kunne fylde græsplæner foran store scener. Med deres seneste to studieplader i form af 'The Blackening' og 'Unto the Locust', har bandet arbejdet sig op i den øverste liga af metalbands. Vær klar til at blive revet rundt.
For fans af: Metallica, Slayer, Pantera, Testament.
Pensum: 'Burn My Eyes', 'The Blackening', 'The More Things Change', 'Unto The Locust'.
" target="_blank">Se video med MACHINE HEAD HER!
NASUM – Pavilion, kl. 18.30.
Fordi: Nasum var et af de bands, der i starten af halvfemserne var med til at forme grindcore-scenen i Sverige. Desværre omkom forsanger og guitarist Mieszko Talarckzyk i tsunamien tilbage i 2004, og Nasum valgte derefter at indstille bandets aktiviteter. Men her i 2012 har de resterende medlemmer af bandet dog fundet sammen igen og fundet en ny forsanger, hvor de så kan fejre deres 20-års jubilæum ved at gæste nogle festivaler. Bandet selv har dog understreget, at dette er en éngangsforeteelse, så det er nu eller aldrig, hvis du ikke før har oplevet Nasum live. Vær opmærksom på, at sandsynligheden for sange der varer meget over to minutter er yderst spinkel.
For fans af: Napalm Death, Rotten Sound, Carcass, Brutal Truth.
Pensum: 'Inhale/Exhale', 'Human 2.0', 'Helvete', 'Shift'.
SUICIDE SILENCE – Pavilion, kl. 21.00.
Fordi: Suicide Silence har et godt tag på death core-genren og formår at skrive fede riffs, som ikke blot har til formål at skabe kaos, men også har masser af stemning eller gode headbang-fremkaldende sekvenser. To af bandets tre album har været anmeldt på Devilution uden dog at henrykke vildt. Men når de bedste sange vælges ud til et show på omkring 45 minutter, så har bandet potentiale til at levere noget virkeligt fedt, de falder i manges smag. For der er både growls og screams, dobbelt-stortromme-angreb, blast beasts og staccato-riffs, når der ikke lige lempes på brutaliteten og spilles en melodisk lead. Det bliver sikkert vildt, så hvis Nasum ikke har taget de sidste kræfter, så skal der siges farvel til årets Roskilde med en ordentlig omgang smadder på Pavilion.
For fans af: Despised Icon, Parkway Drive, Bring Me the Horizon.
Pensum: 'The Cleansing', 'The Black Crown'.
" target="_blank">Se video med SUICIDE SILENCE HER!