RF'12: Et skridt på rette vej
Populær
Mange havde dem nok i frisk erindring fra Copenhell, og på Roskilde blev potentialet i Redwood Hill akkurat et glimt tydeligere.
Metalfolket på Roskilde har altid været gode til at stimle sammen, og se og høre de hårdkogte distortede guitarer, som festivalen nu har kunne diske op med. Ikke forstået sådan, at alle metalfans ser alt, som kan kaldes metal-relateret. Men der er nu god opbakning til selv de mindste bands.
Og i det store perspektiv så er Redwood Hill et lille, men dog uhyre spændende band. En lovende 2-numres teaser fra bandets evner og et album under indspilning er, hvad bandet pt. har at byde på. Udover det måske vigtigste våben: Koncerter, som har fået masser af ros med sig. Det var dog også tydeligt denne søndag eftermiddag til warm-up på Roskilde, at bandet var temmelig lidet kendt. By The Patient, Undergang og specielt Essence har de foregående år alle haft en større opbakning på Pavilion Jr.
Mosh og typisk FESTival-stemning
Men der er noget over Roskilde ... . For Redwood Hills musik er kun i sparsomme momenter egnet til mosh, og alligevel opstår der en sådan. Og en fyr kommer op på en kammerats skuldre og rocker med, som var det ren peace-love-and-harmony (han kom hurtigt ned igen, for sidden på skuldre er ikke tilladt af security).
Det passer ikke ind i det formørkede univers, som bandet gør sig i. Musikken er indelukket og åbner kun op i små vredesudbrud eller korte momenter af lys og melodi. Det er meningen, at det skal være mørkt og dunkelt, det er hele idéen med musikken, men det kan dog ærgre, at selvom bastrykket er fedt, så var det også med til at skjule nuancer i guitarernes riffs. Og kigger man på guitaristernes fingre eller lytter godt efter i det nederste lag af musikken, så sker der også mere. Og deraf følger bandets problem denne eftermiddag. Lyden gav ikke plads til nuancerne. Vokal, trommer og bas lød godt, men guitarerne var ikke definerede nok, når der blev givet gas.
Men hvordan kunne artiklen her så starte med at sige, at det var en tak bedre end på Copenhell - er det udsagn glemt? Nej, det er det ikke, og forklaringen ligger dels i sceneforholdene, dels i sættets længde. Scenen er bedre afskærmet, så røg og lys bedre kom til sin ret og fik dannet en kortvarig illusion af, at klokken ikke var 16 eftermiddag men snarere godt ud på aftenen. Og så gjorde det længere sæt, at bandets musik næsten nåede det hypnotiske klimaks, som den specielle stil kan skabe. På trods af et ret så snakkesaligt publikum.
Mindre snak - flere smil
Samtidig var det igen en stærk og professionel indsats. Det blev holdt i stil med showet på Copenhell - ja, faktisk var der endnu færre ord fra frontmanden, som begrænsede snakken til en tak til publikum og præsentation af det sidste nummer, 'Dybbuk'. At det var en stor oplevelse for bandet sås tydeligt da guitaristen, som lagde ren vokal i nummeret, måtte afvige fra den alvorlige mine og trække på smilebåndet, da publikum i den grad tog varmt imod de melodiske toner. Nå ja, det kan også have været et grin over mængdens velmente, men noget mislykkede forsøg på at klappe i takt til musikken.
Redwood Hill har potentialet intakt og viste lige lidt mere. Måske var det lige tidligt nok med denne booking, men om nogle år, kan det være, at cv'et har så meget andet godt på sig, at det kun vil virke naturligt at bandet så tidligt i karrieren fik en chance på festivalen. Der manglede denne eftermiddag lige en række dybt dedikerede fans på de forreste rækker.
Afslutteren 'Dybbuk' som den tog sig ud til koncerten: