RF'12: Smuk terapi

Populær
RF'12: Smuk terapi

Of The Wand And The Moon var et utroligt smukt og stemningsfuldt indslag i stor kontrast til sludge og stoner-ramt fredag.

Dato
06-07-2012
Genre
Fotograf
C.V
Karakter
5

Skaberen af Of The Wand And The Moon, Kim Larsen, blev introduceret af en konferencier, der blandt andet fik nævnt Kims baggrund fra doom-scenen, hvor han blandt andet var en del af Saturnus, selvom det nu efterhånden er rigtig mange år siden, at han var med i det band.

Men Of The Wand And The Moon blev hovedbandet efter Kims exit fra Saturnus, så selvom stilen er meget anderledes var det alligevel værd at nævne. For Kim har haft gang i sit solo-projekt lige siden og har udgivet en hel del udgivelser med sin neofolk/ambient-eksperimenterende musik.

Med sig på scenen havde han bassist, guitarist, trommeslager, trompetist, keyboard-spiller (m.m.) og to korsangerinder. Selv havde Kim placeret sig i midten med en mikrofon og sin akustiske guitar. Hans røst var dyb, mørk og næsten udelukkende "snakkende". En perfekt topping på den meget stemningsfulde musik.

Det var lidt sært at se Kim stå der i centrum, for når han har optrådt med Blazing Eternity som session-guitarist, så har han altid gemt sig og været nærmest anonym ude i siden af scenen. Og det var heller ikke fordi, at han gjorde det vilde væsen af sig denne aften, men der var en fantastisk ro over ham, og han besad en mægtig intensitet i stemmen og nærmest reciterende vokal. Og dermed fremstod han uden synderlige virkemidler som en sand frontmand.

Hårrejsende smukt

Musikken var hypnotiserende, og det var utroligt så meget ekstra atmosfære de to korsangere og trompetisten tilføjede musikken. Korstemmernes langtrukne "ah ah" gav musikken et drømmende twist, som faktisk mindede lidt om en anden af Kims optrædender på Roskilde: Saturnus i 1997. Dengang gav et stort kor en utrolig smuk slutning på 'Rise of Nakkiel' (i hvert fald i den mixede version på ep'en, der blev udgivet bagefter). Her var der blot to i koret, men de formåede at lægge en stemning, hvor hårene rejste sig i nakken, fordi det hele gik op i en højere enhed.

Det var utroligt så langt musikken kom med så få virkemidler. Der var mange folk på scenen, men de enkelte bidrag var simple og uhyre effektive. Roskilde-festen stoppede for en stund, man glemte øllene, men fik til gengæld noget, der mindede om en god times terapeutisk afslapning i hovedet, så man kunne forlade Pavilion som en genopladet person. Klar til mere støj og larm på en fredag, der for metaltilhængerne specielt stod på en stoner og sludge-menu. En skærende kontrast, må man sige.