Et mesterværk i enkelhed
Populær
A Life Once lost har været fem år undervejs med deres sjette album. Det har været ventetiden værd.
02. Gnawing Lisp
03. Madness is God
04. Miracle Worker
05. Empty Form
06. I Am
07. The Blues
08. People Stare
09. I See, I Hear
10. I Sit Ill
Der har længe været stille omkring Philadelphia-bandet A Life Once Lost. ”Hvem?”, tænker du måske, for orkestret er ikke et af metallens største navne. Alligevel har det gennem tiden haft gæsteoptrædener af notabiliteter som Devin Townsend og Randy Blythe (Lamb Of God). Så helt ukendte er de nu heller ikke, de har bare ikke rigtig gjort sig her øst for Atlanten.
Men tilbage til stilheden. Fem år er der gået mellem det forrige og denne nyudgivelse. Det er ganske længe for et håbefuldt ensemble som A Life Once Lost, men den lange albumdvale har helt tydeligt gjort bandet godt. Musikken har altid været kendetegnet ved en befriende enkelhed og en ganske hård og pågående metal-stil. Metalcore er orkestrets stil blevet rubriceret som, men det er nok lidt misvisende, da der er temmelig langt fra A Life Once Lost til fx Killswitch Engage. Cancer Bats er det nærmere beslægtet med, uden at være nær så punket, med måske en snært af Enslaved i stemningerne. At sammenligne med især to andre bands ligger lige for, men dem gemmer vi til senere.
'Ectsatic Trance' hedder denne nye udgivelse, og den er intet mindre end et mesterværk af en sonisk hammer, der med sin enkelhed og effektivitet rammer lytteren lige mellem øjnene. Påfaldende er det nemlig, hvor få riffs hvert enkelt nummer er bygget op om, uden at det er i nærheden af at blive kedeligt. Tværtimod. Sangene er nemlig bygget op omkring nogle synkoperede, til tider hårde, til tider proggede, riffs, som tranceskabende bliver gentaget, om og om igen. (Deraf albumtitlen.) Kommer man til at tænke Meshuggah, er man ikke helt ved siden af, og det var et af det bands, jeg før ville sammenligne med, men gemte til nu. Ren Meshuggah er det nu ikke, for man kan også høre en stor dosis Lamb Of God, til dels i lyden, men især i Bob Meadows' growl – og det var så det andet sammenligningsband. Det kan i parentes bemærkes, at albummet er optaget i Richmond, Virginia som er netop Lamb Of Gods hjemby, men det er nok mest et tilfælde.
Det ville nu ikke være retfærdigt bare at mene, at A Life Once Lost blot var et blandingsprodukt af de to bands kvaliteter, for frem for alt står sangene klart og tydeligt frem med deres helt egen identitet. Hvor Meshuggah kan blive en meget matematisk lytter og Lamb Of God meget mainstreammetallisk, har A Life Once Lost på 'Ecstatic Trance' formået at groove sig væk fra det matematiske, og holde feelet tilpas sært hypnotisk til ikke at blive mainstream. Numrene har også en del guitaroverlays, som er med til at skabe stemningerne, og de har en vemodig kvalitet som mere lyder som noget, der er hentet fra firsernes new wave-/synthpop-bands såsom Ultravox eller Talk Talk, bare forvrænget. Det er med til at gøre albummet til noget særligt. Men det er først og fremmest det fakatum, at hver eneste sang har sin egen aggressive identitet, som gør det til én af årets bedste udgivelser. Især numre som åbneren ' Something Awful' og 'The Blues' kan anbefales til at komme i gang på, da førstnævnte viser bandets evner som et undergrunds-Lamb Of God, og sidstnævnte viser hvor gode stemninger, der er at finde på skiven.
Men er der én ting, som ud over musikken gør 'Ecstatic Trance' til et kærkomment bekendtskab, så er det, at A Life Once Lost ikke lyder som om de prøver at tilfredsstille en trend i tiden. Det er ikke doom eller djent. Det er alle sammenligningerne til trods bare A Life Once Lost. Og det er befriende.