Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Headlinerne bragede

Populær
Updated
Headlinerne bragede

Solid support fra Unearth og Chimaira, men Lamb of God var aftenens suveræne sejrherrer i Pumpehuset.

Kunstner
Spillested
Dato
27-06-2007
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Den 28. juni fik København besøg fra den nærmest royale undergrund, da Unearth, Chimaira og Lamb of God gav koncert. Og tre så gode bands til samme koncert betyder mødepligt for alle rigtige metallers. Det havde folk også forstået, for der var godt fyldt op (udsolgt sgu'! - Red.). 

Desværre er Pumpehuset ikke særligt præcise i angivelsen af starttidspunkter, så da undertegnede dukkede op til hvad jeg troede var koncertstarten kl 21.00, var Unearth næsten færdige. Jeg nåede dog at få et par numre med, hvor jeg kunne konstatere at de spillede med god energi og fik det meste ud af de numre de nu har (som dog ikke er det mest originale metalcore). 

Chimaira var næste punkt på programmet. Bandet har for nylig udgivet et fantastisk album, "Ressurection", så forventningen var stor til aftenens koncert. Måske for stor, for leveringen var lidt for sløset til være forløsende – især trommeslageriet haltede noget. Det blev dog bedre og bedre, jo længere tid de spillede, så alt i alt en godkendt præstation.

Den nye generations Slayer

Hovednavnet var universitetsthrasherne Lamb of God (øv. bill.). Og de leverede et brag! I disse tider, hvor myspace og mp3-downloads har gjort promotionen af bands til allemandseje, er der ikke rigtig plads til at superbands bliver skabt, som de gjorde i 80'erne, men til gengæld har vi jo en hærskare af fede bands at vælge imellem. 

Det er dog en skam for Lamb of God, for de burde være den nye generations Slayer – så gode er de! Lamb of God har været længe undervejs, for bandet startede tilbage i 1994, så de fyre er ikke just vårharer, og det kunne man se i deres optræden, der virkelig var garvet.

Deres musik er aggressiv og samtidig fuld af detaljer, og de leverede deres cocktail af prog/metalcore med en brutal intensitet, uden at det gik ud over detaljerne. Den slags kan man ikke andet end at hæve djævletegnet til. Sådan!