Chimaira - ”Resurrection”

Chimairas spiller behændigt bredspektret thrash. Ohio-bandet Chimaira hører bestemt til et af den moderne thrash scenes allerfedeste bands - en "nu thrash" scene, som også har fået åbnet for en vis revival for midt-80ernes originale thrash metal orkestre, jf. ovennævnte Onslaught.

I tilfældet Chimaira og deres fjerde album, "Resurrection", kobles den ubønhørlige thrash energi imidlertid med flere impulser som power groove, growlerkant, tålmodige guitarbreaks, mere melodiske passager, en kende hardcore, lidt samples og en smule spookye kor, vokaler og effekter.

Det hele præsenteret i en eksplosiv og dynamisk produktion (leveret af Jason Suecof, kendt fra Trivium, med miks af ligeledes ovennævnte Sneap), der vil give ømme nakker hos de fleste fans af hård metal. Og måske er en genrebenævnelse som "total thrash" i virkeligheden den helt rette for et band som Chimaira?

Det er ihvertfald lige mindst én nævefuld flere finesser og nuancer her end hos originalthrashen, in casu Onslaught, uden at der dermed går én flig af den agressive og tætpakkede energi, som er thrash metallens adelsmærke.

Chimaira er i sandhed i forrygende kampform og "Resurrection" virker som et stolpesikkert udspil, men undertegnede har alligevel en anke, der forhindrer absolut maxkarakter til dette ellers svært gode album: vokalen. Mark Hunters slidte, let anstrengte stemme fungerer fint nok i sammenhængen, men skiller sig i øvrigt ikke væsentligt nok ud fra mængden af samtidige, hvilket er et generelt problem for denne subgenres sangere.

Hvor er det personlige præg henne?? Jeg mener: tænk lige diversiteten hos ældre thrash-relaterede sangere som fx Anselmo, Arraya, Bailoff/Souza, Mille Petrozza, Cavalera, Mustaine og Hetfield... ahem!!