Eksplosiv spilleglæde

Populær
Eksplosiv spilleglæde

At se In Flames var ikke bare en koncertoplevelse, men en decideret lektion. Med et blændende overskud og konstant nærvær rystede In Flames jorden under Vega.

Kunstner
Spillested
Dato
12-04-2012
Distributør
Trackliste
1. Embody the Invisible
2. Bullet Ride
3. Trigger
4. Crawl Through Knives
5. The Quiet Place
6. Where the Dead Ships Dwell
7. Egonomic
8. Clayman
9. Liberation
10. Cloud Connected
11. Drifter
12. System
13. Fear Is the Weakness
14. Ropes
15. Only for the Weak
16. Deliver Us
17. The Mirror's Truth
18. Take This Life
19. My Sweet Shadow
Koncertarrangør
Fotograf
Henrik Reerslev
Karakter
666

Da et hul imellem to numre sent på aftenen affødte et kort sekunds stilhed, brød hele salen ud i at råbe In Flames i gang og Anders Fridén konstaterede med et glimt i øjet, at det lød som om der blev råbt på Enslaved. Det var der nu ingen der gjorde, men inden stemningen kom så vidt, skulle Death Destruction give en opvisning i hvad der sker, når man blander bandmedlemmer fra Death by April, Evergrey og Hammerfall sammen.

Med veksler at trække på fra så rutinerede bands, er Death Destruction fra Göteborg i sig selv et navn og stemningen i Vega indikerede, at de positive forventninger var på plads. Derfor faldt det måske også ekstra i ørerne, og til jorden, hvordan intet fungerede, da Death Destruction efter en meget lav introsang, der dermed ikke gav den ønskede effekt af "epicness", marcherede på scenen til en fuldstændig forfærdelig lyd. Først omkring fire numre inde i sættet blev der rettet en anelse op, og man kunne begynde at separere de forskellige instrumenter fra hinanden. Så skete der til gengæld også noget absolut opløftende: Pludselig fremkom riffs og groove med stor inspiration fra bla. Pantera som de lød på bl.a. 'Far Beyond Driven' og 'The Great Southern Trendkill'.

Oplevelsen voksede med den forbedrede lyd og især frontmand Jimmie Strimell var en fornøjelse, grundet hans vokalmæssige spændvidde fra det helt dybe og op tenderende til pig squeals. Alt i alt fremstod det hele dog en anelse skizofrent. På guitar havde Henrik Danhage gang i både shredding og en masse syrede løb, der ikke altid swingede med resten af musikken og vi var både igennem rock, punk og død på en ikke helt overbevisende måde, men måske er det meningen, eftersom de selv refererer til lyden som "ZZ Top on steroids". Bassist Fredrik Larsson var dog et interessant syn, da lyden endelig blev så man kunne høre hvad han foretog sig. Death Destruction er som konstellation ikke så gamle og de kan sagtens vokse sig opgaven værdig. De skulle denne aften varme op for In Flames og det slap de rimelig hæderligt fra.

Endelig blev det tid. Vega stod klar som en pulserende masse, og med alt udsolgt var stemningen på kogepunktet. In Flames slap i dén grad bæstet løs med intronummeret 'Embody the Invisible' og formåede at holde niveauet resten af aftenen. Hvad de tidligere har fået af kritik på en lav livevokal, blev straks gjort til skamme, for i front var Anders Fridén i topform og slap ikke sit jerngreb i publikum før allersidste tone klingede ud. Guitarist Niclas Engelin har været on and off i bandet gennem årene, og var denne aften heldigvis med som erstatning for Jesper Strömblad, der i sin tid dannede In Flames og forlod bandet i 2010 grundet alkoholproblemer.

Men netop Niclas Engelin skal have en helt særlig stjerne for præstationen: Med lys i øjnene og gavtyvesmil tonsede han ustandseligt rundt på scenen med et misundelsesværdigt teknisk overskud. Hele tiden holdt han kontakten til publikum og var ved én lejlighed helt henne i højre side af scenen, hvor han kiggede om bag højttalerne til de publikummer der stod lidt i det skjulte og hoppede med. Hvor nogle bands synes at have flere guitarister for syns skyld, udnytter In Flames fuldt ud at de har to yderst kompetente herrer til opgaven. Samspillet mellem Engelin og Björn Gelotte er helt i særklasse og flyder naturligt i en homogen harmoni.

In Flames gav så meget og publikum gav det hele igen. Konstant vendte noget lig "brølet fra Orange" tilbage og bekræftede at sætlisten var velvalgt. Især ældre numre som 'The Quiet Place', 'Crawl Through Knives' og 'Trigger' fik gang i publikum og en enkelt gang blev fællessangen så dominerende at Fridén, let overrasket men storsmilende, måtte vende mikrofonen 180 grader og lade publikum synge resten.

Det er imponerende at In Flames trods udskiftninger og rotationer efter 22 år på banen ikke bare har været medskabere og udviklere af en genre, men samtidig fornyet og vedholdt at "rule" den. In Flames rykkede sig dog stilmæssigt med det sjette studiealbum Reroute to Remain, og i dag kendetegnes Göteborg-metallen nok ved en anden lyd, end den der hørtes i Vega torsdag aften. Der er hentet brudstykker fra flere forskellige subgenrer, og det klæder bandet der bærer udviklingen naturligt, da der ikke er givet afkald på den oprindelige opskrift. Hvad så mange andre bands har hentet af inspiration hos In Flames, lader de til at genopfinde hos sig selv konstant.

In Flames var overvældende nærværende, og formåede at holde niveauet og dynamikken gennem hele koncerten, så følelsen af at der ikke bare var ét højdepunkt, men udelukkende højdepunkter, sad i kroppen flere dage efter. Hele salen var med, på nær et par enkelte oppe på bagerste balkon, men Fridén bredte blot armene op mod dem og spurgte: "Hvorfor sidder I ned?". Det holdt de så op med, og hele salen gyngede bogstavlig talt.

Der er kun to passende ord at slutte af med, og det skal være som svar til Anders Fridéns "tack som fan!" sidst i koncerten: Selv tak!