WOA'12: Modsætninger Mødes
Populær
Svenske Watain og engelske Winterfylleth var virkelig hinandens modsætninger, da begge bands gav nogle af Wackens sidste koncerter sent lørdag nat.
Sidste nat på Wacken må man nok erkende, at 4 dages musik og indtagelse af diverse alkoholiske drikke havde været hårdt for metalkroppen. Straks efter Machine Head stod den på noget helt andet, nemlig black metal med svenske Watain på ”Party Scenen”. Bestemt et passende navn til en scene, som var fyldt ud med omvendte kors, kranier og underlige, brændende symboler. I stil med landsmændene fra Dark Funera,l der spillede seks timer tidligere, er Watain i den helt hårde ende af den sorte genre. Brutal musik der er fuld af anti-kristne tekster, og som med de andre landsmænd fra Marduk, har Watain også rodet sig ud i at flirte med nazisme under enkelte koncerter. Umiddelbart ikke populært, og da slet ikke i Tyskland!
For meget gøgl!
Det holdt dog ikke publikum tilbage lørdag nat, for den voldsomme mængde mudder taget i betragtning var der ganske godt fyldt op foran scenen. Watain lagde hårdt og massivt ud fra starten, og har en lyd og stil, der lægger sig mere op ad Dissection, end de førnævnte andre svenske bands. Det burde jo altid være et hit, og for inkarnerede fans gjorde Watain det sikkert helt som de skulle. Jeg må nok indrømme, at trætheden trængte sig på, og efter Gehennas magtdemonstration i et sandt voldsorgie af black metal dagen inden, faldt Watain lettere til jorden. Man behøver efterhånden ikke fylde scenen ud til randen med teatergøgl for at gøre sig i den her genre, som Immortal virkelig beviste, for dem som oplevede dem til årets Copenhell. Men fair nok, på et andet tidspunkt havde undertegnede sikkert været mere begejstret over Watain.
Winterfylleth
I stedet gik turen over mod de engelske black metallere fra Winterfylleth. Måske ville de vise sig at være mere væsentlige at skrive om. De spillede på Wackens W.E.T-scene, tre kvarter senere end Watain startede, men gåturen mellem de to scener tog bestemt sin tid under disse omstændigheder, så derfor kun en håndfuld numre med Watain. Til stor fortrydelse!
For lidt gøgl!
Der var vel omtrent troppet 50 mennesker op for at overvære starten, og det var sgu ret forståeligt. Hvis der ikke havde været lyd på koncerten, ville man tro at der stod et hardcore band på scenen og var i gang. Kasketter og black metal dur simpelthen ikke! Det muligvis lettere selvmodsigende i forhold til kritikken af Watain, men hellere corpse-paint, nitter og flammer, end ungersvende som spiller lange kedelige numre, hvor musikken er ligeså mudret som jorden man stod på, med en sanger der growler tamt som et lille lam. Vitterlig to bands der på alle måder var hinandens modsætninger i samme genre. Egentligt bizart, men ingen tvivl om favoritten.
Winterfylleth var malplacerede i forhold til niveauet som de andre bands i genren på festivalen havde lagt for dagen, og endnu mere malplaceret var det at vælge Winterfylleth som et af festivalens afsluttende bands. Så det krævede ikke mange slurke af årets sidste øl, før turen fluks gik tilbage på afslutningen af Watain, men for sent, desværre. Nå, i stedet var det sidste af Ministrys koncert stadig i gang. Dem skulle man i virkeligheden have overværet hele koncerten med i stedet for. Det var sgu overbevisende fedt, og blev årets sidste oplevelse. Tak for det og tak for i år Wacken. Vi ses næste år, gerne med Watain igen, men aldrig mere Winterfylleth!