Den ekstrametalliske dimension: tv-2 - 'Fantastiske Toyota'

tv-2-fantastiske-toyota

Vores Aarhus-redaktion går all-in på geografisk nepotisme og gør sit bedste for at forklare, hvorfor tv-2’s debutplade fra 1981 er et værk, alle bør give en chance.

Kunstner
Titel
Fantastiske Toyota
Forfatter

I dansk musikhistorie kan man jævnligt finde Aarhus beskrevet som 1980’ernes rockhovedstad i Danmark. Vel at mærke den type rock, der nemt fandt vej til at fængende omkvæd, producerede radiohits i stribevis, og som absolut ikke var bleg for at rime hjerte på smerte og trække på mange af de virkemidler, vi i dag regner for klichéfyldte og lidt for letkøbte. Ikke desto mindre satte navne som Gnags, Anne Linnet og hendes band Shit & Chanel, Thomas Helmig, Lars Muhl og Lars H.U.G. for alvor Aarhus på det musikalske Danmarkskort i løbet af årtiet. Fælles for dem alle er, at de nu om dage i høj grad lever på fortidens bedrifter og i langt højere grad bliver regnet for klenodier og tidsbilleder af fortiden, end de tages seriøst som stadig skabende kunstnere.

Ét orkester, Danmarks kedeligste af slagsen ifølge dem selv, formåede dog ikke blot at hæve sig over resten af feltet, men også at forblive relevante og producere landeplager langt ind i det 21. århundrede. Nemlig tv-2. Under navnet Taurus udgav bandet den for længst glemte engelsksprogede prog-plade ’Whatever Happened to the Sixties’ i 1978, inden den senere altoverskyggende frontfigur og sangskriver Steffen Brandt var en del af det nystartede Kliché, der med rødder i den århusianske punkscene trak på inspirationen fra navne som Kraftwerk, David Bowie og Devo for at skabe den minimalistiske new wave-lyd, som man finder på bandets debutplade, ’Supertanker’ fra 1980.

Da denne plade udkom, var Brandt for længst videre. Keyboardspilleren følte ikke, at han var skabt til blot at stå ved siden af forsangeren på scenen, og Taurus’ besætning barslede nu, under navnet tv-2 og med Brandt på keyboard og vokal, med bandets debutplade, ’Fantastiske Toyota’. En plade, der så dagens lys godt og vel halvandet år før denne skribent. Den 11.maj 1981.

Selv om pladens kolde, minimalistiske rocklyd var moderne, var den ikke banebrydende. Den er naturligvis ungdommens opgør med beat-generationens rockmusikere og med den ækle disco, og samtidig er det populariseringen af punk-lyden og til dels -mentaliteten. Med tydelig inspiration fra blandt andre Talking Heads er ’Fantastiske Toyota’ æstetikken fra punk og ska, spillet af væsentligt bedre musikere end dit gennemsnitlige punk-orkester, og frem for alt med en tekst- og sangskrivning, der trækker på new wavens og poppens virkemidler. Og den er musikverdenens første møde med Steffen Brandt som dansksproget frontmand, sangskriver og sanger. Den altoverskyggende faktor, der har givet tv-2 den status, de har i dag, og som allerede dengang så småt fik bandet til at stå ud på den danske rockscene.

Et tidløst barn af tiden
Datidens medier var hurtige til at afskrive ’Fantastiske Toyota’ som et tyndt opkog af Kliché-debuten, uagtet at Steffen Brandt ifølge Kliché-frontmanden Lars H.U.G. havde en ikke uvæsentlig indflydelse på Klichés lyd. Brandt og tv-2 havde nok i højere grad efterstræbt en lyd, han selv var med til at skabe, end han decideret havde kopieret Klichés udtryk. Men hvis musikken var mere tidstypisk, end den var original, forholdt det sig noget anderledes med teksterne.

Det er kapitalismen, den stadig mere globaliserede hverdag, branding-kulturen, reklamerne og bureaukratiet, der besynges fra første strofe. Og omgivet af alt dette er mennesket, der hastigt omdanner sig fra individ til forbruger i en verden, der i støt stigende grad søger at påvirke det enkelte menneske i alle aspekter af dagligdagen. Boligindretningen, de dagligdags indkøb, forståelsen af de forskellige mærker som konkurrenter, og hvordan valget af et bestemt brand definerer forbrugerens personlighed. Det er det globale samfund, krigene og katastroferne, der gennem nye medier og kommunikationsformer bliver serveret til individet i langt højere grad end tidligere. Brandts tekster er tongue in cheek-pessimisme, der koldt, kynisk og sterilt søger at tegne et billede af mennesket, der i en kafkask, materialistisk ond drøm mister sin personlighed og sin evne til at skille sig ud til det omgivende, kapitalistiske samfund, som opsluger vedkommende i et altomsluttende hav af reklamer, nye produkter, information og markedsføring.

Teksterne er simple, repetitive, korte og ironiske. Men budskabet er komplekst nok. Det er historien om det fremmedgjorte, rastløse og ensomme menneske, fanget i en stadig mere teknologisk og materialistisk omverden.

Det er den Kraftwerk-inspirerede, shufflende ’Motorvej’, der på få verselinjer hylder de multinationale olieselskaber, der får os til at mødes i hver vores bil i fuld fart ude på asfalten.

Det er ’Boligblok A’, der ironiserende besynger de fantastiske nye betonblokke og deres lejligheder med de uendelige indretningsmuligheder, de mange nye møbler, de fantastiske brands og alle de fortræffeligheder, de kan indrettes med. Komplet med et menneske, siddende midt i herligheden, der ”får ild på en Prince, som jeg vil slukke igen, hvis jeg ikke lige havde tændt den, for trods alt at gøre noget”. Rastløs og ensom.

Det er ’I for Identifikation’, hvor Brandt underspillet kritiserer bureaukratiet og dets uforståelighed for det enkelte menneske.

Det er ’Ib Rene, Cairo’ og ’Atmosfære’, der understreger, hvordan de nyere medier nu sørger for, at vi kan få lov at følge med i ufreden, i konflikterne og i det globale ulykker i langt højere grad end før.

Men det er også det enkelte menneskes afsavn (’Bordeaux – Bilbao’), smerte (’Aldrig mere’ og titelnummeret) og ensomhed (’Dazu eisgekühltes Coca-Cola’). Det er et negativt, kritisk tidsbillede, som samtidig er tidløst, ikke mindst takket være Steffen Brandts subtile, men fængende og rammende tekster.

Virkemidler til flere generationer
Og det var netop dette ironisk-dystopiske tidløse tidsbillede, der fangede denne skribents opmærksomhed ,15-20 år efter pladen udkom.

Jeg var opvokset i ’Boligblok A’ i Aarhus i et hjem, hvor tv-2’s senere og mere succesfulde hitplader ’Beat’, ’Nutidens unge’ og ’Rigtige mænd …’ var en naturlig del af lyden i hverdagen. Og allerede som barn hørte jeg nummeret ’Fantastiske Toyota’, om end jeg ikke umiddelbart lurede, at det handlede om en stakkel, der prøvede at drikke sig ihjel på forsædet af sin ”grågrønne japaner af mærket Toyota”. Men nærværende debutplade, hvor Steffen Brandts lune og hyggelige oder til kærligheden og kvinden var erstattet af nihilisme, apati og rodløshed … tja, den blev jeg vist aldrig præsenteret for af hverken forældre eller større søskende.

Længe efter, at jeg for længst havde helliget mig metallens fortræffeligheder, faldt jeg over ’Fantastiske Toyota’ i en tilbudskurv i en musikforretning i Aarhus. I de senere teenageår, hvor tiden mere gik med at udforske dødsmetallens dyder end at lytte op på dansk firserpop, kan jeg ikke umiddelbart komme med nogen god forklaring på, hvorfor netop denne plade skulle have en chance. Men en chance fik den. Heldigvis.

Jeg havde altid syntes godt om Steffen Brandt som sangskriver. Skulle det være på dansk, var han noget af det bedste, der var tilgængeligt. Han leger med det danske sprog, udfordrer det og fornyer det. Men ’Fantastiske Toyota’ tegnede et billede af en Brandt og et tv-2, jeg aldrig havde mødt før. Det var koldt, skingert, minimalistisk. Det var ikke den hyggeonkel, der skrev ’Bag duggede ruder’, ’Kærligheden overvinder alt’ og ’Popmusikerens vise’. Det var triste, negative, sarkastiske og samfundskritiske tekster, der behandlede og opponerede mod præcis de samme problemer, personlige og samfundsmæssige, som mennesker som mig gjorde i slut-90’erne. Og som mennesker i øvrigt gør i dag. I 2019.

Det var vedkommende. Det var bittert, sarkastisk, ironiserende, dystopisk. Og vedkommende i en grad, hvor jeg midt i Aquas og eurodancens storhedstid i 90'erne ikke havde hørt noget lignende fra et dansk band i lang tid. På et tidspunkt, hvor jeg havde helliget mig metallen, dukkede der rent faktisk en poprocket plade op, der havde noget relevant på hjerte. 20 år efter den blev udgivet. Hvilket selvfølgelig ikke gjorde fascinationen af 'Fantastiske Toyota' mindre.

For Steffen Brandt er en eminent sang- og tekstskriver. Dengang som nu. Og selvom ’Fantastiske Toyota’ sjældent får meget opmærksomhed af bandet selv nu om dage, er den en bemærkelsesværdig plade. Den er på ingen måde repræsentativ for tv-2. Den er heller ikke nødvendigvis synderligt original. Men den er en mere end solid dansk punket new wave-plade, og den behandler vedkommende emner på en måde og med en kvalitet, meget få har gjort på dansk, hverken før eller siden. Og den fangede mig, næsten 20 år efter den blev indspillet. Og i dag, 20 år senere, vil den formentlig stadig kunne betage nye lyttere.

 

Og med det på plads, er det tid til vores fem ’ekstrametalliske’-standardspørgsmål:

Hvor langt væk fra metal er det her?
Pænt meget. Hist og her er der en lille smule distortion på guitaren, men det er i langt højere grad pop og den mere ska-inspirerede del af punken, der kommer i spil. Til gengæld er medlemmerne dengang som nu ret glade for at gå i sort tøj.

Er der overhovedet noget metal over det?
Stemningerne og temaerne i teksterne er, om ikke metal, så i hvert fald ret dunkle og triste hist og her. Det er vel lidt metal at være sur over ret mange ting. Og der er da også numre, der handler om krig og druk.

Hvorfor skal man høre det, hvis det ikke er metal?
Fordi det, selv om det er enormt lettilgængeligt og poppet, samtidig også har noget på hjerte og indeholder en del lyriske perler, serveret med et ironisk og kritisk udgangspunkt. Pladens relevans ligger i teksterne, så hvis man bare gerne vil høre nogen fee’ riffs, skal man nok bare undgå at lytte til pladen.

Hvad gør det ved ens måde at høre metal på at have hørt det her?
I værste fald fatter man sympati for keyboard-drevet musik, hvilket er en forbandelse, hvis man hører metal. Hvorfor? Fordi 9 ud af 10 metalbands, der benytter sig af keyboards, burde have fået job som trafikkegler i stedet for at indspille plader.

Er der noget, der faktisk er metal, som minder om det her, man kan høre i stedet?
Mnjaah … rent musikalsk er det nærmeste, der minder om metal OG det her, sådan et band som Joy Division. Det bør man også lytte til. Meget. Uanset hvad. Hvis man er på jagt efter metal på dansk med tekster, der rent faktisk fungerer, er bands som Nyt Liv og Bersærk gode bud på en lyrisk oplevelse.