Ugens bandbillede: Destrends

Destrends - Warehouse 2

 Australske Destrends føjer en ny dimension til udtrykket ”jeg tager bare lidt af det hele, tak”.

Kunstner
Genre
Fotograf
PR
Forfatter

Det er svært at være et ungt, fremadstormende band. Specielt når man musikalsk kun kan byde på et noget bedaget kopiprodukt, der lanceres minimum 20 år for sent og i øvrigt ikke har noget særpræg, der berettiger til meget andet end at agere som lappeløsning i en utæt skraldepose.

Det er en problematik, der ikke er ubekendt for nye australske musikere. Tænk eksempelvis på Airbourne, der i et forsøg på ikke at blive forvekslet med en AC/DC-demo kastede sig over røvballehumor, velplejet kropsbehåring og en misundelsesværdig evne til at smadre øldåser mod kraniet for trods alt at have et særkende. Eller Ocean Grove, som for ikke at blive antaget for at være samtlige middelmådige numetal-bands fra slut-90'erne, klædte sig ud som en flok junkier, der var gået kolde under en midnatsforevisning af 'Trainspotting' på Tomorrowland-festivalen.

Således også Destrends. På plade lyder kvartetten som noget, Jarvis Cocker ville have sorteret fra til en Pulp-plade tilbage i 1995, og derfor har det naturligvis været nødvendigt for bandet at sætte sig ned, se hinanden dybt i øjnene og formulere spørgsmålet: ”Hvordan skiller vi os ud?”

Svaret har hurtigt vist sig at være en serie bandfotos så grelle og outrerede, at selv et metalmagasin i Skandinavien ville give sig tid til at studse over dem. Og hvordan gør man så det? Hvad iklæder man sig for virkelig at vække opsigt og få folk til at stille spørgsmål, de havde håbet, de aldrig skulle stille. Svaret må være kommet prompte: ”Alt. Vi tager alt på.”

Sado-maso-steam-power-kæde-svømmebrillen
Og det gjorde det så. Fodtøjet blev hurtigt og nemt bestilt hos Goths'R'Us, inden turen gik i byggemarkedet for at få købt kæder. Den slags sælges i metermål og er en billig måde at komme til at se lidt sej ud uden at slå bunden ud af en slunken bandkasse. I øvrigt er der intet, der siger ”jeg spiller rå britpop i en post-apokalyptisk ørken”, som plateausko og kædetræk. Det skulle da lige være et par svømmebriller, som på afstand ligner noget fra et steampunk-kostume, samt en nypudset og -imprægneret dusterfrakke i aubergine. Den skulle egentlig have været sort, men den var udsolgt i hans størrelse.

Det var korsettet og de løstflagrende gummi-tanktops heldigvis ikke. Godt, at udvalget er stort nede i Lak- & Læderland. Så langt, så godt. Hermed var appellen til S/M-miljøet og den del af metalklientellet, for hvem HIM er topmålet af kunstnerisk udfoldelse, ligesom sikret. Men hvad med de hårde drenge? Hvad med de virkelig farlige metallere?

Igen havde internettet heldigvis løsningen: EMP Shops skulderpuder, model ”Demo Borgir”, gav lynhurtigt et råt look, der også kompenserede for de tynde, blodfattige arme og den spredte kropsbehåring derpå. Det samme gjorde det armbånd, de fandt på eBay, som godt nok var dyrt, fordi det engang var blevet brugt i en Hammerfall-video, men som til gengæld gav et fuldendt strejf af autenticitet. Af trueness. Hey, bruger satanmetallere egentlig ikke cykelhandsker? Jo, det gør de. To par blev straks indkøbt.

Fjerboa-Duran-Duran-vikinge-neglelak-monobrynet
Så meldte et nyt problem sig. En hyggelig kop aftenkaffe hjemme hos forsangerens mor, der havde kørt bandet til og fra et gig nede i byen, udviklede sig uheldigt, da moderen udbrød: ”Jeg synes altså, I ser noget farlige ud. Jeg ville ikke turde invitere mine veninder ned og se jer!”

Det var problematisk. For vil man succesen med hjælp fra en 20 år gammel rocklyd, skal man også være villig til at omfavne boomer-publikummet. Mor kom heldigvis til undsætning.

Hurtigt fandt hun en patchwork-trøje i læder og fløjl, som hun alligevel ikke brugte, og garneret med den der halskæde, hun købte på et marked i Papua New Guinea ,da hun var på det der cruise, fik de hurtigt fuldendt looket hos bandets nyeste mand. En fjerboa blev dernæst syet om til et råt, men florlet stykke skulderpynt, inden et aflagt bælte fra 1983 blev slået om livet på sønnike. Det er både stadig på mode, jojo, sådan lidt retro, og det ser lidt råt ud, fordi det ligner vikingskjolde. Hva'? Ligner det ikke vikingeskjolde. Jo, det gør da.

Da det endelig blev fototid, opstod næste problem. Satancyklisten, der i mellemtiden havde forsøgt at sætte det korte og sparsomme hår op i en mohawk, havde haft så travlt med at lægge sin neglelak, at han kun havde tid til at male den Duran Duran-inspirerede new wave-trekant på sig selv. De andre måtte klare sig. Sønnikes mor var igen skarp og fandt en gammel vinprop frem, som hun varmede med en tændt tændstik og malede sønnikes øjne dystopisk sorte. Hvad mener du med, at det ligner et monobryn? Hvad er et monobryn? Neeej, det gør det ikke. Det ser godt ud. Looket blev fuldendt med en Robert Smith-frisure, der heldigvis så perfekt ud på trods af den noget vigende hårgrænse, syntes han selv.

Således overladt til sig selv måtte duster-svømmebrille-korset-armbåndet klare sig med, hvad han nu lige kunne finde. Heldigvis havde han en sort kuglepen. Vi skal ikke have taget headshots, vel? Nej? Okay, så går det nok. Bandets nye mand havde lige været ude at spille med sit Airbourne-jamband og kom for sent til at lægge en ordentlig makeup. Pyt, vi sætter ham bagerst.

Da billederne kom tilbage fra fotografen, var de ret imponerede. Wauw, det så skidegodt ud. De ville virkelig komme til at løfte nogle øjenbryn. Måske få folk til at tænke, at her var et spændende nyt orkester fra det fjerne Australien, der ikke bare havde taget deres eget tøj på for at spille Blur-covers. Det er et orkester, der virkelig vil noget.

Men hvad? Vi aner det stadig ikke. Svaret er formentlig: Alt.

Se flere bandbilledanalyser her.