Uset: Mortal Engines i røg og damp

Filtered

I denne coronaramte tid har vi lånt skyggernes kniv og sendt en skribent til et fjerntliggende steampunk-univers for at tage temperaturen på koncertkulturen der.

Trackliste
1. Time Machine
2. Nemo
3. HGs Well
4. Solo (stålharpe)
5. Steam in Infrared
6. Dark Materials
7. Moving Castle
8. Love in Elevation
9. Immortal Engines
10. Ekstranumre
Forfatter

Selvom Mortal Engines ikke rigtigt har formået at ophidse siden udgivelsen af den første lakplade, så er deres show et, man aldrig må misse, og derfor sendte Devilution selvfølgelig en reporter af sted, da turneens eneste koncert i Skandinavien blev spillet.

Undertegnede havde egentlig tænkt sig også at nå opvarmningsbandet Crystal Ship, men fordi oprørere fra nordlige provinser havde angrebet og slagtet højbanens passagerer, var afgangen forsinket grundet rengøring. En lidt for hastigt udført rengøring, må man i øvrigt kritisere statsbanerne for, eftersom blodpletter fra vindueskarmen fandt vej til mine skjorteærmer.

De sidste toner fra Crystal Ships' symfonier ebbede ud i samme øjeblik, som jeg stod af på Perdidosgade Station og kunne se over på støbejernshallen, hvor taktfast trampen rumlede under de solide stållægter, som bar det matte glastag. Jeg sprang over gaden mellem sporvogne og droscher for derefter at styre uden om køen til indgangen – med et let vip med pressekortet snød jeg mig uden om køen. Ud over de gratis mængder af syre i presselokalet, er det at kunne føle sig vigtigere end arbejdermasserne den største glæde ved at være musikalsk korrespondent.

Jeg trådte ind og blev blændet af de røde projektører, der fejede gennem røgen og fandt vej til scenen. Gulvet klistrede, så noget tydede på, at opvarmningsbandet havde gjort deres del af jobbet. 

Det sikreste sted at overvære Mortal Engines vil altid være i en anden sektor af byen, men en reporter skal trodse faren, og derfor stillede jeg mig femten meter fra scenen og sænkede kampvisiret i min panserhjelm, og herfra kunne jeg mærke trykket og den gustne ånde af død fra de mest hårdkogte fans, der havde stimlet sammen.

En luftbåren entre
Fansene kiggede op i samme øjeblik og gyste, da glastaget gled til side, og luftskibet langsomt sænkede sig ned, og en lem åbnede sig i gondolen under. Endelig lød jubelskriget, i det det første bandlem kom til syne og blev firet ned i jernkæderne.

Røgmaskinerne satte i gang, og luften blev tyk af kul. Og så forsvandt scenen i et kort øjeblik for vores øjne, indtil bandet var klar. Forsanger Mööre trådte frem, sænkede støvbrillerne og sendte os et dødt blik fra sine mekaniske øjne. Med en metallisk stemme messede han, at han var kommet for at se blod – vores blod – og stemningen var euforisk, fordi vi vidste, at han mente det, og vi alle håbede, at det ville blive sidemandens.

Den obligatoriske åbner ’Time Machine’ satte ind, og folket hævede deres handsker i respekt. Og startede de første slåskampe med en energi, der forklarede, hvorfor brændevinsbarerne for længst havde meldt udsolgt. De første næveudvekslinger lod næserne flække, og selvom indlevelsen blandt publikum var stor, kunne jeg ikke lade være med at føle, at nutidens unge ikke rigtigt har formået at udvikle most-pit-kulturen til andet end en sølle kopi. De samme cirkelspark, de samme skaller og de samme uoriginale knivstød over bæltehøjde.

Men så kan man altid forvente nytænkning fra Mortal Engines. Allerede i andet nummer lukker fyrbøder-orgelet kogende damp ud over de forreste rækker, som falder slapt ned over gelænderet med deres løse lyserøde hud. En traktor fejer dem straks væk midt under den uendeligt lange stålharpesolo. Det viser sig at være mindst lige så underholdende for publikum som instrumentekvilibrismen, at en ung headbanger uheldigvis stadig trækker vejret, men ikke når at rejse sig, før han knuses under traktorens larvefødder. En oplagt chance for stålharpinist Alan til at vise sit talent, da han med hvinende toner fanger øjeblikket i en skæv harmoni, netop som kraniet flækker og ben-splinterne flyver omkring for at sætte sig i band-T-shirtsene. Jublen er uendelig og Mööre griber chancen til at udpege en anden fan, som under klapsalver kastes for samme larvefødder.

Det følsomme øjeblik
Vi når til sjæleren om at mødes med en person af et eller flere køn for at udveksle væsker gennem slanger tilsluttet diverse kropsåbninger, og for en stund er der ro, mens folket tænder olielamperne og ser frem til klimakset, hvor gasskyer slippes ud, og de højeste fans i forsamlingen får fortæret hårpragten og høje hatte af pragtfulde farverige eksplosioner.

Straks banker perkussionisten i sine kedler, der buldrer taktmæssigt prustende ind i ’Dark Materials’, en langsom sag fra debuten. Forsangeren vender sin flammekaster mod tungtubanisten, og en dyb skoggerlatter runger gennem hallen, da han fortæres i flammer og straks erstattes af en roadie, som udholder den gloende hede i tubaens messing og uden at tøve lægger en solid bund, da bandet går ind i klassikeren ’Moving Castle’.

Jeg går nu lidt væk fra scenen og i retning mod indgangen. Som altid på dette tidspunkt i showet stormer gendarmer stedet for at komme først i merchandiseboden, og på vej gennem mængden bliver motorsablerne trukket, så lovens lange arm kan gå derfra med hele udvalget af læderkasketter med bandets logo støbt i jern.

Jeg nyder et nummer mere, mens forsanger Mööre går sin vante tur på de maste kroppe foran scenen. Han nikker tilfreds og tværer hælen ud i ansigtet på en begejstret fan, før han hejses op og med flittig brug af flammekaster klipper pandehåret på en headbangende gruppe.

Det er nu, at jeg trækker mig, fordi ekstranumrene kommer, og jeg har set, hvad jeg skal. Al erfaring siger også, at det først er der, det bliver rigtigt blodigt. Jeg rammes af en afhugget hånd, netop som den lange frakke udleveres i garderoben, og jeg sparker den skødesløst væk. Den lander for fødderne af ung steampunker, som med et kælent blik overtaler mig til at tage den sidste drink i en blød papkasse i gyden bag spillestedet.

Jeg knuger hendes hånd, og vi ser sammen op mod zeppelineren, der stiger til vejrs i de grå skyer, mens skrigene udløst af den barberbladsskarpe konfetti langsomt forstummer i hallen.