Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

AMF'12: Vi kan tømme baren

Populær
Updated
AMF'12: Vi kan tømme baren

Når Nordic Rock Booking afholder den årlige Aalborg Metal Festival, bliver Studenterhuset presset mere på ølsalget end nogen anden weekend. Optakten til AMF'12 begynder dog med offentliggørelsen af det sidste navn:

Som afløser for Marduk har festivalen booket polske Decapitated. Bandet skulle have spillet på sidste års festival, men grundet flystyrt måtte de aflyse. Vi håber, at de når godt frem i år!

De sidste forberedelser er så småt undervejs hos Nordic Rock Booking (NRB) forud for årets udgave af Aalborg Metal Festival. For 10. år i træk rapporterer vi derfra, og for NRB er det 11. gang at festivalen afholdes. Sidste år var deres jubilæumsår, hvor hovednavnet var Arch Enemy, der sluttede AMF'11 af med et brag af en koncert.

I år er det helt anderledes hovednavne, der pryder plakaten. Det er bl.a. Devin Townsend, Fear Factory og Gojira, der skal agere trækplastre. Det var også meningen, at Marduk skulle svinge forbi og levere en dosis ondskabsfuld black metal. Men de måtte desværre aflyse hele deres turné kort før de skulle af sted, og så var gode råd dyre. For hvad gør man, når det hele er sat i søen? For Nordic Rock Bookings formand Mikkel Larsen var der kun ét at gøre; på med vanten og få løst opgaven!

"Vi er ved at være klar og lige nu sidder jeg og får erstatningen på plads her til aften. Vi har med møje og besvær fundet et band, der kan træde ind i stedet for Marduk. Det er vanskeligt når det er så sent," siger Mikkel Larsen, der i samarbejde med sin booker, har ledt med lys og lygte og haft mange forskellige bands i røret. Valget faldt på Decapitated.

Det polske dødsmetalband, hvis historie efterhånden er en velkendt sag i metalkredse. En trafikulykke i 2007 var ved at gøre en ende på bandet. Trommeslageren Vitek døde af sine kvæstelser, og forsanger Covan gik i koma. Resten af bandet tog en pause, men er nu tilbage og udgav sidste år pladen 'Carnival Is Forever'. I år får vi så muligheden for at høre Decapitated på Aalborg Metal Festival.

Der er dog også danske bands på plakaten. Masser af dem. Nordic Rock Booking har fået gendannede Iniquity til at svinge forbi, ligesom velkendte navne som Dawn Of Demise, Raunchy, Essence, Ferocity og Electric Hellride er med. Faktisk er plakaten i år yderst mangfoldig i genreudvalg, hvilket vi her på Devilution er glade for.

Glæde er generelt en betegnelse, der passer meget godt på Aalborg Metal Festival. For tilskuerne er også glade. For øl!

Vi spurgte nemlig Mikkel Larsen om ølsalget til en Aalborg Metal Festival. Nu har vi, som nævnt tidligere, haft vores gang på festivalen i 10 år og været koncertgænger på Studenterhuset i knap 20 af slagsen. Så det kunne da være rart at høre om Aalborgs metalpublikum kan tage fra, eller om det mere minder om en indremissionsk konfirmationsfest.

"Altså, ølsalget har vi ikke noget med at gøre. Det står Studenterhuset for. Men jeg ved da, at det er den weekend, hvor de har den klart største omsætning hele året. På et tidspunkt lykkedes det endda at tømme baren," siger Mikkel stolt og henviser til det tørstige publikum, der altså ikke har noget at skamme sig over. Der bliver festet igennem den weekend i Aalborg. Vi kan dog forsikre festivalgængerne om, at Studenterhuset har fået provianteret til weekenden og efterhånden kender os godt nok til, at de har mere end ét fadølsanker på lager.

I år udlodder vi 2 x 2 billetter i en konkurrence i samarbejde med Nordic Rock Booking og Aalborg Metal Festival. Klik her for at deltage i konkurrencen.