Volbeat-dagbog - Kapitel 6
PopulærFølg med i Volbeats USA-turne, hvor de varmer op for Metallica til 16 shows - frontmand Michael Poulsen deler sin dagbog med NRGMagazine.dk.
Volbeat har taget hul på deres USA-turné. En turné hvor kvartetten vel at mærke varmer op for Metallica til 16 shows, der bringer dem rundt i både de forenede stater og Canada.
Når tiden tillader det, og indtrykkene er presserende, vil frontmand Michael Poulsen føre dagbog over turneen til NRGMagazine.dk.
Så følg med på første parket, mens dansken indtager USA og spiller landet tyndt sammen med Metallica.
Læs Kapitel 1 HER!
Læs Kapitel 2 HER!
Læs Kapitel 3+4 HER!
Læs Kapitel 5 HER!
6. KAPITEL - MADISON SQUARE GARDEN!
Så er vi landet i New York og skal spille Madison Square Garden! Let’s get ready to rumble! Jeg kan slet ikke vente. Selvom om koncert-hallen minder meget om de andre steder (denne er dog lidt mere rund), så er det ikke til at slippe eller ignorere stedets historie og legendariske status. For helvede, min master har optrådt her. ELVIS PRESLEY, Johnny Cash, Muhammed Ali, Mike Tyson, George Foreman, Evander Holyfield, Lennox Lewis, Wladimir Klitschko, Vitali Klitschko og listen fortsætter.
Bare det at stå at kigge på bygningen giver mig gåsehud, og får mig til at sige: Madison Square Garden Baby. Tænk at man skulle nå hertil, det havde jeg i min vildeste fantasi ALDRIG troet, selv om min far var god til at være optimist omkring det. Han fik sgu ret, den gamle. Og jeg har tænkt på ham siden jeg landede.
Danskere og dårlig dunst
Showet før i Albany gik fint, som jeg husker det. Nogle danskere havde taget turen over med dannebrog. Vi endte på bar med de danske fans og også de amerikanere, der var kommet forskellige steder fra. Faktisk husker vi ikke den dag så godt, da alle havde meget ondt i hovedet dagen efter. Men vi vil gerne sige mange tak til de danskere, der havde taget den lange vej for at supporte os, og selvfølgelig tak til alle jer andre der støttede os.
Vi fik dog en lille klage den dag. Visse VOLBEAT folk havde dårlig mave den dag, og valgte at tømme ryggen i bandrummets toilet, hvor der ingen udluftning var på nogen måde. Folk troede
virkelig, at vi gemte et lig derinde da dunsten nåede ud på gangen, og vi ikke engang selv kunne holde ud at være der, de jyder må til læge.
Ikke flere lydprøver
Nå, men vi er i New York/ Madison, og jeg render på gangen og flipper over de mange fede billeder af nogle af de navne, jeg har nævnt. Lydprøver har vi ikke længere, da vi har vænnet os til scenen og lyden, og ikke længere ser lydprøverne nødvendige. Tak til VOLBEAT-crew og Metallica-crew. Faktisk var det kun de første 3 dage vi havde lydprøve.
Venner, bekendte, familie, kærester arbejds-partnere osv, har taget turen herover, det er godt at se dem. Vi spiller et super show og stemningen er i top, måske et af vores bedste shows på turen. Jeg er endnu engang ude og høre Metallica. Jeg har endnu ikke misset dem, jeg har hørt dem hver aften, og det er efterhånden svært at sige noget andet end at de bare sparker røv hver aften, FOR DET GØR DE. Både Lamb of God og Metallica har alle aftener givet os kredit fra scenen, hvilket varmer hver gang, VI TAKKER!
Ellers går tiden med at pjatte og småsludre med hinanden på gangen eller hvis folk kigger ind til hinanden i de forskellige bands rum.
- Michael