Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Reglementet for Wacken Open Air 2013 - en alternativ guide til programmet

Populær
Updated
Reglementet for Wacken Open Air 2013 - en alternativ guide til programmet

Årets program er måske ikke det bedste, men schnitzler, wrestling og store øl vil altid gøre Wacken til verdens bedste festival.

ONSDAG

§ 666. Stk. 1

“Spread my ashes on the highway” – sådan indledes redaktionens tiende Wacken Open Air. Musikeren bag er Bob Wayne. Første gang vi stiftede bekendtskab med ham var – af alle steder – på Roadburn. Bob står for en møgbeskidt omgang country’n’roll. Det betyder, at det lyder lidt som country, men i ånden er det 666% sydstatsrock.

§ 666. Stk. 2

Sidste år indfandt Devilution-lejren sig tidligere end normalt på Wacken, enten fordi fotograf Dinesen savnede at give den gas på den smule tysk motorvej, man kan nå, eller på grund af et akut behov for druk og teltstemning. Det vides ikke, men da der viste sig klare logistiske fordele ved at møde tidligt ind, så er der også i år planlagt en onsdags-ankomst, og det betyder, at færøske SIC, der tidligere har udgivet album på Mighty Music og nu selv har reddet sig en hjemlig Metal Battle-sejr, skal støttes. Der er saft og kraft i bandets moderne thrash metal, så der kommer helt sikkert gang i den hos bandet, der i øvrigt tæller ex-Hatesphere-tøndebasker Dennis Buhl.

§ 666. Stk. 3

Efter en udflugt til Islands W:O:A Battle bliver det spændende at se, hvordan vinderbandet Ophidian I klarer sig i dysten mod resten af verden. På Island var de en sikker vinder, men sat op mod resten af verden er det straks mere tvivlsomt hvor stærkt deres stjerne vil glimte.

TORSDAG

§ 666. Stk. 4

Torsdag åbnes festivalen for alvor med Skyline. Bandet blev oprindelig lavet af festivalens grundlægger Thomas Jensen, men nu består det af et væld af gæstemusikere. Hvad ikke mange ved er, at en af dem er danskeren Dan Hougesen, tidligere kendt som forsangeren, i det helt og aldeles umetalliske orkester Natural Born Hippies.

§ 666. Stk. 5

Annihilator har thrash metallens mest kaotiske line up-historie, hvor kun ophavsmand Jeff Waters har stået projektet bi hele vejen igennem. Vi er ligeglade - det er hurtigt, beskidt og ægte! Thrash og øl er en sjældent god kombination. Lidt over otte samme aften vælter historiske Deep Purple nemlig Wackens Black Stage.

§ 666. Stk. 6

Glem alt om megahittet ’Smoke On The Water’ og lad jer i stedet rive med af et autentisk rockskrald, som det skal eksekveres. Deep Purple har været legeplads for blandt andet guitarist Ritchie Blackmore (Rainbow m.fl), der var med fra start, David Coverdale (vokal, Whitesnake) og Joe Satriani, men vi glæder os også til at opleve en af de store guitarhelte i form af Steve Morse, der for tyve år siden overtog efter Satrianis kortvarige ophold i Deep Purple. Steve Morse! Fuck yeah! Vær der eller vær firkantet.

§ 666. Stk. 7

Reelt set handler torsdag kun om Rammstein. Bandet, som arrangørerne ikke selv troede på, de nogensinde kunne få til Wacken. I år sker det så alligevel. Det store metalnavn fra Tyskland har fået True Metal Stage at boltre sig på, og der er ikke andre bands, der skal spille på den scene hele torsdagen, så de har reelt haft 361 dage til at bygge sceneshowet op. Med 75.000 forventningsfulde festivaldeltagere er der nok ingen tvivl om, at Rammstein giver et kæmpe show med masser af ild og diverse underlødige udskejelser, som med garanti ikke er forsøgt dæmpet eller gjort subtile. Det hele bliver, bogstavelig talt, sprøjtet ud over scenekanten. På tysk grund kan det sikkert stampe nogle urfølelser frem i den teutonske tilskuermasse. Det bliver spændende at følge på nært hold ...

FREDAG

§ 666. Stk. 8

Efter en torsdag aften i legendernes selskab er planen fredag at lege lidt mere med de små drenge, og når fredagens obligatoriske morgen-schnitzler er skyllet ned med en spand kaffe, er det ud af teltet og ned på plænen kl. 11 til noget tysk melodød i form af Neaera, hvorefter der er svensk crossover-thrash af den bedste slags. Dr. Living Dead står klar med dødsmaskerne på klokken 14.35 på Headbangers Stage, og de kommer formentlig til at vælte teltet. Bagefter kan man så passende tage på klapjagt efter den ansvarlige på festivalen, der har valgt at spise thrash-svenskerne af med en sølle halv time.

§ 666. Stk. 9

Fredag tidlig eftermiddag på Black Stage skal vi selvfølgelig høre franske Gojira. Vi håber særligt på, at de spiller 'Remembrance' fra albummet 'The Link', men også 'Oroborus' – åbningsnummeret på 'The Way of All Flesh' hører til blandt favoritterne. På Aalborg Metal Festival 2012 spurgte vi bandet, om de ikke snart ville spille nummeret ’Blow Me Away (You)niverse' live, hvilket de ikke har gjort i omkring 10 år. Bandet lovede, at de ville overveje det, fordi det også vil være en udfordring for dem at spille. Så med lidt held får vi endelig dette helt fantastiske 10 minutter lange nummer at høre live på Wacken 2013!

§ 666. Stk. 10

Fredag er Henry Rollins igen på spil i det store telt ude på campingområdet. Denne gang dog W.E.T. Stage. Det lytter vi nok til igen. Men der skal også noget krigshistorie på programmet, så på True Metal Stage vil vi nyde svenske Sabaton. Med knyttet næve og taktfaste råb til 'Panzer Battalion' kommer man ikke nærmere på at føle sig som John J. Rambo på den tyske græsmark.

§ 666. Stk. 11

Her står den på to gange Leprous – næsten – for først er de backing-band klokken 16 på Black Stage for Ihsahn, der gerne må have tungt fokus på ’angL’-skiven. Sidst, vi så ham på Wacken, kunne vi lide den nørdede mands udsøgte musikalske evner, så mon ikke det bliver godt igen. Leprous spiller selv senere – 22.35 under teltdugen på W.E.T-scenen, og de har altid krudt i røven på trods af, at bandets progressive metal ikke altid er så udadvendt. Vi er mere til ’Bilateral’ fra 2011 end til den nye ’Coal’, men er spændt på at høre dem live igen alligevel.

§ 666. Stk. 12

Fredag til aften-spisetid står den på en energisk omgang hardcore/crossover fra Agnostic Front. Et klassisk band, som sandsynligvis vil levere et lige så fint sæt, som åndsfrænderne i Sick of It All leverede på Party Stage sidste år. En lige så voldsom og smadrende tur i manegen forventes hollandske Legion of the Damned også at give. Det er mest fræsende thrash metal, men der er også nogle dødsmetal-tendenser. Spiller de ’Diabolist’ er stemmen i fare for at blive en kende ru bagefter ...

§ 666. Stk. 13

Klokken 16.00 på Party Stage spiller Ugly Kid Joe, der var i forrygende form på forrige års Sweden Rock Festival. Her gik frontmand Whitfield Crane senere på aftenen på scenen og fyrede den af sammen med Mötorhead, og mon ikke scenariet er det samme, når/hvis den legendariske trio byder på alkohol-orgie klokken 21.00 på Black Stage? 

§ 666. Stk. 14

Vi vil gerne anbefale noget nyere heavy, der spiller i form af svenske Mustasch, der har været på mustsee-listen, siden vi lagde ører til deres fantastiske rock’n’roll første gang. Vi elsker svenskere og deres nostalgiske rock og dejlige overskæg, og Mustasch skal nok få os til at tømme flere krus Beck's, end godt er, og få humøret helt op at flyve.

§ 666. Stk. 15

Hvis ikke alt ‘core’-krudtet blev fyret af fra morgenstunden, er der en chance for at Whitechapel indfrier alle de forventninger, vi har haft, siden de blev offentliggjort. Noget rigtig, rigtig, rigtig godt er bestemt ikke at kimse af, og vi håber, at deres optræden får os til at glemme, hvor lidt vi kan lide W.E.T.-scenens nye telt.

§ 666. Stk. 16

Sent fredag aften er der mulighed for at se de canadiske tosser i Anvil, der gjorde sig berømte i deres dokumentar. Selvom de udstillede sig selv, fik de masser af sympati, og lur mig, om ikke der er mange, der møder op til deres fest på Headbanger's Stage fredag aften? Vi tror det. Vor personlige historie med Anvil begyndte i slutningen af firserne, da vi som glødende AC/DC-fans gennemtrawlede enhver køb/salg/bytte-biks. På en sommerferie i bedsteforældrenes sommerhus ved Mariager Fjord faldt vi over nogle brugte vinyler i en sådan butik i Hobro. Det var en gatefold-2LP af Iron Maidens 'Piece Of Mind' og så Anvils debutplade 'Hard 'n' Heavy'. Vi kendte overhovedet intet til Anvil, men sang nummer to havde titlen 'AC/DC'. Så begge plader røg med hjem for den nette sum af 40 kr. stykket. Den 100-kroneseddel, vi havde til hele ugen, var altså væk med ét pennestrøg. Den sidste 20'er røg sikkert til noget slik. Vinylerne har vi selvfølgelig stadig.

§ 666. Stk. 17

Ingen Wacken Open Air uden Doro. Hun headlinede helt tilbage i 1993, og siden har hun på den ene eller anden måde gæstet festivalen hvert eneste år. Vi har Sanne Salomonsen, tyskerne har Doro. Om hendes særdeles tyske udgave af power metal giver mening, skal man nok være tysker for at kunne vurdere på saglig vis, men igen i år skal vi da lige have hende med.

§ 666. Stk. 18

Amorphis skal også ses – men vi forventer ikke at blive overrumplet længere. Men så alligevel ... Det seneste album måtte vi hylde, og det kom, netop som bandet var gået lidt i tomgang, efter at det havde gået så godt, siden der kom ny sanger til på ’Eclipse’. Ret skal være ret: Den elegante finske melodiske dødsmetal må få sin chance. At det er ved midnatstide kan kun være en fordel i forhold til bandets tidligere shows i solen på Wacken.

§ 666. Stk. 19

Fredag nat er der hippie-spade med Uli Jon Roth (ex-Scorpions). Et absolut must-see for guitarentusiaster, der savler over hhv. 70’er- og 80’er-guitarlyd og -teknik. Der må en pind til dén her, når 58-årige Roth viser de unge knøse, hvordan den skal vrides, og mon ikke der ryger en liden Scorpions-sang med? Manden har trods alt skrevet et par stykker af dem. Bliv høj omkring kl 01.00 på W.E.T Stage.

§ 666. Stk. 20

Her på Devilution har vi tidligere bragt en Top 5 om lortebands. På en flot tredjeplads over de værste bands i hele verden lå netop Grave Digger. Årets koncert med dem finder naturligvis sted på Wacken. Sidst, de betrådte The Holy Wacken Land foregik det med en hulens masse sækkepibespillere og en forsanger i kilt. Er det kun os, der glæder os til at se, hvad de finder på i år? Med lidt held bliver de endda for første gang NOGENSINDE bedømt for deres liveoptræden i disse spalter.

LØRDAG

§ 666. Stk. 21

Wacken må være et glimrende sted at få sig én på opleveren, og lørdagen skal skydes i gang med en formiddagsbrandert til tysk metalcore, når Callejon skal skrige sig igennem en lille time på True Metal Stage ved middagstid. Med albumtitler som ’Willkommen im Beerdigungscafé’ ("Velkommen til begravelsescaféen"), ’Fauler Zauber Dunkelherz’, ’Zombieactionhauptquartier’, ’Blitzkreuz’ og den gakkede video til nummeret ’Schwule Mädchen’ er der lagt op til dumheder og en tåbelig tysk, men dog hårdtslående omgang tons, som vi vil insistere på at synge med på, på selvopfundet danskertysk – om ikke andet så bare fordi det bliver fedt at få lov til at skrige ”schwuuuuuuuuUUUUle MÄDchen!!” så højt, vi kan.

§ 666. Stk. 22

Der er med lige dele krummede tæer og medfølelse, vi tropper op på Black Stage lørdag eftermiddag, når Fear Factory går på scenen. Burton C. Bells vokal har til alle tider været anstrengt under deres koncerter, hvorfor vi ikke har de store forhåbninger forud for koncerten, men han kan jo have en god dag, og så er Fear Factory faktisk slet ikke ringe!

§ 666. Stk. 23

På årets Copenhell stod Alestorm for festivalens festligste koncert overhovedet. Kan de gentage det lige syd for grænsen? Vi tror på det. Tyskere har notorisk dårlig smag, og dette burde derfor være lige noget for dem.

§ 666. Stk. 24

Lamb of God på Black Stage? Ja tak! Listen med favoritnumre er så lang, og vi ikke vil nævne et eneste. De må gerne spille alt fra albummene 'Ashes Of The Wake', 'Sacrament' og 'Wrath' og en håndfuld fra 'As The Palaces Burn', men deres nyeste fra 2011 – 'Resolution' – behøver de ikke runde, men det kan jo nok ikke undgås. Forvent den største wall of death, Wacken endnu har lagt græs til. Vi satser på at have bringe en fotoreportage fra øjeblikket, hvor det siger knas!

§ 666. Stk. 25

Går det helt galt, reddes lørdagen af Anthrax, der overtager True Metal Stage kl. 17. Lad det styrte ned og lyden være, hvad den vil. Intet kan stoppe Joey Belladonna, når han lader sit fuldmodne legohår bølge op og ned i tempo 170 til klassikere fra den gang, thrash-scenen var på sit højeste.

§ 666. Stk. 26

Lørdag aften står i legendernes tegn: Danzig står på Black Stage klokken 18.30 og er forhåbentlig mere oplagt, end han var klokken lort på Copenhell. Næste ikon er Mambo Kurt, der fyrer sølvbryllupsversioner af Slayer af på sit Fætter BR-keyboard i Biergarten klokken 20.00. Det skal opleves!

§ 666. Stk. 27

Nøjagtig som årets hovednavn i form af Alice Cooper. Han kommer næppe til at fejle, og er med sine 65 år stadig i topform. Den gamle chokrocker fyrer med stor sandsynlighed endda covernumre af The Who, The Beatles, Jimi Hendrix og ikke mindst The Doors, hvorfra frontmand Jim Morrison som bekendt var en Coopers gamle drukvenner, af. Det har næppe været et kønt syn.

§ 666. Stk. 28

Sent lørdag står den på Nightwish. Finnerne, der spiller en art symfonisk folkemetal, vi aldrig rigtig har forstået, men som alligevel rører noget ved rigtig mange andre. Deres musik går utvivlsomt godt i spænd med Wacken, hvorfor vi forventer stor fest, når Nightwish spiller på True Metal Stage. Nightwish spiller stadig med gæstevokalisten Floor Jansen, hvilket man så må tage med, uanset om man er til Tarja eller Anette.

§ 666. Stk. 29

Lørdag skal norske Dunderbeist tjekkes. Først og fremmest har de medlemmer fra Stonegard, som vi stadig savner en reunion af, men de har også leveret på egen hånd, og flere har fortalt meget godt om bandets teatralske metalrock i en live-situation, da de var opvarming for Devin og Fear Factory.

§ 666. Stk. 30

Og så dér, når festivalen nærmest er ovre, kommer dét, vi glæder os allermest til på Wacken: Kryptos! Det indiske band, der på smukkeste vis blander Iron Maiden med Venom. Musikken vil rykke, uanset om bandet bare står og kigger lige ned i gulvet – men lad os da håbe på mere, for her er potentiale for en virkelig fed oplevelse på W.E.T-stage lige over midnat.

http://www.youtube.com/watch?v=/b5E3uJbp1oc