Dødsmetal er, hvad jeg kan

Dagen før Grave spillede regndans-koncert på Copenhell, fik vi en snak i solen over en bajer med bandets mangeårige frontmand Ola Lindgren om Grave, svensk dødsmetal og Olas syn på egne guitar- og vokalevner

Det svenske band Grave har været med til at forme den svenske dødsmetal-scene, der eksploderede efter udgivelsen af Entombeds ’Left Hand Path’ i kølvandet på en kultdyrkning af Nihilist, som Entombed udsprang af. Grave var ikke fra Stockholm, hvor det hele ellers startede, men kom fra byen Visby på Gotland, men som Ola fortæller i interviewet, så betragtes bandet i dag som et Stockholm-band. Uanset hjemstavn, så havde Grave valgt at aflægge visit på Refshaleøen til Copenhell én dag, før de selv skulle spille på festivalen – i et regnvejr uden nåde.

I er kommet en dag, før I skal spille, hvordan kan det være?

- Vi ville gerne være på festivalen, og vi ville gerne se både King Diamond og Alice in Chains. Og da Alice in Chains spiller i dag, så talte vi med arrangørerne om, om vi kunne komme lidt før, så det er blevet en slags mini-ferie for os. Normalt er det ”fly in – fly out” for os, så det er rart at kunne tilbringe en dag her.

Hvor ”rock ’n’ roll” er I så efter alle disse år i branchen – kan I stadig drikke jer totalt fulde og så give et fint show i morgen?

- Yeah ... At spille handler mere om rutine end noget andet.

Hvad er det ved dødsmetal, som får dig til at blive ved med at holde fast i det her snart 30 år efter, du dannede bandet?

- Det ved jeg ikke rigtigt. Altså, en ting er sikkert: Jeg elsker musikken og har gjort det fra begyndelsen. Og så er det egentlig noget nær det eneste, jeg kan spille. Jeg kan da spille andre ting, men jeg ser ikke mig selv som en talentfuld guitarist, der kan gøre, lige hvad jeg har lyst til inden for guitarspil. Overhovedet ikke! Og så handler det om at gøre publikum tilfredse, når man har en stærk opbakning fra fansene. Og der er endda kommet flere og flere nye fans til de sidste 4 til 6 år, og det er også med til at presse os til at fortsætte og blive ved med at skrive nyt. Uden fans, ingen musik at sælge, og uden det intet pladeselskab. Det hele hænger sammen.

- Og så elsker jeg bare at spille den her type musik, hvilket vel er en slags ventil for mig… for… et eller andet.

Nu sagde du ”vi/os” nogle gange lige før, men ser man tilbage i Graves histories, så er det nærmest kun dig. Hvad tænker du, når folk vælger at skride, og hvordan har du formået at holde ved alligevel?

- Jeg har aldrig rigtigt overvejet at droppe bandet. Aldrig. Det har været hårdt, ja. Specielt i de tidlige år, da Jörgen (Sandström, bas/vokal, senere med i Entombed – red.) gik – det var et hårdt slag. Men vi havde kun lavet tre album, så det var alligevel en ret let beslutning at fortsætte. Og så igen efter ’Back From the Grave’-albummet, da ”Jensa” (Jens Paulsson, trommer) skred... det var virkelig sært. Jeg mener, en trommeslager er virkelig en vigtig del af ens lyd. Vi tænkte over det, men var ikke rigtigt i tvivl om at fortsætte.

- Så jeg har aldrig for alvor overvejet at stoppe – det fylder det for meget i mit liv til at gøre. Grave er, hvad jeg foretager mig udover mit lydstudie i Stockholm. Så så længe, der er folk til at høre os, så vil jeg fortsætte.

STOCKHOLM DEATH METAL

Har du læst bogen 'Swedish Death Metal'?

- Faktisk ikke, men jeg ved, at jeg er med i den. Jeg deltog i interview til bogen.

Ok, men hvis vi alligevel tager et historisk kig tilbage, så kom I fra en lille ø - var det en ulempe at komme fra et lidt afsides sted, da hele scenen rullede derudad med et kraftigt ophav i Stockholm?

- Både og. Vi havde den fordel, at vi ikke rigtig lød som et ”Stockholm death metal-band”, selvom vi i dag betragtes som et ”Stockholm-band”. I de tidlige dage var vi nok lidt mere thrashede. Ulempen var, at det var vanskeligt at spille shows og holde kontakt med scenen i Sverige, men vi tog til Stockholm for at spille shows, eller bare i weekenderne for at købe plader, som var virkelig svære at få på Gottland. Jeg lærte tidligt Nicke (Andersson, Nihilist/Entombed) og Fred (Estby, Dismember) at kende, og vi holdt kontakten. Så alt i alt tror jeg, at det var mere en fordel end en ulempe.

Hvor meget påvirkede I så hinanden lydmæssigt, Nihilist/Entombed, Dismember, jer osv.? Der var selvfølgelig brugen af Studio Sunligt ...

- Vi var nok inspirerede af hinanden i demodagene. Da vi hørte ’Only Shreds Remain’, Nihilist-demoen, tænkte vi ”what the fuck?!” Det er fantastisk og meget forskelligt fra, hvad vi spillede på det tidspunkt. Også den første Dismember-demo influerede os meget. Ikke at vi prøvede at spille sådan, men det gav os noget, at vi blev så euforiske omkring det og den begejstring for den svenske scene, der kom ud af det. Og takket være det, at folk satte pris på os, på Nihilist, Dismember, Carnage ... alle de tidlige bands, så hjalp vi hinanden med at sprede hinandens navn.

- Der var aldrig nogen konkurrence imellem os. Tog man til en koncert, havde man en pose demoer med, som man fx fik Nicke til at sælge for én, selvom man måske først sås til den næste store koncert et halvt år efter, og han ville så give en pengene dér. Alle hjalp hinanden og var med til at sprede ordet om de forskellige bands. Musikalsk tror jeg ikke, vi var inspirerede, men blot meget ekstatiske omkring hele scenen.

Det virkede som en virkelig stærk scene dengang. Er der i dine øjne noget nyt og spændende på vej fra Sverige?

- Ikke rigtig. Altså, det er anderledes. Der er en masse gode bands, unge bands, som er på vej og er virkelig gode. Scenen er stadig meget i live, men det er ikke, som det var dengang.

EN STEMME, DER IKKE KAN SLIDES OP

I spiller stadig death metal, men da du startede med voka,l var det på ’Hating Life’, som var en kende mere groovy i det – synes du, at du er blevet bedre siden?

- Ja, helt sikkert. Min stemme er blevet stærkere og stærkere, specielt på de senere album.

Og hvad du gjorde på dét album var vel et valg?

- Afgjort, der var en tanke bag. Det skulle være mere groovy og mere thrashet. Men jeg sang faktisk også på nogle af de gamle demoer, og valget for ’Hating Life’ var, at det skulle være lidt mere aggressivt i det. Det næste album, ’Back from the Grave’, og dem derefter var vel lidt den samme stil, men jeg følte mig mere og mere komfortabel med det. Det var svært i begyndelsen, specielt på scenen. Jeg har en eller anden form for teknik, selvom jeg ikke ved præcis, hvad jeg gør, men jeg slider aldrig min stemme i stykker. Også selvom vi spiller 30 shows i træk.

- Vi har lige indspillet en ny ep, og jeg indspillede vokalen for et par uger siden (dvs. omkring maj/juni  - red.) og jeg må sige, at jeg er virkelig tilfreds med vokalen.

GRAVE - NÆSTEN EN LEVEVEJ

Du nævnte, at du ikke havde andet end Grave og studiet, så det må jo betyde, at du kan leve nogenlunde af bandet?

- Ja, sammen med studiet. Der har jeg også en del at gøre, og det er et fint sideprojekt at have mellem turnéer.

Ja, og jeg ved, I spiller en del, og der var noget med et lille rendezvous med nogle italienske fans over Facebook for nylig?

- Ja, det var ikke rigtig fansene. Det var arrangørerne af nogle shows, og det eskalerede. Hvis man arrangerer shows for os, så hav i det mindste et hæderligt PA-anlæg og lidt fornuftig catering. Det var en lille headliner-tur, ikke punk-rock, men stadig ret DIY. Italien skilte sig virkelig dårligt ud på de shows, vi spillede på den tur. Det var simpelthen ikke i orden. Så da vi nåede til Schweitz, skrev vi noget a la ”finally back in civilisation”, og så sprang det i luften derfra.

I har også været lidt uheldige med nogle mindre velbesøgte shows – fx et på The Rock – men Copenhell burde være noget anderledes ... ?

- Det er i hvert fald, hvad jeg har hørt. Jeg har kun hørt godt om festivalen. Vi er glade for at være her og håber på et godt show i morgen.

Er der nogen forskel på et festival-show og et ”normalt” show for Grave i forhold til sætliste?

- Ikke rigtigt. Men det er da en anderledes følelse at spille et lille sted i forhold til en festival. Mere intimt. På en festival er det mængden af publikum, som gør det interessant.

SOULLESS - ELLER EJ

Er der nogle sange, som måske er populære hos jeres fans, men som I ikke spiller længere?

- Der er ’Soulless’. Det hænder, vi spiller den. Men jeg nyder ikke at spille den længere. Man skulle tro, at det var ligesom ’Into the Grave’, men den elsker jeg at spille live. ’Soulless’ er en fed sang, men når man har 45-50 minutter, 10-12 sange ... de kortere shows, der plejer vi ikke at have den med.

- Vi får se i morgen. Det kan ske. Hvis folk råber efter den, så ... pfff ... what the hell. Vi skriver ikke sætlister på forhånd, det gør vi i morgen før showet, sådan cirka en halv time før vi går på scenen. Vi må se, hvad der sker.

Og det som skete var, at himmel og hav stod i et, men Grave leverede som bekendt et fedt show på Copenhell. Og ’Soulless’? Jo, den kom skam med i sættet, uden at folk skulle skrige halsen helt af led for det.

Se/gense Grave live fra Copenhell her: