Drømmen lever stadigvæk!

Mød Paul Christensen, sanger og grundlægger i det revitaliserede Pretty Maids, som netop har udgivet album nummer 13 siden debuten i 1984, til en snak om de helt nye tider, lidt om gamle dage, meget om drivkraften - og så det med kunstnernavnene.

 

"Det er Paul," lyder det hæst og på jysk inde fra iPhonen.

Paul? Ja, altså, hvis man ikke vidste bedre, havde man jo troet, at man fik galt nummer, for det var jo sangeren i Pretty Maids, Ronnie Atkins, man skulle tale med.

Men i virkeligheden er Ronnie Atkins jo identisk med Paul Christensen. Manden inde i iPhonen, som kommer til at lyde lidt småtræt, når snakken går på 'det med navnene'.

En snak, der sammen med latterliggørelse har forfulgt Pretty Maids, siden de i 1984 landede med et brag med 'Red Hot And Heavy' - og kunstnernavne som Ronnie Atkins, Ken Hammer, Alan Owen, Pete Collins, John Darrow, Phil Moorhead. Synonymer for Paul Christensen, Kenneth Hammer Hansen, Allan Nielsen, Jan Piete, Johnny Møller og Henrik Andersen.

I dag aktiverer navne-snakken ikke opkastningsreflekserne på samme måde som tidligere. Og Paul Christensen tager sig tid til at forklare lidt om baggrunden - for 666. gang. Og uden tøven løfter han sløret for, at han og guitarist Kenneth Hammer Hansen beholder deres kunstnernavne.

"Det er jo det, de kalder os i udlandet. Nå ja, i Japan kalder de mig Lonnie ... Det er jo også dér, vi spiller lock'n'loll," kommer det med en befriende latter:

"Vi tog navnene, fordi vores udenlandske pladeselskab tilbage i 1982-83 sagde, at vi jo ikke kunne hedde det, vi hed. Og jeg hedder Paul med 'a'. Der findes sgudda ikke noget mere engelsk. Men jeg tog mit navn efter Ronnie James Dio, som var min store helt dengang. Jeg har godt nok været ved at brække mig over den snak i mange år. Let the music do the talking!"

Tilbageblik

Ja, lad musikken snakke. Eller rettere. Lad os snakke om musikken. En musik, som spiller på helt nye tangenter for Pretty Maids i disse år.

Et band, der kom af 1970'ernes hardrock og sprang ud samtidig med New Wave Of British Heavy Metal, sejlede flot ind i hårmetallen, overlevede stenhårde angreb fra thrash og grunge, humpede sig lidt igennem 00'erne - og som nu er genfødt med et moderne metallisk og mere dystert udtryk.

Vekommen til 'Motherland', bandets album nummer 13 siden debuten i 1984. Gode anmeldelser, tur med Maids og et sidejob for Paul Christensen hos det omrejsende tyskledede koncept-cirkus, Avantasia.

Men først et lille tilbageblik:

Med udgivelsen af overraskende stærke 'Red Hot And Heavy' i 1984 og ikke mindst den fænomenale opfølger 'Future World' i 1987 var vejen banet for Pretty Maids som rockens nye, danske håb.

Men tilblivelsen af det, der skulle have været det helt store, internationale gennembrud, det egentlig ganske udmærkede album 'Jump The Gun' (1990), druknede i omstændigheder, der havde med alt andet end musik at gøre. Og det landede, da hårmetallen var gået kold og først afløst af bands som Guns N' Roses og Metallica og siden grungen.

Metallen havde fået sig nye udtryksformer og ny lyd, men Pretty Maids - eller rettere: Paul Christensen og Kenneth Hammer - gav ikke op. For de kunne jo ikke lade være med at skrive sange. Gode sange.

Revitaliseret

Og det kan de stadigvæk ikke.

Det er det nye album, 'Motherland', en tydelig eksponent for. Pretty Maids er revitaliserede, har fundet sig et nyt udtryk og en mere moderne lyd. Takket være en beslutning fra Christensen og Hammer om, at der skulle ske noget nyt.

Det håndgribeligt nye var at engagere den danske super metalproducer Jacob Hansen, sangeren, guitaristen og sangskriveren bag det sørgeligt oversete band Invocator. Og produceren bag bands som Volbeat, Mercenary, Malrun, Wuthering Heights, Manticora, Raunchy, Hatesphere, Communic, The Storm, Anubis Gate, Amaranthe - og nu to album med Pretty Maids.

Det første, 'Pandemonium' (2010), tog anmeldere og publikum med storm. Et nyt Pretty Maids, der lød lige så moderne og hårdtslående som den øvrige del af den danske og göteborgske metalscene. Udtryk og sange, der sparkede røv. Og gav Pretty Maids nyt liv.

"Vi skulle slippe tøjlerne"

Det er ellers ikke hvemsomhelst'er, Pretty Maids har fået til at producere gennem tiden. Se lige flokken af stjerneproducere: Billy Cross, Eddie Kramer, Roger Glover, Flemming Rasmussen, Tommy Hansen - og så selvfølgelig d'herrer Atkins og Hammer.

-Men hvad var egentlig formålet med at gå til Jacob Hansen for at få ham til at producere jer?
"Volbeats Michael Poulsen anbefalede ham. Vi kendte ikke rigtigt til ham og anede ikke, hvad vi gik ind til. Men vi vidste, at vi skulle noget andet. Vi skulle slippe tøjlerne. Og det gjorde vi.

Jeg kan kun sige gode ting om ham. Han er et behageligt menneske, cool, diplomatisk. Og han har nogle gode ører. Det har været ren optur at arbejde sammen med ham. Og han skal også lave den næste!"

-Men hvad var det, der fortalte jer, at der skulle ske noget andet?
"I november 2008 var vi på Europatur, og der kom virkelig folk. Vi var ikke glemt. Det troede vi sgu! Så vi fik lyst til at lave en ny plade. Morten (Sandager, keyboards, red.) kom med fast efter at være blevet fyret fra Mercenary, og pludselig havde vi lidt af den ånd, som vi havde tilbage i firserne. Og så begyndte sangene at komme."

-Hvad er det, Jacob Hansen efter din mening har gjort ved Pretty Maids?
"Altså, nu skal Hansen ikke have hele æren! Nej, han elsker jo pop, lige som vi gør, Hammer og jeg. Vi fandt hurtigt ud af, at vi kunne lide de samme ting, og så udviklede det sig."

"Han har fået os til at lyde oppe i tiden"

-Hvordan har det gavnet jer at arbejde sammen med ham?
"Han har fået os til at lyde oppe i tiden. ’Pandemonium’ var en god plade. Det vidste vi allerede, inden den udkom. Men lige som os var Hansen sgu selv i tvivl om, hvordan 'Motherland' ville blive modtaget. Undervejs i processen var vi snotforvirrede og stressede. Vi arbejdede på albummet tre forskellige steder samtidig, og pladen har egentlig ligget længe, før den blev udgivet.

Det er vigtigt, når du laver en god plade, at der er den rigtige balance mellem heavy og pop. ’Pandemonium’ blev svær at følge op på, men vi ville ikke – som vi ellers har gjort tidligere – kopiere den foregående plade. Denne her plade er sådan én, der vokser, en ’grower’. Den er lidt mere melankolsk og dyster. Og nu skal jeg ikke påberåbe mig at være den nye Bob Dylan, men det gør jo ikke noget, at man laver noget med substans, og det synes jeg, at vi gør med ’Motherland’.”

-På hvilken måde synes du, at ’Motherland’ er anderledes end ’Pandemonium’?
”Det er en plade, som gror. Den er måske mere langtidsholdbar end ’Pandemonium’. Vi er rimeligt kritiske med det, vi laver, og vi ved helt automatisk, når vi har gang i noget. Numrene bliver skrevet på akustiske guitarer af Kenneth og mig. Vi har lavet de numre, som kom til os, for en god sang er sgu en god sang. Jeg kan rigtig godt lide denne her plade, og mine favoritter er ’Mother Of All Lies’, ’The Iceman’ og ’Sad To See You Suffer’.”

"Jeg går ikke sulten i seng"

13 studiealbum, to opsamlinger, seks ep’er og tre livealbum. Og ikke en landevej, ikke et lille eller stort spillested er efterladt uberørt, hverken her i landet, i Europa eller i Østen. Pretty Maids har bestemt været her, og bandet har bestemt opereret med både store og små budgetter.

Pretty Maids blev spået det store gennembrud på verdensplan midt i firserne som en dansk pendant til Europe. Bandet opnåede verdensberømmelse i Østen og er måske først og fremmest kendt af det brede publikum for hittet ’Please Don’t Leave Me’, skrevet af Thin Lizzys Phil Lynott til den senere Lizzy-guitarist John Sykes.

Men millionærer? Pretty Maids? Ikke det, der ligner, selv om bandet prøvede at smide flere millioner efter albummet ’Jump The Gun’ helt til slut i firserne.

”Vi kan da leve af det lidt i perioder, og jeg går ikke sulten i seng. Men jeg ville gerne kunne leve permanent af at spille, men cd-salget er ikke prangende. Jeg er uddannet murer og har også arbejdet som pædagogmedhjælper. Men nu skal vi ud og turnere til foråret, og jeg skal med Avantasia på tur, og de to ting lever jeg så af resten af året.”

"Det skal aldrig blive endnu en dag på fabrikken"

-Hvad er jeres største styrker i Pretty Maids?
”At vi kan skrive gode sange. Vi spiller gode, energiske koncerter, og spilleglæden er blevet bedre. Det er rå-energien, vi kan. Og så kammeratskabet. Havde vi ikke haft det, så havde vi aldrig overlevet som band.”

-Hvad er jeres største udfordringer?
”Lige nu er det at levere varen igen, at følge endnu en plade op. Den største udfordring er jo nok, at musikbranchen er skruet sammen på den måde, som den er lige nu. En udfordring for os er også, at det bare aldrig skal blive endnu en dag på fabrikken. Vi skal bevare intensiteten i det, vi laver.”

-Hvad er det, der driver jer til at blive ved med at præstere og lige nu til at overgå jer selv? Hvad driver dig?
”At jeg har lyst til det her. Spilleglæden og gnisten. At jeg kan det, jeg kan. Det må jo være det, jeg er skabt til. Jeg er helt klart en bedre sanger end murer! Jeg kan ikke lade være med at skrive sange. Hver gang jeg får en idé, knalder jeg den ind på telefonen. Det fedeste er det, der bare kommer. De bedste numre, vi har lavet, er dem, der er skrevet på fem-ti minutter.”

-Hvad er jeres største succes til dato?
”’Motherland’! Haha! Nej, det må være ’Future World’ og singlen ’Please Don’t Leave Me’, som jeg godt nok hader at spille. ’Please Don’t Leave Me’ er jo ikke vores egen, men det nummer har trukket så meget andet med sig.”

-Hvad mangler I at opnå?
”Jeg kunne godt tænke mig at sælge en million cd’er. Men i bund og grund handler det jo om at blive bedre og større, om at vi kan leve af det, vi så godt kan lide at lave. Og drømmen er der stadigvæk!”