Med hjertet

Da koncert-aktuelle Gojira gæstede Copenhell fik vi en snak med frontmand Joe Duplantier om at turnere med Metallica, succes og meget andet.

I har været på tour med Metallica på det seneste, kan du fortælle lidt om det?

- Ja det har været helt fantastisk at være tæt på et så unikt band.  Vi er, som så mange andre metalheads, vokset op med Metallica og plejede at sige til hinanden, at vi ville spille med dem en dag, uden helt at tro på det, når vi sagde det. Men så for et par år siden blev vi inviteret med til at spille i USA og senere i Europa, hvor vi så fik muligheden igen i år, sammen med Mastodon og Machine Head. Vi har lært meget af det, fordi det har været så kæmpe stor en scene og så store publikum. Så det har været en rigtig god oplevelse.

Du sagde at I har lært en masse, hvad helt præcist?

- Først og fremmest har vi set dem optræde aften efter aften. Vi har stået ude i siden af scenen og set, hvordan James Hetfield holder rytmen med foden og mange andre helt kropslige ting. Men det har også været spændende at se, hvordan de organiserer sig uden for scenen. Det er jo en hel institution med guitarteknikere, securityfolk, alle mulige ... Når vi er på tur er det med fire-fem folk, de har 80 med, så det er nærmest en hel industri. Det har været rigtig spændende for os at se, fordi det viser, hvor langt man kan komme med musikken.

Nu har Gojira spillet de store scener, men I har også spillet mange små klubber. Hvad foretrækker du?

- Det er helt forskellige oplevelser. Jeg foretrækker stadig de små klub-shows fordi folk er er kommet for at se os. De kan sangene og køber t-shirtene og koncerterne varer 1½ time. Når vi spiller på de store scener er det mere for at promovere vores musik, så koncerterne er meget kortere. Men jeg kan lide begge slags, selvom klub-showene er de bedste og mest intense.

Men ville du ønske, at Gojira havde samme størrelse som Metallica?

- Det ved jeg faktisk ikke engang længere ... Da jeg var dreng troede jeg, at vi kunne blive lige så store, men nu tror jeg ikke længere at det er muligt. Jeg tror stadig at Gojira har et kæmpe udviklingspotentiale, hvis vi bare bliver ved med at gøre de rigtige ting og ikke bliver trætte, men Metallica er bare så kæmpe store at vi nok aldrig når helt derop. Vores ambitioner er faktisk ret beskedne, nemlig at vi kan blive ved med at levere shows af en ordentlig kvalitet over hele verden og at kunne leve af det, uden at det skal være alt for hårdt.

Gojira popularitet synes bare at blive ved og ved med at vokse. Hvad er det bedste og det værste ved det?

- For det første er vores fremskridt sket ret stabilt. Vi har ikke haft op- og nedture, men vores popularitet er bare vokset lige så stille i gennem femten år. Først vores hjemby, så nabobyen, så Paris og videre derfra til Belgien osv. Ingen labels troede på os i starten, så vi har måttet bygge os selv helt op fra bunden, men nu har vi en aftale med Roadrunner som giver os nogle gode muligheder for at promovere vores musik. Det gode er altså, at vi har lagt hele vores voksne liv i det, og det er derfor godt at det går godt. Det værste er, at vi er væk fra vores familier og at vi aldrig er hjemme, og med succes kommer er vi mere på landevejen, så det er det dårlige ved det.

Det er jo dig der har skrevet teksterne til den nye plade. Kan du fortælle lidt om det?

- Alle sangene er forskellige, men titlen på pladen 'L'Enfant Sauvage' betyder "det vilde barn", og er om et barn der er vokset op i skoven, væk fra institutioner, skoler og folk. Det repræsenterer den menneskelige ånd i sin reneste form. Det er noget, som vi som band gerne vil beskytte i vores kunst, ved ikke at gå på kompromis. Men det kan være svært at afgøre om man gør det, når man står midt i at skrive en sang. Gør jeg dette for at please fansene, eller mig selv, eller for at sælge plader ... ? Det kan være svært at finde den rigtige vej i denne industri, men vi forsøger, og det er dét, som pladens titel referer til. Jeg ser nemlig os alle i bandet som sådan nogle "vilde børn", der nægter at spille med på samfundets normer, men forsøger at få vores indre og rene sandhed frem. Det er noget alle har. Du har det, jeg har det, alle har.

Jeg talte med din lillebror Mario [trommeslageren i Gojira, red.] om hans interesse for kunst, den deler du også, ikke?

- Han er klart mere produktiv end jeg er, men jeg kan lide at male. Jeg har lavet kunststudier, og jeg laver artworken til coverne. Når jeg jeg skriver et nummer, maler jeg også gerne noget, så det hele går op i en højere enhed, i en interaktion mellem grafisk og sonisk kunst. Hvis man prøver at udtrykke noget med ens hjerte, så kan det både opstå som et billede og som lyd. Sådan har Mario det også. Han udtrykker sig gennem sine trommer og sine billeder. Lidt på samme måde er det med tekster. Kommer det fra hjertet, kommer ideerne forskelligt til udtryk. Nogle gange er det en følelse, der kommer gennem en titel eller nogle ord, andre gange er det følelsen i et stykke musik, som man sætter ord på - det afhænger lidt af situationen.

Husk at Gojira i den kommende uge spiller to koncerter i Danmark:
2. november: Pumpehuset, København
3. november: Aalborg Metal Festival