Oceanisk black metal på Den Blå Planet

Det københavnske black metal-band Morild spiller fredag d.1. februar release-koncert på Den Blå Planet. Det er ikke hver dag, der er metal i Nordens fornemste akvarium, og hvad har black metal egentlig med havet at gøre?

Spørgsmålet er blevet en del af mit musikantropologiske feltarbejde i den københavnske black metal-scene. Morild blev dannet i 2016, og deres musik hører til bølgen af atmosfærisk black metal, som Solbrud startede herhjemme for snart ti år siden. Jeg møder Morild første gang i efteråret 2018 for at tale om deres musik.

'Så kom mørket og tog mig på ordet en sort sky af minder i afgørende stunder frosset fast til mit indre jeg håber det forsvinder med lyset at dø eller blive fri' er albummets titel. Det er summen af de seks sangtitler, forklarer Morild. Sangene hænger sammen som en helhed, så nogen kort titel gives ikke.

Morilds black metal er indadvendt og stemningsbetonet og fastholder lytteren i tilstande farvet af depression og desperation i et væld af nuancer. Det er musik, der gør ondt:

– Det gør nas, det gør fucking nas at skrive det her musik, forklarer Morild.

Vi sidder i øvelokalet i Københavns Nordvest-kvarter, på gulvet, i sofaen, på en Marshall-forstærker. Alle bandmedlemmer tager del i samtalen, og jeg kan mærke, det er vigtigt for bandet, at jeg forstår alvoren. Sangmaterialet er hentet fra musikernes egne kampe i livet. 

Hvis det ikke gør ondt, så dropper Morild hurtigt en sang:

– Så sidder vi der og spiller, og det lyder jo meget godt, men hvis vi ikke kan mærke en skid, så kan det jo være lige meget!

Det skal mærkes
I sangen ’En sort sky af minder’ klinger for eksempel en ensom guitarlyd. Det tog tid at finde den, for de kunne ikke lige huske guitarens pedalindstillinger der, hvor følelsen først indtraf. Så en del af sangskrivningen kom til at handle om at genskabe lyden, så ensomheden igen kunne mærkes. 

At lave feltarbejde i black metal-scenen betyder, at jeg også deltager i sindsstemningerne i musikken. Jeg rammes af vemod, det er svært andet, når jeg lytter. Jeg har fået lov til at lytte med på Soundcloud siden november. Musikken føles som et godt sted at være vemodig, som om nedtryktheden og smerten finder anerkendelse, det giver et brusende mod på livet.

Musikken har en desperat vokal, blastbeats i trommerne og fræsende, forvrængede guitarer: klassiske black metal-elementer. Men musikken præges også af en shoegaze- og postrock-inspireret dynamik: I sangen ’Frosset fast i mit indre’ er en sprød guitarfigur byggeklodsen i et crescendo, der vokser over tre-fire minutter for at kulminere i et bass drop af galaktiske dimensioner. Bunden bliver slået ud af lyden. Det virker forløsende. Det skal opleves live eller på et par ordentlige høretelefoner, for Morild, der selv har indspillet, mikset og produceret pladen, har gjort sig umage med den tekniske side af lyden. Stille passager og sprækker af lys i form af akustisk guitar og melodisk korsang fylder musikken med kontraster og variation. 

Gør det selv
Debutalbummet udkommer på det uafhængige pladeselskab Indisciplinarian, der udgiver musik "med sjæl, integritet og noget på hjerte," som hjemmesiden lover. Blandt kunstnere, der har udgivet plader på her, finder man Solbrud og Orm. Indisciplinarian blander sig ikke i det kunstneriske indhold, og bandet er sikret rettighederne til musikken. Der er en vis fairness over foretagendet, som minder om en DIY-praksis, der stadig praktiseres blandt flere, mindre pladeselskaber. En musikalsk praksis, der er i tråd med Morilds egne ideer.

Indisciplinarian hjælper med at få trykt vinyl og distribuerer albummet fysisk og digitalt. Stakken af plader – der trykkes kun et begrænset oplag – deler Morild og Indisciplinarian lige over. Vinylen trives stort i metalscenen, men man finder også alverdens undergrundsmetal på gigatech streamingtjenester som Bandcamp og Spotify et kliks afstand fra bandets Facebook-side.

Kroppe i opløsning
Navnet Morild kommer af en intens ud af kroppen-oplevelse i Cambodia, hvor to af musikerne badede i morild i timevis efter at have spist en Happy Pizza – en lokal delikatesse med tomatsovs og euforiserende topping. De gik næsten i opløsning. Det gav bandet ideen til at skabe en musikalsk opløsningstilstand. Derfor er navnet også noget særligt:

– Morild er ikke et bandnavn. Morild er det, der sker i rummet, når vi spiller.

Morild vil ikke afsløre lyrikken på deres nye album før release-dagen, men jeg husker en strofe fra en af sangene på bandets ep fra 2017 betitlet 'VI'. Romertallet VI refererer til Jordens sjette undergang, den menneskeskabte; den seneste undergang gjorde det af med dinosaurerne for 66 mio. år siden. Strofen lyder: "Give your body back to the open waters," giv din krop tilbage til det åbne hav.

– Det er den eneste måde at få lov til at blive genoptaget i Jordens biomasse og blive del af det nye liv, der kommer til at befolke jorden. Alt liv er opstået i havet.

Samhørighed
Naturfænomenet morild er selvlysende alger og mikrober i havoverfladen, og lyset kan induceres af bevægelse. Jeg har tidligere oplevet Morild spille live. Flere publikummer står med lukkede øjne, kroppene svajer til musikkens puls. Når Morild spiller live og skuer ud over menneskehavet, mærker de ofte, at grænsen mellem band og publikum flyder ud: Alle bliver en og samme organisme, som opløses vi alle i glødende partikler i hav af lyd. 

Bandet opfatter sig selv som én organisme, et kollektiv. De ønsker ikke fokus på individet. Ikke fordi de har hemmelige identiteter eller vil skabe mystik omkring sig selv: Individet er bare ikke vigtigt – et træk, Morild deler med andre black metal-bands. Musikken skal være i fokus, og der skal være plads til det, lytterne selv har med ind i den.

Lidt på samme præmis vil bandet gerne tale med mig, men det, jeg skriver, skal ikke bare være Morilds ord. Det, jeg skriver om dem, skal være mine ord, insisterer Morild. Jeg må gerne citere, men efter bandets ønske skal alle udtalelser være kollektive. 

Oceanisk black metal
Opløsningen er en form for overskridelse af det kropslige hylster og et abstrakt billede på, at livet rinder ud. Men det abstrakte ledsages også af en mere umiddelbar oplevelse af undergang og smerte forbundet med oplevelser af svigt og modløshed. Det er almene erfaringer. 400.000 danskere lider af depression, kunne man den anden dag læse i avisen. 

Morild smører sig ind i fosforescerende maling, når de går på scenen, og ikke den sort-hvide corpse paint, som kendes fra den mere klassiske, Satan-fascinerede black metal, og som får musikerne til at ligne lig. Morild er hverken interesseret i kirke eller Satan, men ligesom corpse paint er selvlysende alger på kroppen og i håret vigtig for den visuelle dramatisering af den kollektive undergang: Opløsningen i bølgernes krusninger og havmørkets dyb.

Morild henter ligesom for eksempel Sunken fra Aarhus inspiration i de nære, naturlige omgivelser. Deres navne og det nedsunkne stemningsleje er inspireret af havet og dets dybde. Sangene har våde lydeffekter, og i de ambiente klangflader høres lydoptagelser af havlyde. 

Havet er også til stede i Solbruds sange, hvor stormene slår skibe ud af kurs. Hos bandet Orm indvarsler Midgårdsormen Jordens undergang ved Bornholms kyst. Jeg gribes af begrebslig legesyge og foreslår oceanisk black metal som en ny subgenre. Morild nikker, jo, det kan man vel godt, selvom de ikke lige havde tænkt det på den måde.

At Morild sætter scenen på Den Blå Planet betyder, at et bredere publikum inviteres til at høre deres undergrunds-black metal. Bandet lejer sig selv ind på Den Blå Planet for denne ene aften. Akvariet har godkendt koncerten, som ikke skulle genere hajerne og rokkerne inde bag det knap 50 cm tykke glas. Men af hensyn til havvæsenerne må Morild droppe stroboskoplyset fredag aften, og det blå skær fra oceanbassinet må erstatte de ultraviolette lysrør.