Metalfans er douchebags

Mastodon har aflyst deres optræden på Copenhell, så vores interview med guitarist Brent Hinds er ikke helt så relevant, som det kunne have været. Men her kommer det alligevel.

I senefteråret 2008 var Mastodon for anden gang en del af Slayers famøse The Unholy Alliance Tour. I forbindelse med helvedsalliancens besøg i Valby Hallen mødte NRGMagazine.dk's udsendte en fuldstændig useriøs, lallet, tid tider tvær og evigt lurvet Brent Hinds til en snak om det nu moderne metalmesterværk, 'Crack the Skye', filmnørderi og såvel konservative som stortudende metalfans.

Den søde, nydelige pige fra Warner Music, der har sat interviewet op, falder fuldstændig uden for den mørke æstetikkategori, der præger udseendet hos de folk, der spadserer hurtigt frem og tilbage i kælderen under Valby Hallen. Velfriserede lyse lokker og kontoroutfit står i klar kontrast til det, det handler om, når Slayer og gæster inviterer til metalfest. Vi venter på at Mastodons manager finder guitarist og sanger, Brent Hinds, der tilsyneladende er forsvundet. Uden for sner det, og der er generelt skide koldt, så der er stensikkert ingen risiko for, at Hinds fra solbæltestaten Atlanta er derude, bliver vi forsikret om.

"He's probably just sleeping it off somewhere".

Og ganske rigtigt. Et kvarters tid senere dukker Hinds op med en kop te i hånden og søvn i øjnene.

Først et par spørgsmål om 'Crack the Skye'. Kan du fortælle lidt om processen at skrive et album, der - som jeres jo nu gør for fjerde gang i træk - koncentrerer sig om et koncept, denne gang luft-elementet.

- Når man har et koncept at skrive om, er det meget nemmere at komme på en dialog. Teksterne skriver sig selv meget bedre, når man ligesom ved, hvad de skal dreje sig om. Jeg forestiller mig, at det er lidt det samme som at skrive en tegneserie. Musikken er billederne og teksten er dialogen. Og musikalsk var der ikke meget forskel på at skrive dette album og så alle de andre de tre andre albums, vi har udgivet.

Og kommer dialogen så før billederne?  

- Nej, de opstår samtidig... "and then they meet in a dark alley and work it out".

Hinds fortæller, at det hele tiden var planen, at pladen skulle være mere progressiv end de forrige udgivelser, og fortæller videre, at til trods for hvor meget hele bandet elsker at råbe og skrige uhørt i en hvirvelstorm af hård metal, var tidspunktet bare kommet for dem, hvor de musikere og den periode, som de elsker mest, skulle æres - 70'er-rocken og vigtigst af alle Led Zeppelin.

Er I bange for at miste nogle fans, nu hvor I nedprioriterer det åbenlyst metalliske for en opprioritering af det progressive?

- Når jeg skriver musikken, spekulerer jeg ikke på, hvem vores fans er, og nej, det bekymrer mig ikke, om de tager det, der for os er en naturlig udvikling, til sig. "I just know I have to play music that comes from the heart and that's exactly what comes out. And that's what came out that time too - when we were not as progressive as we are now".

Du mener altså, at der er mange konservative metalfans?

- Yeah... there are. They are called douchebags and they have one track minds. I don't want those people to be listening to our music anyway.

Jeg er forbløffet over vokalerne på 'Crack the Skye'. Har I taget sanglektioner siden sidste plade?

- Nej, vi har altid været i stand til at synge sådan, vi har bare valgt at lade være!

Svaret bliver mælet med en lakonisk tværhed. Hinds virker stødt over spørgsmålet. Rookie-journalistens brøler: Insinueringen at det på de forrige plader har været tydeligt, at da havde bandet ikke havde taget lektioner.

Og pinlighederne fortsætter.

Da jeg hørte pladen første gang, snakkede jeg med en ven om, at åbningsvokalen (som bliver sunget af trommeslager Brann Dailor) lyder helt britisk.

Tydeligvis stadig provokeret af journalistens amøbespørgsmål svarer Hinds svært ironisk:

- Ja, vi gik efter den britiske stemning. Vi drak engelsk te dagen lang og gik rundt og snakkede med tyk accent, mens vi gik rundt i flippet tøj og wrestlingstøvler.

Humøret ændrer sig dog, da der spørges ind til venskabet og samarbejdet med Scott Kelly fra Neurosis, som på titelnummeret til 'Crack the Skye' for tredje gang bidrager som gæstevokalist på en Mastodon-plade.

Kan du fortælle lidt om venskabet med Scott Kelly?

- Vi har altid været store Neurosis-fans, og vi er altid kommet godt ud af det med Scott. Vi deler på mange måder det samme livssyn, ligesom vi deler den samme entusiasme for meget af den samme musik. Med 'Crack the Skye' var der ikke rigtig noget valg. Da jeg først havde skrevet sangens hovedriff, blev det hurtigt tydeligt, at det var som skræddersyet til Scott. Og han var bare et telefonopkald væk. Sangen var perfekt til hans vokal.

Hvilke plader inspirerede dig under sangskrivningen af 'Crack the Skye'?

- Jeg lyttede meget til 'In the Court of the Crimson King' af King Crimson. Når jeg hører pladen nu, giver den mig desuden en speciel Zeppelin-stemning, hvilket jeg er ret stolt af. Den er psykedelisk, og jeg kan også høre min inspiration fra David Bowie nogle steder. It's more a record you want to hug than a record you want to run away from. It's a hot chick you would want to make out with, if you know what I mean.

Ud af det blå begynder Hinds at snakke om den turné, de i 2008 var på med Slipknot.

- Vi har nu været på to turnéer med Slipknot, og man kan sige, at den her plade er vores vej ud af det lort. Mere orgel og mindre aggressivitet betyder ingen Slipknot. Og bedre endnu... det betyder, at jeg ikke skal være i samme rum som de stortudende fans, Slipknot har. Jeg slipper for at spille for dem. Vi har dog skudt os selv i foden, nu vi i stedet er tvunget til at dele scene med Metallica.

Snakken falder på film, som Hinds begejstret fortæller om den video, han har tænkt sig skal akkompagnere førstesinglen (som man senere fandt ud af var 'Divinations'. Se videoen nedenfor).

- Min yndlingsfilm er 'Forbidden Planet' (fra 1956 instrueret af Fred M. Wilcox) med Leslie Nielsen, som du måske kender fra 'Airplane', i øvrigt en af de sjoveste film, der nogensinde er lavet. Men det er ikke på grund af ham, at jeg kan lide 'Forbidden Planet' - jeg er bare pisseglad for robotter. And the cinematography is just amazing looking and the soundtrack is probably the most fucking cool soundtrack I have heard in my entire life.

Mastodon har i øvrigt selv lige færdiggjort deres første soundtrack. Det er til den kommende filmmatisering af western-tegneserien, 'Jonah Hex'. Ser man traileren, er forventningerne ret små til den færdige film - både hvad angår Mastodons musik og til filmen generelt. 10 Hurtige spørgsmål til heavynørden Hinds følger en af de kommende uger.

Se videoen til 'Divinations' her: