Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Redefining heaviness

Updated
ec0367cb-3110-4b62-b232-b93883f50a0c_1536031_TABLET_LANDSCAPE_LARGE_16_9

Inden længe drager redaktionen på den årlige dannelsesrejse til Roadburn Festival. Men hvad gør festivalen til noget særligt og hvordan lykkes den i altid at være på forkant med genrens strømninger? læs med her.

Det er tre år siden Roadburn sidst fandt sted. Det må have været stressende at skulle planlægge og udskyde igen og igen igennem disse turbulente år?

Becky Laverty: Det har været stressende! Det har været en følelsesmæssig rutsjebane for os, men med en verden, som har været svær at navigere for stort set alle som bagtæppe. Selvom vores omstændigheder har været vanskelige på en meget særlig måde, tror jeg, at mange mennesker vil være i stand til at identificere sig med, hvad vi har været igennem, og hvad vi har følt. Det har været sværtikke at have en fysisk udgave af festivalen, og at føle sig fjernet fra det fællesskab, der er med til at forme Roadburn. Nu, et par uger fra festivalen, har vi en helt anden række af følelser lettelse blandet med ængstelse, lidt usikkerhed og ja, stadig stress!

Da det blev åbenlyst, at Roadburn 2021 heller ikke ville ske, sammensatte I Roadburn Redux online streaming-begivenheden i stedet for. Kan du fortælle mig lidt om, hvordan det projekt blev skabt, og hvordan I gerne ville formidle ånden fra den fysiske festival?
 

Becky Laverty: Da vi aflyste i 2020 gik hele det planlagte line-up videre til 2021, da vi antog, at alt ville være tilbage til normalen 12 måneder senere. Da vi så kom til den tid på året, hvor vi skulle igang med at offentliggøre bands, opdagede vi, at vi stadig var på gyngende grund. Så vi kiggede på hvad der var muligt.  Måske en nedskaleret version af festivalen? Som ugerne gik, blev planerne mere og mere urealistiske og vi var nødt til at gentænke det hele fuldstændigt.

Vi var i stand til at få nogle tilskudsmidler til opsætningen af en live transmission fra 013, hvilket betød, at vi kunne invitere et mindre antal bands til at optræde for publikum fra hele verden. Ved at bruge tilskudsmidler til de optrædende kunstnere, var vi samtidig i stand til at bidrage til den kreative proces, og bandkasserne, som var ramt hårdt af pandemien og dens konsekvenser.

Rundt om disse live-optrædener byggede vi et program af premierer, forudindspillede optrædener, Q&A og andre ting, som vi delte hen over Roadburn-weekenden. Naturligvis som altid var tilstedeværelsen af ​​andre roadburners det, der virkelig gjorde oplevelsen til, hvad den var. Vi kunne ikke have forudset den overvældende positive respons, hvor store mængder mennesker tunede ind nogle kun i et par minutter, men tusindvis så med hele weekenden, fra begyndelsen til slutningen. Det var ikke helt det samme som at opleve festivalen sammen, men energien og følelsen var der stadig – og vi formåede at lave nogle helt særlige forestillinger og dermed levere noget nyt og unikt. Det var en kæmpe holdindsats, og det gav gevinst.

Nogle af kunstnerne og deres optrædender fra Roadburn Redux er blevet overført til Roadburns 2022 line-up. Var dette hele tiden planen, eller var det et resultat af, hvordan deres streamede koncerter blev modtaget af publikum?

Becky Laverty: En kunstner, der falder ind under denne kategori er GGGOLDDD - de fik til opgave at skabe og fremføre et stykke musik til Roadburn Redux, som viste sig at blive vores mest streamede koncert hele weekenden, det gav virkelig genlyd hos publikum. Den optræden blev forvandlet til deres kommende nye album, 'This Shame Should Not Be Mine' og det er et så smukt og følelsesladet værk, at vi vidste, at de hørte hjemme på Roadburn i år for at fremføre det.




Ser man på line-up'et i år, er det på mange måder lig det, der oprindeligt var planlagt for 2020, men med nogle markante ændringer. Var det et bevidst valg at forsøge at bevare så meget af 2020-line-uppet som muligt?

Becky Laverty: Da vi måtte skrotte vores planer om bare at rulle 2020 line-up’et videre til 2021, besluttede vi, at vi ville starte forfra. Roadburn er stolt af at reflektere over hvad der foregår på et hvilket som helst tidspunkt, men også af at balancere det tilbageskuende med det at se fremad mod det, som allerede nu eller i nær fremtid vil gøre stort indtryk i tung musik. Så et to år gammelt line-up gav ikke mening for os... men nogle af bandsene gjorde. Selvfølgelig havde vi bestilte projekter for 2020, som endnu ikke har set dagens lys, og vi holdt stejlt på, at de skulle videreføres i programmet. De dannede de et væsentligt anker, som resten af festivalens line-up kunne bygges op omkring.

Hvilke kunstnere der skulle have optrådt i 2020, men ikke kunne komme i år er I særligt ærgelige over? Har I søgt at finde direkte erstatninger til 2022-programmet?

Becky Laverty: Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at James Kent og Emma Ruth Rundles kuraterede bands ikke blev til noget. Vi er rigtig glade for, at de bliver en del af Roadburn i år, og jeg håber, at jeg får mulighed for at præsentere dem for hinanden i Tilburg. De brugte begge megen tid og mange kræfter på at skabe deres kuraterede programmer, og der er stadig synlige spor efter dette arbejde, hvilket blot beviser, at deres ideer var på linje med retningen for Roadburn.

Vi tænker ikke rigtig i, at en kunstner er en erstatning for en anden selv når vi har haft aflysninger for i år, søger vi ikke nødvendigvis en en-til-en erstatning. Det handler mere om at finde nogen, der passer til stemningen den pågældende dag eller scene; og dermed at sikre en kunstnerisk rød tråd.

Mere generelt, hvordan plukker og booker I de kunstnere optræder på Roadburn? Leder I efter noget meget specifikt, og er der noget I forsøger at undgå?

Becky Laverty: Walter har stået i spidsen for dette i mange år og nævner ofte mavefornemmelsen som sit vigtigste pejlemærke. I år deltog jeg aktivt i bookningen af ​​Roadburnprogrammet, ligesom Joël Heijda, en af ​​de interne promotorer ved 013 (Spillestedet der huser festivalens hovedscene, red.), gjorde. Det er som om, vi har et par brikker til et kæmpe puslespil foran os, og vi forsøger at finde de manglende brikker, der kan skabe et smukt billede et, som vi håber passer til det, de andre forestiller sig, og som dermed også er et smukt billede for publikum.

Vi ønsker at undgå at stå stille og blive forældede. Vi vil have kunstnere, der konstant udvikler sig på samme måde, som vi gør - modige og dristige kunstnere, der flytter grænser, er essensen af Roadburn.

Det ser også ud til, at I i langt højere grad end de fleste europæiske festivaler er i stand til at tiltrække kunstnere til eksklusive optrædender. Hvordan kan det være?

Becky Laverty: Overordnet set vil vi altid stræbe efter at have en rimelig mængde eksklusive koncerter, for vi ønsker at gøre noget, der gør Roadburn til en unik oplevelse. Ja, du kan se nogle af disse bands andre steder, men du vil ikke finde alle disse bands, der optræder med præcist disse shows andre steder. Vi tager det ikke for givet, at folk bruger deres sparepenge på at deltage i Roadburn, og vi ønsker at skabe en speciel og mindeværdig oplevelse.

Med jeres egne ord, hvad betyder festivalens filosofi om 'Redefining Heaviness'? Hvordan vil du sammenligne de tidligste udgaver af Roadburn med hvad festivalen er idag?

Becky Laverty: For mig som relativt ny, med blot syv år på festivalen føler jeg, at det betyder konstant at udfordre forforståelsen om, hvad "heavy" er. Da jeg ikke har været med i de tidligere udgaver af Roadburn, vil jeg ikke udtale om det, men giver spørgsmålet videre til Walter.



Walter Hoeijmakers: Vi har altid ønsket, at Roadburn skulle være en afspejling af undergrunden - da vi startede i slutningen af ​​90'erne lagde vi vægt på den blomstrende psykedeliske, stonerrock- og doomscene. Gennem årene har vi haft fokus på alle former for "heavy" fra post-rock til metal, til drone til mørk folkemusik.

Forskellige scener trives på forskellige tidspunkter og på forskellige måder, og det er vi opmærksomme på. Roadburn er stadig en afspejling af den blomstrende undergrundsscene vi har bare lige flyttet fokus lidt, fordi tyngden har flere udtryk, end den havde for 22 år siden. Uanset fokus, sigter vi altid efter at tage Roadburnere med på et sonisk eventyr gennem forskellige former for tyngde.




Den tunge musik ser ud til at forblive kernen i Roadburns bookinger, men i de senere år har der også været en klar tendens til at booke mere elektronisk musik eller hip hop. Er det et bevidst valg og noget, som festivalens publikum kan forvente at se mere til i de kommende år?

Becky Laverty: Roadburn bliver ofte betragtet som en metalfestival og selvom vi helt sikkert har masser af metal på programmet, yder den beskrivelse ikke retfærdighed til det eklektiske udvalg af kunstnere, som optræder her hvert år. Vi elsker og omfavner metalbands, men tyngde kommer i mange former, former og nuancer  at forblive lukket for andre genrer ville resultere i en meget mindre levende festival.

Festivalens artwork er ikke så dristigt eller mørkt som tidligere - det virker mere flygtigt i forhold til motiverne. Er dette en afspejling af et skridt hen imod endnu mere eksperimenterende fremtidige festivaler?
 
Becky Laverty: Den visuelle kunst - skabt af Tekla Vály og Tereza Holubova - blev skabt med minimalt input fra os. Vi fortalte dem, at vi gerne ville have noget, der indeholdt elementer af glæde og fællesskab.  Vi ønskede, et håbefuldt og positivt kunstværk, og vi mener, at de ramte hovedet på sømmet. Jeg synes også, det repræsenterer noget overjordisk, og fremkalder følelsen af ​​at være svævende, på vej væk fra sit jeg'et sådan kan det nogle gange føles at fordybe sig i Roadburn. Det visuelle element i Roadburn er virkelig vigtigt og har også udviklet sig organisk gennem årene.

I år har I også tilføjet Paradox jazzklub med sit eget program af spændende kunstnere til festivalens udvalg af spillesteder. Er dette en engangs-ting, eller en del af Roadburns fortsatte udvikling og genopfindelse af sig selv?

Becky Laverty: Det vil være en del af festivalen fremover. Vi er virkelig glade for, at Paradox er blevet en del af Roadburn så vi kan udforske jazz og avantgarde på Roadburn yderligere. Spillestedet er kendt og højt respekteret, og med deres kunstneriske leder, Bartho, ved roret, var vi sikre på, at den kuraterede linje deroppe ville være banebrydende og have klangbund hos Roadburn-publikummet.

Til sidst, hvis I hver især kunne vælge fem must-see-koncerter, samt nævne nogle af de foredrag, udstillingerne eller andre aspekter af festivalen, som årets deltagere ikke må gå glip af?

Becky Laverty:

1.
Alle de kommissionerede projekter - James Kent & Johannes Persson, Jo Quail's The Cartographer, Bismuth & Vile Creature, Solar Temple og Dead Neanderthals.

2.
Hele sideprogrammet! Det er min baby - og i år har vi særdeles gode diskussioner, men jeg tror at “The Queer Side of Heaviness” og “Community & Collaboration”-debatterne vil blive fremragende.  

3.
Liturgy -  begge koncerter, men “Origin of the Alimonies” krævede en stor holdindsats at få stablet på benene.

4.
Emma Ruth Rundle - “Engine of Hell”  er et virkelig modigt kunstnerisk statement, og jeg er begejstret over at have Emma tilbage hos os, for at spille værket i sin helhed.

5.
Vi har et par overraskelser, som vil udfolde sig i løbet af weekenden og hvis du læser dette interview igen efter festivalen, vil du sikkert være enig med mig i, at dem ville man ikke gå glip af.

Walter Hoeijmakers:

1.
GGGOLDDD

2.
Emma Ruth Rundle

3.
Tau & the Drones of Praise

4.
Slift

5.
Solar Temple & Dead Neanderthals

Interviewet blev oprindelig bragt på Rockfreaks.net

Menu