Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sin City - Kødbyens nye rockklub

Populær
Updated
Sin City - Kødbyens nye rockklub

Fredag d. 13 åbner Kødbyens nye rock- og heavyklub. Efter The Rocks lukning har mange ledt efter et nyt stamværtshus. Læs her interview med folkene bag og døm selv.

Bag Sin City står en trio bestående af Martin Jensen, Camilla Cockrock og Søren Haahr. Sammen udgør de The Sin City Crüe.

Hvem er I, og hvad er jeres baggrund?


Camilla Cockrock har baggrund i spillestedet Templet i Lyngby, Stengade 30 på Nørrebro, hedengange The Rock i City og senest en kort affære med det nye Pumpehuset ligeledes i City. Camilla lavede vel nok de mest succesfulde kalenderår på The Rock som booker og har fungeret som hard rock og punk DJ i mange år.

Martin "d'Amour" Jensen har baggrund som promoter og labelmanager på diverse pladeselskaber i 10 år og skabte metal diskotek-fænomenet Rock the Night i 2004. Rock the Night findes den dag i dag og havde sin storhedstid på The Rock, dog med en lille afstikker til Stengade 30. Camilla blev en del af Rock the Night et år eller to inde og Camilla og Martin har kørt parløb lige siden som DJ duo, ansatte på The Rock en stund og hovedkræfter og idé personer omkring hard rock- og tatoveringsfestivaler med mere.

Søren Haahr har en lidt anden baggrund. Han er primært restauratør med en lile perlerække af restauranter og barer, et lyd og lysfirma og en lidt overraskende baggrund som den oprindelige tredjedel af Infernal. Alle tre har det tilfælles at der blir tænk stort, ud af boksen og har hjerter der banker for festen, rammerne og den hårde rock i de fleste afskygninger.

Hvad er Sin City?

- Sin City er vores våde drøm om den perfekte hard rock og metal klub. En kompromisløs størrelse der favner alle de elementer man forbinder med rock 'n' roll. Sin City består af to etager, hvoraf den største er The Sin City Mainroom. Her er "pænt" med de fredede hvide slagtehals fliser over det hele. Her finder man Sin Citys klubscene der kan trække 100+ koncert-publikummer.

- Efter 23:00 kommer samme rum til at fungere som dansegulv til natklubben, der kan trække ca. 75-100 personer mere. Sin City Main Room har endvidere 2 lounges. En Jägermester-lounge og en mere VIP-orienteret Mötley Lounge, hvis lummerhedsgrad sprænger alle skalaer for cornyness, og hvor bordbestilling er nødvendig.

- Som en lille ekstra feature har MainRoom også Lemmy's Cörner komplet med en-armede tyveknægte, Playboy-pinball. Motörhead bordfodbold og en gammel 80'er-arkademaskine med grill- og færgeklassiskere som Pacman, 1943, Bubble Bobble. Baren i Main Room er den mest velassorterede i huset.

- Main Room i stueetagen er til alle dem der har mere end to hårde rock plader derhjemme og musikprofilen vil sigte mod skridtet og dansegulvet.

- 2. etage er kælderen som er døbt Döwn Belöw. Den skulle meget gerne lukke røven på alle de kroniske brokkehoveder i det hårde metalmiljø. En kulsort kælder, kun oplyst med få røde lamper, komplet med bidende høj thrash og dødsmetal, rygerum, diabolsk vægudsmykning og et barudvalg der er begrænset til guldøl og snaps! Döwn Belöw vil være hang out for dem de andre ikke tør lege med og vil i rum og stemning ramme noget, der kunne minde meget om det gamle TEX i Vestergade, som så mange stadig savner.

- Alt i alt er veritabelt og meget ambitiøst hard rock og metal powerhouse ikke bare vi men resten af Danmark godt kan tillade sig at være meget stolte af.

Dette adskiller sig vel ikke meget fra en vanlig Rock the Night-fest?


- Det kan man sagtens mene, men det vil blive sat til skamme, når du står med sin tredje fadøl og Jägermeister ned af blusen og skråler med på alle de sange og numre, du troede, du havde glemt og har det fantastisk. Vi håber på at samle de eksisterende hard rock- og metalkulturer i vores hus i noget der for andre ligner en maskerade og en kulisse men er deres sande identitet uanset hårlænge og antal at tatoveringer og piercinger.

- Vi er også sat i verden for at skabe en ny ramme for dem, der lige er begyndt at gå i byen og finde dem selv og sidst men ikke mindst at få de gamle røvhuller op af sofaen, fordi der omsider kommer et sted man også kan være bekendt at komme i, selv om ens kæreste eje i en årrække har været en gasdrevet Webergrill. 

Er Sin City svaret på metalfolkets drømme om et nyt "hjem"?

- Det har vi jo til gode at se. En ting er sikkert, hard rock og metalscenen er aldrig blevet huset på den måde vi kommer til at gøre det. Devisen er at "bare" fordi man er langhåret indeni eller udenpå og er lidt ilde set i den gængse omverdens øjne, så skal man ikke nøjes. Hos os kommer dødsmetallerne, det høje hår, spandexbuksen og Iron Maiden-rygmærket til at gå op af en blodrød løber fredag og lørdag. og det oven i købet til en mere end fair pris. Sin City er ikke meget dyrere end de brune værthuse og som noget nyt for du rent faktisk noget for entre pengene, i det at man får den første bajer i hånden og hængt sin jakke for de 60 kroner man smider i entreen fredag og lørdag. 

- Og så en meget vigtig ting, vi ikke kan understrege nok. Sin City er IKKE et spillested, men en natklub med en scene. Vi skal ikke have et fuldt booket koncertprogram torsdag, fredag og lørdag, men vi kan hvis vi vil. Vi er uafhængige og sætter selv spillereglerne så at sige. Vi booker det vi har lyst til og det bliver primært med afsæt og dansk og skandinavisk rock n roll, med afstikkere til thrash og mindre brutale og kringlede genrer. Scenen har endnu ikke en fuldt udviklet identitet, da vi ikke er fuldt klar over hvilket bæst vi har skabt før vores publikum står i det. Meget spændende!

Er der plads til Sin City i det københavnske natteliv?

- Det spørgsmål er vi nok ikke de rigtige at svare kritisk på. Vi går ind i det her med liv og sjæl og med en stor tro på det kan fungere. Vi skal "bare" have en gennemstrømning på et par hundrede mennesker hver dag i weekenderne før vi kan køre og hvis de ikke findes, ja så er svaret nej, det er der ikke, men mon ikke der er det?

Hvad er de kortsigtede planer - hvad er de langsigtede?

- På kort sigt skal vi have de mest basale rammer op at køre, ha' formidlet budskabet om at metal messias er genopstået og i gang med at levere varen. På den lange bane er der ingen grænser for hvad man kan drive det til hvis vi får succes. Vi kan i København rykke i enten større eller flere lokaler, vi kan ekspandere til Århus og Aalborg, vi kan også risikere at skulle rykke i mindre lokaler hvis tilslutningen ikke er stor nok, men det burde være rimelig sikkert at vi er kommet for at blive en god årrække.

Deltag i vores store Sin City konkurrence her!