Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Tilbage på benene

Populær
Updated
Tilbage på benene

Washington-dødsmetallerne Black Breath er i bogstaveligste forstand tilbage på benene, efter at bandets trommeslager for to år siden blev kørt ned og pådrog sig et kompliceret benbrud.

Efter en lang ufrivillig pause vendte bandet sidste år stærkt tilbage med det meget solide udspil 'Slaves Beyond Death', glædeligt fulgt op af en masse koncertaktivitet. Vi fangede dem til et – desværre – meget kort interview under dette års Roskilde Festival.

'Slaves Beyond Death' lyder en del anderledes end de forrige plader. Gik I bevidst efter at lave noget anderledes denne gang?


Eric: Næ. Det endte bare med at blive sådan. For os er 'Slaves ...' i højere grad en metalplade i forhold til de andre. Men det er kommet helt naturligt, blandt andet af den simple grund, at vi er blevet bedre til at spille på vores instrumenter. Det har måske givet os større overskud til at lege med at ændre på sangstrukturerne. Grundlæggende synes jeg dog, at man stadig kan høre, at riffene kommer fra det samme. De er bare blevet bedre.

Jamie: Denne gang har vi virkelig bare forsøgt at skubbe grænserne for, hvad vi kan. Og jeg synes, at det er lykkedes. Den lyd, der er på 'Sentenced to Life', er blevet kondenseret ned til den lyd, vi har i dag.    

Vokalen lyder til gengæld helt anderledes, hvordan kan det være?

Neil: Den vokal, der er på pladen, opstod faktisk først i studiet. Jeg ville gerne prøve noget andet, og så hev jeg det her op af af hatten. Det var første gang, at jeg selv havde prøvet at synge på den måde, så det var noget af en læringsproces for mig. Men jeg synes, at den måde at synge på passer meget bedre til det udtryk, vores musik har i dag.

I mange år blev I slået i hartkorn med hardcorebands, selv om jeres lyd ligger et stykke fra hardcore. Hvad tror I er grunden til det?

Jeg tror, at det kommer sig af, at de første shows, vi spillede, var sammen med punk- og hardcorebands. Så vi blev efterhånden sat lidt i bås med dem. Men i virkeligheden har vi altid været for metal til at være punk og nok lidt for punk til at være metal. Vi var altid bare de skæve gutter til hardcoreshowet. Vi har ikke noget mod at være en del af den scene, men vi vil også gerne vise, at vi kan nogle andre ting.

Hvordan påvirkede det bandet, at Jamie (Byrum, trommeslager) for to år siden blev kørt ned og var ude af stand til at spille shows i lang tid? Var I på noget tidspunkt ved at give op?

Jamie: Jeg lavede en masse riff til pladen, mens jeg lå i sengen og ikke kunne lave en skid. 'Burning Hate' er faktisk skrevet i sengen i et anfald af sortsyn. Så på den kreative side har det måske ikke været så skidt alligevel, haha. Efter at jeg havde tilbragt et par måneder i kørestol, begyndte jeg så småt at kunne øve mig igen på et elektronisk trommesæt. Mit ben var stadig ikke helt klar, da vi begyndte indspilningerne, så jeg var helt kvæstet, for der er altså virkelig meget dobbelt stortromme på de numre! Det var fandeme hårdt!

Neil: Vi var faktisk aldrig i tvivl om, at vi nok skulle komme op at køre igen. Vi er et ret sammentømret band, så vi besluttede os bare for at vente og give Jamie den tid, han havde brug for. Der gik et stykke tid, men i sidste ende har det været godt for bandet, tror jeg.  

Menu