Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

W:O:A Metal Battle 2012: Fall of Pantheon

Updated
W:O:A Metal Battle 2012: Fall of Pantheon

Fall of Pantheon blev dannet i februar 2011 og har siden da arbejdet sig stille og roligt op i den københavnske metal undergrund.

Bandet spiller både tung og tempofyldt dødsmetal, inspireret af Nile, Behemoth, Decapitated og mange flere.
De har spillet på mangen et københavnsk spillested, inklusive The Rock, Templet som opvarmning for The Interbeing og til Upcoming Onsdag på Huset i Magstræde. 

Hvorfor er Jeres band blevet tilmeldt WOA Metal Battle?


Vi er meldt til konkurrencen, da vi ser det som en kæmpe mulighed for os at blive hørt og set i Danmark, og måske endda i andre lande. Derfor er vi også skide glade for at være med. Vi meldte os til, fordi vi havde lavet vores EP færdig, og det ville da selvfølgelig være dumt ikke at melde os til. Dermed sagt, var det slet ikke noget, vi regnede med at komme videre i.

Hvad håber I at få ud af at være med?

Selvfølgelig noget erfaring og god feedback fra dommere og publikum. Især da vi er et ungt band, der ikke har mere end 7 koncerter bag os. Så håber vi da naturligvis at komme til finalen, og så må vi tage den derfra!

Hvad synes I om at blive bedømt af fagfolk og ikke kun af publikum?

Det er sgu fedt at vide at ens feedback kommer fra folk, der kender musikken og ved hvad de snakker om. Så er objektiv kritik jo også den bedste slags kritik, det er det vi kan arbejde videre med, og forbedre til fremtiden.

Hvor langt tror I bandet kan gå på Wacken, hvis I bliver sendt derned?

Det er svært at sige, vi kan jo kun formode, at det er de bedste upcoming bands i Europa, der når så langt. Derfor fokuserer vi på at få den fede oplevelse ved at kunne komme derned, skulle vi nå så langt, for så er vores mål bestemt nået. Bare at komme med i konkurrencen her i Danmark er et stort skridt for os.
Det vil bestemt ikke være nemt at nå så langt, derfor tager vi det et skridt af gangen.

Hvad mener I om, at nogle synes man sælger ud ved at deltage i en talentkonkurrence?

Det er en hård branche, derfor ser vi det ikke som at sælge ud, men i stedet en god mulighed for de mindre, upcoming, bands at blive hørt. I sidste ende handler det jo om at spille noget fee' hegn!