Legende og leksikon

Her kan du læse anden del af vores interview med Michael Denner, hvor han fortæller om tiden i Mercyful Fate og pauserne derfra - imens han hjælper sine kunder i Beat Bop, der vidner om, hvor stort et musikalsk leksikon han er.

Michael mange af vores læsere er jo Mercyful Fate-fans. Og nu da vi har talt om dit nye band Denners Trickbag, kunne vi måske skrue tiden tilbage til 1970'erne og høre om dine oplevelser dengang?

- Ja, vores udgangspunkt var jo at lave det mest heavy band i verden. Det var vores tanke, og vi skyede ingen midler for at nå målet. Så mens vennerne gik ud og drak øl og scorede damer i weekenden, så øvede vi – helt præcist seks gange om ugen.

- For at få lov til at aflyse, havde vi aftalt at kun runde fødselsdage, dødsfald, bryllup - altså kun de helt store, højtidelige ting – var acceptable grunde – ellers var der altså mødepligt. Havde man lidt forkølelse eller influenza, så skulle man møde til den øver, for ellers så svigtede man de andre i bandet.

- Denne aftale sikrede jo, at vi blev rigtig sikre på, hvor vi ville hen, og at vi fik rettet stilen og lavede vores egen niche. Det synes jeg stadig, at man kan høre i dag. Jeg må indrømme – og det er positivt ment – jeg aldrig har hørt noget lignende! Specielt 'Melissa'-albummet står for mig som noget af det fedeste, der nogen sinde er blevet lavet. Jeg er faktisk fan af mit eget band! Haha!

- Det, der delte vandene og delte folk i to lejre, der skulle bedømme os, var King Diamond og hans sataniske tekster og falsetsang. Vi hørte jo tit folk sige: ”Jeres musik er fed, men sangeren er vi ikke vilde med!”. Til gengæld var udtrykket jo originalt, der gav os særstatus i heavy metal-verdenen.

- Det rygtedes hurtigt i særligt England og Holland, hvor vi fik vi meget opmærksomhed – også i de store, etablerede musikmagasiner. Det skabte røre om vores band og vores stil. En af de pudsige ting, der satte noget i gang, var Al Gores hustru, Tipper Gore. Hun satte os jo på listen over de 15 mest skadelige sange for ungdommen. Og det kom jo på forsiden af ’News of Today’ – en stor gratisavis, der blev omdelt til alle husstande i USA. Da det skete, så fik vi ligesom vind i sejlene!

Så det havde den helt modsatte effekt, haha!

- Ja det havde det, haha! … Så begyndte vi at få en masse omtale, og siden kom vi jo på flere massive amerikanske turneer.

Jeres demobånd levede jo også deres eget liv og blev kopieret og sendt videre til blandt andet San Francisco …

- Lige præcis. Min teori er, at udvekslingen skete mellem San Francisco og Eindhoven i Holland, fordi der boede nogle af pionererne inden for udvekslingen af demobånd i heavy metal. Jeg kan huske, at jeg nede i Holland fik et demobånd med det nye band Metallica af en, der havde udvekslet bånd med Lars Ulrich.

- Jeg havde på det tidspunkt selv mistet kontakten med Lars, fordi jeg kun så ham nede i Bristol på Strøget, hvor jeg arbejdede som afløser. Han var ganske ung, ca. 15-16 år gammel. Bristol lå på det hjørne, hvor Burger King nu ligger, oppe ved Rådhuspladsen. Lars kom der som helt ung, han købte faktisk også Brats-pladen, da den kom.

- Men Lars skulle jo emigrere til USA og sådan noget – jeg tror, at de havde planer om, at han skulle være tennisstjerne ligesom sin far og onkel. Men det var jo så trommerne og metallen, der tog over. Da de (Metallica red.) skulle tilbage og lave ’Ride the Lightning’ , genoptog vi forbindelsen og knyttede et venskab, som aldrig er glemt. Når vi har været derovre, eller de har været herovre, så er der fest – så hygger vi os … ja, det er rigtig fedt!

Der har jo været nogle pauser i de forskellige bands, du har spillet i – hvad lavede du i de pauser?

- Jeg har jo haft … . Altså skal vi gå helt tilbage, når vi taler om pauser?

Ja, gerne!

- Den første pause, jeg havde med bandet, var efter Brats-pladen og før Mercyful Fates mini-album. Jeg startede i tidernes morgen med et band kaldet Danger Zone, hvor jeg spurgte Hank og King, om de kunne hjælpe mig med en demo. Vi får så godt et samarbejde, at vi vælger at sløjfe navnet Danger Zone og så kalde det Mercyful Fate – et navn, de havde med! Og heldigvis for det, haha, for Danger Zone havde nok ikke haft helt samme gennemslagskraft … men det lader vi hvile!

- De joiner begge mit band, men de var begge meget viljestærke – det har i øvrigt været rigtig godt for bandet gennem tiden – men på det tidspunkt var jeg ikke interesseret i at lade mig kostet rundt med af to, som jeg havde inviteret ind i mit band. Så der opstod en konflikt, og jeg forlod orkestret. Hank og King havde forskellige udskiftninger i bandet, og jeg nåede kun lige at komme tilbage, før mini-albummet skulle laves. Det viste sig at være det rette sted og tidspunkt at komme med i orkestret, og vi blev forsonet og tog den derfra.

- Så gik der en lang periode, og efter 'Don’t Break the Oath' trækker Hank og King i hver sin retning. King vil gerne køre videre med et koncept, som vi kender fra King Diamond-bandet i dag med teater, og selvfølgelig hans egne kompositioner i større grad, hvor det var Hank, der havde stået for stort set alle kompositioner i Mercyful Fate-tiden. 

- Dette var jo ekstremt vigtigt i forbindelse med 'Melissa', hvor samtlige numre er stærke. Det er simpelt hen Hanks kompositioner på det album. Men Hank var ved at gå lidt metaltræt, så han gik med planer om at danne det band, der hed Fate, som havde et noget blødere udtryk. Det bevirkede at King forlod Mercyful Fate, og han kontaktede mig ganske kort tid efter, hvor jeg så sagde: ”Nu skrider jeg", og King sagde: "Vil du med mig, eller vil du blive ved Hank?”. Men det havde Hank også spurgt om på samme tid, så jeg stod i et kæmpe dilemma, for jeg havde ikke noget, jeg skulle have klinket med nogen af dem, og de var to af mine absolut bedste venner.

- Jeg indgik så et kompromis, hvor jeg aftalte med Hank, at jeg som gæst spillede med på Fates første album, men derefter ville joine Kings band, fordi det appellerede mere til mig – det var mere min stil. Der går noget tid, og vi når at lave ’Fatal Portrait og ’Abigail’ sammen. Men så begyndte jeg at indgå i en diskussion med svenskerne i bandet, der gerne ville skifte bandets image, fordi det var meget oppe i tiden med højt hår, bands som fx Mötley Crüe, Poison, Cinderella, og hvad de nu hedder alle sammen.

- Og højt hår er absolut ikke min stil som menneske – jeg er SÅ langt fra! Det der begreb ’svenskerhår’ var måske nok før, det blev opfundet og kendt, men de var meget forhippede på, at man skulle se sådan ud! Det fremgår også, hvis man kigger på ’Abigail’-coveret – der står de og ’poser’, som jeg kalder det, ik! Det havde vi altså diskussioner om, og jeg brød mig ikke om det.

- King var rimelig neutral i denne diskussion, og det endte så med, at jeg skred, fordi jeg gad ikke at være i sådan et band. I øvrigt havde jeg mulighed for at åbne min første butik ude på Nørrebro – min første pladeforretning, og jeg skulle i øvrigt giftes med min barndomskæreste. Da jeg så havde forladt bandet, så forlod hun mig … hahaha! Så det … hahaha!, det kom der ikke rigtig noget ud af! Det kan jeg så være glad for i dag, men det er så en helt anden historie ... .

- Så går der en rum tid, og Hank og jeg finder ud af, at han og jeg gerne vil spille heavy igen, og Hank er blevet træt af Fate …

Vi afbrydes nu af en kunde, der lige vil tjekke status for en bestilling. Michael svarer inden kunden nævner titlen: ”Den er på vej, den er bestilt”. Der er ingen tvivl om, at Michael kender og husker sine kunder godt. De fik sig en snak om pladen, da kunden kom ind og bestilte det, og Denner refererer uden problemer til hele samtalen og til, at en anden kunde var blevet inspireret og selv ville bestille en magen til. Kunden siger så, at han nu gerne vil se, om Michael kan løse en gåde for ham om et omkvæd eller linje, han kan huske fra et nummer, men som han ikke kan finde titlen eller kunstneren på. Og som kunden siger, så er Michael nok den, som ville kunne hjælpe ham. Nummeret fik kunden på hjernen engang tilbage i 1970'erne. Kunden mener, at sangeren kunne være Jeremy Spencer (Fleetwood Mac, red.) og at nummeret hedder noget med ’Linda’. Før kunden har sagt ’Linda’ færdig, siger Michael: ”Det hedder ’Linda’, og det er fra Jeremy Spencers første soloplade, der lyder som noget Buddy Holly-inspireret noget – det er helt atypisk i forhold til Fleetwood Mac”.

Der er ingen tvivl om, at kundernes "umulige" henvendelser falder i god jord hos den musikquizarrangør og nørd, som Michael er. Michael går målrettet hen og bladrer i nogle plader og finder kort tid efter albummet og siger: ”Jeg vil æde min Gibson-kasket på, at det er det nummer!”, hvorefter han fodrer kunden med en imponerende viden om Jeremy Spencer, hans bands, intriger, line up-skift, udgivelser m.m., som jeg ikke kan andet end at bøje mig i støvet for. Michael sætter ’Linda’ på for kunden, der får julelys i øjnene: ”Der kan du se, det er bare at gå det rigtige sted hen, så får man svaret."  Efter kunden har forladt Beat Bop, tager Michael tråde op igen.

- Nå men vi kom fra, at Hank var kørt sur i Fate, der blev mere og mere poppet og styret af producer og pladeselskab. Det der er med Hank, ham skal man ikke prøve at køre rundt i manegen med, fordi så mister han gnisten, og det kan jeg godt forstå, når man er sådan en kreativ kraft, som han er. Hank forlader altså Fate, og vi beslutter os for at lave noget heavy sammen.

- Hank og jeg laver et tomandsprojekt, der hedder Zoser Mez, hvor vi inviterer sangere og trommeslager ind, og vi laver et album – det er i starten af 90'rne. En af sangerne vælger vi fast, han hedder Kenny Lübcke, som så – da vi lige er ved at få vind i sejlene – vinder det danske Melodi Grand Prix! Så var hans skæbne beseglet, og der var ikke tid til at spille Heavy med Hank og Denner. Vi havde nået at indspille et par numre, der skulle på vores andet album.

- Så sidder vi en dag i min lejlighed i Bredgade, hvor King er herovre for at besøge noget familie, og vi sidder og drikke kaffe og hyggesludrer. Vi sætter de to numre på, og King siger: ”Det var sgu da satans! Det lyder da som det gamle Mercyful Fate!” Det ene tager det andet, og så var bandet gendannet! Det lå lige for, for King havde også pause fra det, han havde gang i. Vi fik fat i Timi Hansen, og han var med i starten af den der reunion-ting. Vi havde så nogle gode år sammen.

- Der skete så det, at jeg blev gift og fik hus og stedbørn med i potten. Vi venter os så vores fælles barn, men der sker det, at min daværende kone får bækkenløsning, hvor der kan opstå komplikationer. Mercyful Fate skulle på det tidspunkt på en massiv Europa-tur. Jeg stod i et kæmpe dilemma, for jeg var nødt til at blive og støtte min familie. De andre i bandet kunne jo ikke sætte karrieren på standby, så jeg måtte tage det tunge valg at forlade orkestret, og det var vi jo alle kede af. Men det var det eneste, som jeg kunne gøre på det tidspunkt.

- Efterfølgende finder vi ud af, at min søn er autist, og det krævede rigtig meget af min tid og opmærksomhed. Det ændrede også mine muligheder for at genstarte min professionelle karriere som musiker. Men tingene ændrer sig, og jeg blev så skilt i 2002, hvor jeg fik delebarn i stedet for at være far på fuldtid. Så de dage, hvor jeg ikke havde mit barn, begyndte jeg at spille lidt for sjov på beverdinger og gik og hyggede mig lidt med det. Men det ene har jo taget det andet fra 2002 og frem til i dag, så jeg stille og roligt er gledet tilbage og er kommet på fuld aktiv karriere igen. Og det er jo en befrielse!

-  Jeg kan huske en detalje, da Mike Wead overtog min plads i Mercyful Fate, som jeg aldrig glemmer ...


Her stopper denne del af Devilutions store Michael Denner-interview. Hvis du vil høre resten af anekdoten, og i øvrigt vil vide mere om, hvordan Michael Denner har oplevet tiden med Mercyful Fate og de seneste 10 år, kan du læse tredje del af vores interview med ham i løbet af de næste par uger. 

Husk også, at Michaels nye band Denners Trickbag spiller på Musikcafeen i Huset i starten af marts, hvor billetsalget allerede er startet.