Morgendagens stjerner: Impalers

Populær
Morgendagens stjerner: Impalers

Impalers fra Haderslev er booket til årets Copenhell så vi fandt det oplagt at tage en kort sludder med dem. Læs her om hvorfor de er morgendagens stjerner.

Hvem er med i bandet?

Bandet består af Thomas Carnell på lead guitar, Rasmus Kjær på trommer, Dan Skøtt på bas og mig selv på sang og rytmeguitar.

Hvordan startede bandet?

Bandet startede egentligt bare som et sted, hvor jeg kunne få lov til at jamme med min allerførste guitar, en Kerry King signature Warlock fra BC Rich. Vi var en flok venner, der nærmest allesammen lige var begyndt at spille musik, så vi var meget lige på det punkt, men vi havde ikke rigtigt nogen vision med bandet som sådan. Det var ikke bestemt fra start, at jeg skulle synge OG spille guitar fx. Det kom kun af, at der simpelthen ikke er nogen heavy sangere at opdrive i Haderslev. Så det var lidt en nødløsning, at jeg bare sang også. "Hvis Hetfield kan, så kan jeg også", tænkte jeg. Efterhånden kom der dog mere og mere fokus, og det hele slog rigtig klik, da jeg så Sodom på Wacken i 2007. Jeg havde aldrig hørt om dem før, men i Metalized bussen på vej derned blev de ved med at spille den samme åndssvage opsamlings CD om og om igen. Der var dog en enkelt sang, jeg hurtigt bed mærke i, Axis of Evil med Sodom, og jeg besluttede mig for at tjekke dem ud. Det er jeg meget glad for, at jeg gjorde, for det gik meget hurtigt op for mig, at det var lige præcis dén type musik, jeg ville spille i bandet. Så da jeg kom hjem igen, måtte jeg jo fortælle bandet at sådan og sådan, og det er altså sådan, vi gør fra nu af. Og det gjorde vi så.

Hvor var jeres første øver?

Faktisk nøjagtigt det samme sted, som vi øver den dag i dag! Det ligger ved siden af Haderslevs bibliotek og har tilknytning til et aktivitetshus, som også ligger i samme bygning. Dengang vi startede var lokalet dog ét, som bands frit kunne benytte for en 50'er i måneden per mand. Der var noget meget standard udstyr, som hele tiden blev ødelagt og stjålet osv. Så det var ikke noget med at have sine egne forstærkere med derned. Aktivitetshuset, som bestyrede lokalet, fandt dog hurtigt ud af, at vi var et af de eneste bands, der kunne finde ud af at bruge lokalet, uden at ødelægge det hele fuldstændig, så nu har vi fået lov til at leje det som de eneste sammen med vores gode venner i Disintegrated og Battery.

Hvor var jeres første koncert?

Det var på Månen, som er et spillested, der ligger igen i samme bygning som biblioteket og aktivitetshuset. Det var til et julearrangement med det opfindsomme navn Julerock. Første nummer vi nogensinde spillede var et cover af Metallicas For Whom the Bell Tolls efterfulgt af tre egne sange, som vi ikke spiller mere. Min far optog den på DVD, og jeg har set den et par gange sidenhen, og det er fuldstændig forfærdeligt. Men dengang var det jo super fedt at få lov til at prøve. Vi følte os som kæmpe stjerner den aften! 200 mennesker der gik totalt amok!

Hvem har fået øje på jer?

I forbindelse med at vi har fået den her debut plade ud, Power Behind The Throne, er der kommet en del interesse fra forskellige steder. Det seneste eksempel er naturligvis Copenhell, men også i Tyskland kan vi se, at folk får øjnene op. Rock Hard bladet spurgte os om et interview, som udkom i maj måneds udgivelse, hvilket har været meget stort for os. Samtidig er vi blevet booket på en festival i midt-Tyskland, der hedder Taunus, og vi har et headliner job over fem andre bands i Belgien til et releaseparty for en debutplade med et super fedt band, der hedder Bloodtrocuted. Udover det kan vi mærke, at eftersom folk kender os bedre og bedre, og vores publikum bliver større og større (og vildere!), så er det blevet en anelse nemmere at sikre jobs i DK. Især København har været rigtigt gode ved os, og vi har generelt mange fans på Sjælland, som vi elsker at spille for, for de går helt klart allermest amok af alle dem, vi har spillet koncert for indtil videre!

Hvad har været jeres største koncert?

Ligesom sikkert mange andre bands på vores størrelse har der ikke været nogen koncert, der sådan ligesom står ud som sådan. Jeg er dog sikker på, at Copenhell nok skal ændre betydeligt på dette. Hvert godt show har dog sine charmer. Om det så er et kæmpe mosh-pit igennem hele koncerten på Ungdomshuset, eller 2-300 mand på Pumpehuset der synger med på vores cover af Balls to the Wall, så det nogengange overgår PA anlægget, eller folk der spiller luftguitar til Thomas' soloer, det er sådan set lige meget. Der er altid noget, der gør det værd at komme tilbage til lige netop det sted og de folk.

Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet?

Både det sværeste og det fedeste er, at man konstant skal bevise sig selv. Man skal virkelig kæmpe for at komme frem, og man bliver hele tiden undervurderet. Nogengange kan det være frusterende, og andre gange giver det én blod på tanden. Når man fx skal spille først på en festival, ligesom vi gjorde på Mono Goes Metal i januar, og som vi skal på Copenhell (først om lørdagen i hvert fald), så har jeg det bare sådan, at nu skal vi fandme vise dem, at vi hører til længere oppe i "hierakiet", om man vil. Efter koncerten fik vi masser af henvendelser om, hvordan vi gjorde det så og så godt osv. Det er det der med at skulle arbejde sig op og så se det give pote, dét er det fedeste. Så selvom det nogengange kan være frustrerende at være ny i gamet, så er det ikke noget, der går os synderligt meget på som sådan. For vi kæmper videre uanset.

Hvordan har det været at indspille jeres debutplade?

Det var faktisk ganske forfærdeligt, haha! Ej, vi indspillede hos Søren Jensen i Six String Studios i Frederikssund, og jeg kan ikke andet end anbefale stedet (og manden!). Det er et hyggeligt lille to-rums studie bygget ind i Sørens eget hjem faktisk. Det negative lå i at grundet diverse studier og jobs osv, måtte vi planlægge det således, at jeg var i studiet hele tiden, og de andre kom sådan op i weekenden og indspillede deres. Så Rasmus tog derop en weekend, indspillede trommer, tog hjem. Så indspillede jeg rytme guitar i hverdagene. Dernæst kom Dan i weekenden efter og indspillede bassen, og tog derefter hjem, osv. Det var både fysisk og mentalt hårdt at skulle stå otte timer hver dag og indspille rytmeguitar i 8-10 dage uden at have de andre i bandet tilstede. Men udover det var det ret fedt. Vi havde Daniel Wilkens fra Six String Slaughter forbi en af dagene. Det samme med Michael Stützer fra Artillery, som desuden også sang med på gangshouts på albummet.

Hvad er jeres inspirationer?

Vores inspirationer skinner meget tydeligt igennem, det har vi aldrig lagt skjul på. Det er næsten udelukkende tysk thrash metal og især Kreator og Sodom. Det hele stammer tilbage fra den førnævnte koncert med Sodom på Wacken, og jeg har aldrig kunne lade thrash metal genren slippe sidenhen. Næsten intet death metal siger mig noget og glem alt om black metal. Thrash rammer bare lige plet for mig, og det er det, jeg elsker både at spille og at lytte til.

Hvad er jeres drømme?

Drømmen er naturligvis at nå til det punkt, hvor bandet ikke længere kun er en hobby, men altså noget man kan leve af. Jeg har ingen illusioner om at blive rig rockstjerne, det er klart, især ikke med den genre vi spiller. Men hvis man bare kunne få det til at køre rundt, så ville jeg flytte møblerne op på fatters loft, sende katten hjem til mutter, sige lejligheden op og komme af sted med traileren i en fart. Farvel Danmark og hej turnéer de næste 3-4 år. Ej, men hvis man kunne få dét til at fungere, så ville det helt klart være det fedeste, jeg overhovedet kunne forestille mig. For intet giver mig større glæde end at se mennesker gå fuldstændig bananas til ens sange. Det kilder helt ned i koglerne.

Hvordan vil I nå dem?

Hårdt arbejde. Der er ikke nogen nemme veje til den slags. Vi har fx af principielle grunde sagt nej til diverse konkurrencer, hvor folk stemmer på én, og så får man måske lov til at spille på Wacken eller sådan noget. Og det er fint, hvis man som band vælger at gøre det på den måde, vi ser dog langt hellere, at festivalen decideret vælger os og siger "Dem kunne vi godt tænke os på vores festival." Det synes jeg er et langt større skulderklap fra bookernes side end at have vundet sig vejen frem. Så altså, vi vil skrive den bedste musik vi er i stand til, arbejde hårdt på alle områder af vores "forretning", om man vil og forsøge at være så ærlige omkring det, som vi kan.

Hvordan vil I virkelig IKKE ende?

Vi vil ikke være et af de bands, der om ti år stadigvæk spiller et enkelt eller to jobs om måneden, som udgiver endnu en plade, som ingen rigtigt interesserer sig for, fordi nyhedsværdien for bandet er fuldstændig væk, osv. Sådan vil vi ikke ende. At spille udelukkende for hyggens skyld engang imellem, eller fordi "det kunne da være sjovt at komme ud og spille lidt", er ikke noget, jeg har interesse i. Det er full on or not at all.

Hvor meget opbakning har du/I fra baglandet (forældre, skole, venner, job etc.?

Jeg har super meget opbakning hjemmefra! Min far er mere eller mindre grunden til, at jeg hører heavy, da han nærmest har tvunget Pretty Maids, Judas og Accept ned over ørerne på mig, og min mor har også altid synes rigtig godt om det. De har været til flere af vores koncerter begge to. Mine venner består jo mere eller mindre af heavy fans allesammen, så de støtter mig/os jo selvfølgelig rigtig meget. Særligt på det seneste med hensyn til pladen og især Copenhell annonceringen, har de været rigtigt gode til at rose os og sige hvor fedt, de synes det er. Det er vildt fedt at have den opbakning. Skole og job er lidt anderledes, da de jo ikke heeeelt forstår det, altså musikken. De synes bare, det er fedt, når jeg skal ud og spille og sådan, men har ikke rigtigt nogen anelse om, hvor stort eller småt bandet egentligt er. Jeg lavede et interview med den lokale Jyske Vestkysten herovre, og dagen efter blev jeg jo nærmest overfaldet på arbejdet af alle mine kollegaer, som var helt oppe at køre over, at de kendte mig. Nogle gav mig endda hånden, selvom jeg selvfølgelig havde mødt dem masser af gange før, haha! Det er fedt, synes jeg, at folk interesserer sig så meget for noget, som jeg og de andre i bandet har brugt så mange, ja, titusindvis af timer på jo. Vi kan ikke vente med at se, hvad der sker i fremtiden!