Copenhell 2013: Lørdag

Populær
Copenhell 2013: Lørdag

En kæmpe regnskylle satte sit præg på lørdagen, men det var ikke noget, der bortvaskede en masse gode koncerter.

Kunstner
Spillested
Dato
15-06-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Lørdagen begyndte med et lige så fint vejr, som fredagen havde budt på. Sol og varme stod menuen på, men truslen om nedbør var denne dag ganske reel. En tordenfront var allerede nået til Jylland, da festivalen gik i gang på Refshaleøen, som ligger så langt mod øst, man kommer i København. Havde man hang til det, kunne man følge regnvejrets komme på DMI's nedbørsradar på mobilen. Man kunne også håbe på, at det nok gik over og tage sig en bajer mere – det eneste fornuftige valg, syntes de fleste at mene.

Musikalsk lagde dagen glimrende ud med hårdt prøvede Impalers, der var på nippet til ikke at kunne få deres gear fragtet til festivalen, og så Malrun. Begge på den lille Pandæmonium-scene. Af store internationale navne var mægtige Accept det første på Helviti, og de leverede god, gedigen klassisk heavy metal, som i den grad fik de tilfredse smil til at brede sig på den store plads.

Jason Newsted kender de fleste som Metallicas tidligere bassist, og han optrådte med sit band, der er opkaldt efter hovedpersonens efternavn. Det var sådan set ok og sympatisk nok, men man kunne ikke helt ryste ”has-been”-dommen over ham ud af hovedet. Musikken var bare ikke original nok. Andetsteds spillede danske Saturnus. Efter sigende glimrende.

Svenske Sabaton synger om krig, men spiller ellers Melodi Grand Prix-metal, vil de uvenlige sige. Der var dog ikke meget i deres optræden, der kaldte på varme følelser, så hurtigt videre til ølteltet, for der var ikke andet, der spillede på dette tidspunkt.

Og det var ikke kun ganerne, der blev fugtet herefter. Det anmeldte, uundgåelige regnvejr, der havde fejet hen over landet, var nu nået til hovedstaden. Publikum til Grave og Every Time I Die fik den fulde skylle, og der kom virkelig meget vand på meget kort tid. Bandene klarede nu skærene i fin stil, men fik nok ikke så mange nye fans ved denne lejlighed – prøvelytterne havde nok søgt tilflugt fra regnen. Men bedst som festivalen så ud til at drukne, klarede det op, og festivalen kunne komme i mål i tørvejr.

Gamle Testament gjorde en god figur med deres velspillede og nærmest overlæssede gang thrash metal. Frontmanden Chuck Billy kan godt virke lettere ensformig på nogen, men live holder det nu meget godt. Herefter var det tid til det spøjst navngivne ungarske band Bornholm, der ikke har noget med klippeøen at gøre, men har taget navn efter en sygdom, der har noget med klippeøen at gøre. Det skulle vidst også have været godt, siger rygtet.

Down var for mange et af det helt store hovednavne, og sydstatsbandet underholdt da også med fantastisk musik og en Phil Anselmo i sit eget øllede hopla. Da de var færdige, var færdig var der kun tilbage at se danske og fremadstormende Essence og de norske blackmetallere God Seed, inden mægtige King Diamond gjorde sit indtog med sit teatralske sceneshow og præcist spillede historiefortællende metal. En mægtig slutning på en fantastisk festival.

PANDÆMONIUM
Impalers
Malrun
Saturnus
Grave
Bornholm
Essence

HADES
Newsted
Every Time I Die
Alestorm
God Seed

HELVITI
Accept
Sabaton
Testament
Down
King Diamond

Torsdagens reportage
Fredagens reportage