Copenhell 2013: Koldt og vådt kaos

Copenhell 2013: Koldt og vådt kaos

Det var en våd fornøjelse, da amerikanske Every Time I Die ramte Hades-scenen på Copenhell tidligt lørdag aften. Dette stoppede dog ikke metalcore-slænget fra Buffalo i at levere et af deres berygtede liveshows. Tværtimod.

Dato
15-06-2013
Trackliste
1. I Suck (Blood)
2. No Son of Mine
3. Partying Is Such Sweet Sorrow
4. Underwater Bimbos from Outer Space
5. Holy Book of Dilemma
6. After One Quarter Of A Revolution
7. Bored Stiff
8. Wanderlust
9. Typical Miracle
10. Kill the Music
11. The Marvelous Slut
12. Floater
13. Ebolarama
14. We'rewolf
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Every Time I Die har efterhånden markeret sig som et af metalcore-genrens bedst leverende bands. Med hele seks album samt en helvedes masse liveshows på bagen var der lagt op til et sydstatsinspireret, math-tastisk hardcore-brag på årets Copenhell. Men så kom Guds vrede.

Omtrent 10 minutter inden bandet gik på scenen, startede dette års Copenhells hidtil værste byge, og dette kunne bestemt ses på antallet af mennesker, der forlod pitten. Men det skulle ikke stoppe Every Time I Die fra at diske op med varerne. Der blev lagt ud lige på og hårdt med 'I Suck (Blood)', et af de mere intense numre fra deres seneste skive 'Ex Lives'. Så var der ellers budt op til dans i regnen.

Som forventet leverede bandet et præcist og alt andet end energiforladt sæt. Dette smittede tydeligvis af på publikum, der næsten virkede til at glemme regnen og mudderet og i stedet fordybede sig i den galskab, der foregik på scenen, men bestemt også i pitten. Udover dette var lyden absolut ikke til at klage over, men jeg skal være ærlig, og indrømme at det ikke var det, jeg tænkte mest over i den givne situation.

Efter at bandet havde fremvist alt det bedste fra det seneste album, begyndte klassikerne at rulle ind, og energien nåede nye højder. At regnen var stimlet af, var formentlig også en medspillende faktor. Et af showets absolutte højdepunkter var uden tvivl det skarpe "one-two punch" i form af fanfavoritten 'Bored Stiff' efterfulgt af skrålehymnen 'Wanderlust'. Afslutningsvis var der lagt op til endnu en skråler, 'We'rewolf', som der blev sunget med på, fra hvad der virkede som hele det opmødte publikum.

Forsangeren Keith Buckley og resten af bandet virkede dybt taknemmelige over den store indlevelse fra publikum og brugte da også et kort øjeblik til at takke alle i pitten ved Hades, for at støtte dem i de alt andet end gunstige vejrforhold. Enten er Hr. Buckley ikke den store taler, eller også var der bare ikke tid og lyst til det helt store bullshit. Gudskelov for det - det er et stort plus, når et band ikke behøver at fedte sig ind hos publikum, bare for at rive dem med.

Efter koncerten stod undertegnede tilbage både gennemblødt, mudret og med en skramme eller to, samt en nu endnu mere ødelagt strube. Men smilet var ikke til at dræbe, for dette var uden tvivl en af årets bedste koncertoplevelser, på trods af det delvist udvandrede publikum.

Anmeldelsen er leveret af gæsteskribent (og fan) Victor Kaas, som Devilution takker mange gange.