Glade bands og danskere
PopulærIsær Cancer Bats, men også Every Time I Die, tog kegler hos et hyggeligt overrislet publikum i Pumpehuset
Især ét band hørte ikke rigtig hjemme i aftenens program i Pumpehuset. Hvor Make Do And Mend godt kunne forsvares både programlægningsmæssigt og sådan set også musikalsk (men også kun lige), var Set Your Goals en på alle måder umage turpartner for Cancer Bats og Every Time I Die. Set Your Goals spiller nemlig happycore, som i sig selv er rimelig fesent, men i hænderne på disse vestamerikanske fløse fremstod endnu værre end det burde have gjort: De spillede alt for sløset og amatøragtigt. Havde Set Your Goals nu været et lokalt band til en gymnasiefest, så kunne det måske have gået an, men det er ikke i orden at rejse den halve verden rundt for at lægge sådan en lort på scenen – der må simpelthen være steder tættere på hjem, hvor de kan skide.
Cancer Bats på randen af det store gennembrud?
Om ikke andet, så tjente Set Your Goals til at få Cancer Bats til at fremstå i et nærmest guddommeligt lys. Dette canadiske brag har jo gæstet landet nogle gange før, og i forhold til tidligere virkede det om muligt endnu mere professionelt og tjekket, uden at det af den grund er gået ud over spilleglæden og drivet. Alt blev leveret med nerve og præcision og både Scott Middletons mesterlige guitararbejde og Jaye R. Schwarzers meget engagerede tilgang til basspillet var virkelig lige i øjet, og Cancer Bats virker bestemt som et band der står lige foran det helt store gennembrud.
Kvartetten lagde ud med det meget vellykkede Beastie Boys-cover 'Sabotage' og så gik det derefter bare derudaf med et bredt udsnit af nye og gamle numre fra eget bagkatalog, hvor især 'Lucifer's Rocking Chair' vakte lykke. I det hele taget virkede det som om, at flest var kommet for at høre netop Cancer Bats, så stemningen var helt rigtig under hele koncerten, og frontmand Liam Cormier virkede også oprigtig, da han fortalte hvor glad han var for København og den danske respons.
Beskidt metalcore
Selv om mange mest var kommet for Cancer Bats skyld, så var der en fin belønning i at blive til Every Time I Die, for bandet gjorde fin figur og metalcoren ære. En genre, man ellers godt kunne mene er blevet for udtrådt, men buffalodrengene har formået at undgå de værste rensungne klicheer, for så til gengæld at bruge tiden på at finde på noget originalt. Seneste plade er et godt eksempel på dette, men hvor dén er ret stramt produceret, så er liveoplevelsen en anden og mere beskidt affære.
Bandet havde masser af bund og masser af larm i lyden, hvilket er glædeligt, og forsanger Keith Buckley formår at synge med ren vokal uden at forfalde til de popkælne stemmer, genren ellers er inficeret med. Koncerten holdt en fin balance mellem gammelt og nyt, så folk både kunne råbe med, og bandet kunne få præsenteret noget af deres nye.
Øl og stagediving
Stemningen steg og steg, og endnu engang kunne man glædes over, at Pumpehuset tillader stage dives, for efterhånden som koncerten skred frem, var der flere og flere der tog den ud over scenekanten. Til sidst lignede pitten nærmest den mangearmede gud Vishnus spastiske lillebror, så mange lemmer spjættede rundt i luften.
Publikums glæde blev da også bemærket fra scenen, og den gode Keith Buckley bemærkede da også tørt, at der måtte være en sammenhæng mellem at danskerne var det gladeste folkefærd på jorden samtidig med, at publikum var de fuldeste, han havde set. Og rigtigt var det, at selv om ikke alle var sejlet til arrangementet med Copenhells havnerundfart, så var der mange der gik promillesejlende derfra. Den danske hyldest til en vellykket aften.