Mellem hardcore og Cure

Emil Svendsen tog i Vega for at forsøge at fange My Chemical Romances miks af postpunk og emo-core. My Chemical Romance + Every Time I Die i Store Vega mandag den 14/11 Jeg må med det samme bekende at jeg simpelthen ikke kan forstå, hvad der gør postpunken/emo-coren så populær. Men når det er sagt, var tydeligt, at mange andre forstod det til koncerten med My Chemical Romance.

Det er åbenbart lykkedes postpunkerne at slå bro mellem vreden i hardcoren og imaget fra bands som eksempelvis The Cure, The Smith's og hele britpop-scenen. En cocktail, som åbenbart er spiselig for den vredere del af den pænere middelklasseungdom. Jeg vil mene at genren fra starten har været for nedadgående, men My Chemical Romance skal dog nævnes som nogen af dem, der gør en positiv forskel.

Koncertmæssigt har de en fantastisk kontakt til deres ret unge publikum, og at de ikke kunne have givet sig mere på scenen, og det skal de respekteres for! Men musikken lod undertegnede fuldstændig kold, fordi jeg ikke mener at støjen hverken formidlede en følelse af vrede eller at tyngden på noget tidspunkt blev frygtindgydende. Det betyder muligvis bare, at jeg lytter efter det forkerte...

Supporten var bandet Every Time I Die, som nok kan siges at være mere hardcore end hovednavnet, men har alligevel den der renvaskede Beverly-Hills-Brandon-Walsh-agtige svigermorattitude ligesom det afskyelige band Still Remains. Det virker muligvis bedre i USA, men herovre i Europa går den bare ikke.