In Flames i visuelt orgie
Populær
Forrige mandag gæstede In Flames i selskab med Killswitch Engage og tre andre bands Sydsveriges fornemste lydmekka.
Syd for Malmø ligger bydelen Hyllie, der vel bedst kan betegnes som en svensk Ørestad, dog har de trods langt mindre bebyggelse fået banket en ægte multiarena op af den slags, som København har sukket efter og talt om i mange år uden at komme nogen vegne.
Men hvis man kan lave arena med lige så gode lydforhold til metalkoncerter, kan det simpelthen kun gå for langsomt med at finde penge til en lignende i hovedstaden. Sammenlignet med lydhelvedet i blandt andet KB-Hallen og Valby-Hallen er det skøn symfoni af vellyd, knivsparke guitarer og en sprød fordeling af niveauer.
Første band i arenaen denne mandag Maylene And The Sons of Disaster, men af tåbelige grunde gjorde NRGs udsendinge alt, hvad de kunne for at komme for sent, og som straf endte dette forsøg succesfyldt.
Karakter til NRG udsendinge: 0
Every Time I Die
Fra ikkehørt sydstatsrock blev stafetten givet videre til emo-bandet Every Time I Die. De gjorde sig måske mest bemærket for aftenens ulækreste tiltag, nemlig at gribe deres egne spytklatter med tungen. Men heldigvis for dem selv og for andre, har de også andre spidskompetencer, og på de tildelte 25 minutter fik de vist fremvist de fleste.
Dog fremstod det en anelse rodet for ikke-kendere – nærmest som om bandet ikke helt har færdigudviklet deres sangskrivningsstil, og mangler vægte tunge og hurtige passager ligeværdigt. Til sidst havde de nemlig indsat et nummer, der var anderledes homogent, og som i den grad udstillede, hvad resten manglede i rød tråd.
Karakter: 3
Dead By April
Nogen gange skal en anmelder være objektiv, og nogen gange skal en anmelder erkende, at det ikke er muligt. Sidstnævnte scenarie udspillede sig således, da Dead By April gik på scenen. Hverken et indlevende sceneshow, god lyd, et sammenspillet band eller sågar velskrevne sange, kunne forhindre undertegnede i at hade koncerten og ikke mindst bandet - og det havde selvfølgelig sin forklaring.
For ikke kendere af bandet skal det indskydes, at vi har at gøre med emo-metal, af den slags, der svinger mellem fornuftige metalstykker og over til lige netop de poppede elementer, der umuliggjorde en fair anmeldelse.
Helt ærligt måtte denne anmelde indse, at han aldrig før havde oplevet så tyggegummiagtigt popmusik live, og vi taler altså her om en mand, der har udholdt omkring 4 numre med Nik og Jay til en festival. Så med kvalmen siddende hele vejen fra tyktarmen og til tungespidsen greb anmelderen til den skarpe pen og indså, at han kun kunne afsky, hvad der voldtog hans ører.
Og så indrømmer han alligevel til sidst, at fans af bandet så ud til at have en fin aften – bizart og smukt, men sådan er musik nu en gang.
Karakter (som altså ikke er objektiv): 0
Killswitch Engage
Omvendt kan en anmelder også være udsat for, at han må æde sine ord, og det kan være en anderledes opløftende oplevelse. Undertegnede har i hvert aldrig set det helt store i Killswitch Engage, der trods en formidabel energi og en karismatisk sanger, altid har lydt lidt kedelige – altså lige bortset fra i deres grusomt fede version af Dio-klassikeren ’Holy Diver’.
Men man kan blive glædeligt overrasket, og sådan var det i Malmø Arene – for bevæbnet med den meget omtalte formidable lyd greb kvintetten alle muligheder for at servere deres melodiske metal på en yderst pågående måde.
Sammenspillet sad lige i skabet, spilleglæden var stor, engagementet konstant til stede og kontakten til publikum blev holdt ved lige – således var alt som det skulle, og live har Killswitch lige det ekstra, som gør at deres sange folder sig ud, og forlader det pæne hylster der trækker ægtheden ud af studieindspilningerne (altså ifølge denne anmelder). Det kan så godt være, at sceneshowet til sidst kørte lidt i ring, og mest var gentagelser af tidligere positurer og attituder, men så længe det virker, kan det også være dumt at opgive en succesfuld opskrift - lidt overraskende var Dio-hymnen faktisk det eneste som ikke svingede 100 % procent.
Karakter: 4
In Flames
Nogen vil måske indvende, at Killswitch Engage er et lige så stort band som In Flames, men på denne tour er der ingen tvivl om rollefordelingen, hvis man kigger på sceneshowet.
Udover et massivt batteri af fyrværkeri havde gøteborgerne medbragt en ganske anseelig storskærmsmur, der fyldte hele scenen i bredden og stak godt i vejret. Faktisk var den så stor, at den stjal en del af billedet fra bandet, og til tider gjorde det til en større visuel end musikalsk oplevelse. Lyset fra skærmen var formidabelt og betagende med en enkel brug af farver og bandets konturer, som en levende baggrund.
Uden at det på nogen måde kan kaldes for en dårlig koncert, så fortjener de synlige godter også en højere karakter end hvad der blev leveret til øret – det virkede en anelse rutinepræget, og måske fordi aftenen havde været lang med mange bands, indsneg der sig vist også en vis træthed blandt publikum.
Dog har In Flames efterhånden kreeret så mange gode numre, at de med denne regulære hitparade ikke kunne undgå, at gøre folk tilfredse – og også denne anmelder, som nød da man blev taget tilbage til 90ernes ’The Jester Race’.
Karakter: 3