Copenhell 2013: Da mørket faldt på
Populær
Gaahl, King ov Hell og God Seed levede op til bandnavnet og såede den ekstreme metalsæd, som fremtidige Copenhell-plakater bør byde på meget mere af, men frustrerende lydproblemer lagde en dæmper på det ellers suveræne.
Awake
Aldrande Tre
Forces of Satan Storms (Gorgoroth)
Carving a Giant (Gorgoroth)
From the Running of Blood
Wound Upon Wound (Gorgoroth)
Alt Liv
Exit (Gorgoroth)
Prosperity and Beauty (Gorgoroth)
This from the Past
Som forholdsvis uindviet black metal-lytter var det med både ærefrygt og spænding, at man lørdag aften bevægede sig til Hades-scenen for sidste gang i år. Eks-Gorgoroth-medlemmerne Gaahl og King ov Hell og deres nuværende band God Seed havde fået tjansen at lukke og slukke festivalens mellemstore scene og til trods for, at man ikke har meget black metal i blodet, havde man trods alt fået skamlyttet til God Seeds debutalbum ’I Begin’ (2012) så tilpas meget, at man ikke kunne andet end glæde sig. Faktisk var ens forventninger til koncerten kun steget i takt med, at man havde lært dette suveræne album bedre og bedre at kende. ’I Begin’ veksler mellem at være et perverst koncentreret vredesudbrud og et rørende smukt mind-fuck, og i kombinationen mellem det på én gang misantropiske og friske, der på nærmest naturstridig vis definerer pladen, gemmer der sig et både billedskønt og overlagt kvalmende album. Albummet har en musikalsk fernis af black metal og et hjerte af noget anderledes udefineret, som vi kan kalde for noget så simpelt som nysgerrig, velspillet ekstremmetal.
Koncentreret og dynamisk
Det er ellers noget af en forandring at gå direkte fra Downs underholdende og øretæveindbydende bonderøvsoptræden på den store scene til God Seed og deres intense alt-eller-intet-optræden på en ikke specielt velbesøgt mindre scene. Og det tog da også lidt tid, før denne skribent kom ind i den zone, som God Seeds ekstreme musik gerne vil trække én med ind i. Til at begynde med blev man skuffet over andre omstændigheder, som at man gerne havde set mere corpse paint på scenen, for slet ikke at snakke om ild og nøgne lemmer, som vel hører sig til under en rigtig black metal-koncert? Det var der imidlertid ikke meget af, idet Gaahl var den eneste af bandets seks medlemmer, der havde malet sig i satans sort/hvide forkyndelse, og der var heller intet frenetisk pyroteknisk kaos eller nogen nøgne kropsele at finde på scenen, Men gøgleri kan heldigvis hurtigt rende én, når ørerne bliver tortureret forbilledligt, og så snart ens anden sans overtog, gik man hurtigt fra at være lillepigeskuffet til at blive crazy imponeret over bandets på én gang koncentrerede og dynamiske musikalitet. Jøsses, de spillede fedt!
Unuanceret lyd
Lige så hurtigt, som man var blevet imponeret, gik det dog op for én, at lyden sejlede. Måske ikke sejlede, men skidtet lød i hvert fald ikke, som det burde. Omtrent halvdelen af sætlisten bestod af sange fra den senere Gorgoroth-diskografi, og hvorvidt det skyldes disse skæringers mere insisterende black metal-lyd, eller om det skyldes en elendig lydmand, kan man selvfølgelig kun gisne om, men faktum er, at de tonale nuancer, der gør ’I Begin’ til en heftig omgang differentieret metal, udeblev stort set hele koncerten igennem. Det musikalsk alkymistiske, der karakteriserer pladens blanding af old school heavy, groovy riffs og en tydelig fornemmelse for black, udeblev. Hvor lyden på pladen er mangfoldig, var live-udtrykket ensformigt, og det var desuden ofte svært at høre såvel Gaahls vokal som guitarerne fra henholdsvis Lust Kilman og Sir (fra Trelldom) . Desuden var der skruet alt for meget op for King ov Hells bas.
Kapstad og udfordringer
Et God Seed-medlem, det dog ikke var til at komme uden om under koncerten på Copenhell, var trommeslageren Kenneth Kapstad, der har håndteret tønderne i det gakkede musikalske no man’s land-band Motorpsycho siden 2008. Med God Seed har Kapstad taget skridtet fra at spille i et tungt, men farverigt rocklandskab hos Motorpsycho til et noget mørkere inferno. Tonalt set lød Kapstads tønder utroligt sprøde ,og for denne skribent var han nærmest i sig selv årets navn på Copenhell. Det var en fornøjelse at se en jazz-kyndig rocktrommeslager forene begge sine musikalske rødder med en omgang smadret, frenetisk ondskab. Kapstad og God Seed fik gjort én opmærksom på, hvad det var, man savnede noget mere af på Copenhell i år: Musik, som man kan gå på opdagelse i. Festligheder er muligvis kommet for at blive, men herfra krydses der fingre for flere musikalske udfordringer næste år – gerne med lydforhold, der kan følge med udfordringerne.