Copenhell 2013: Forvirrende teknisk inferno
Populær
Between The Buried And Me forblev stillestående under hele seancen, pånær bassist Dan Briggs, der som den eneste havde overskud til at komme ud over scenekanten.
Det var nok åbningen af Hades, og ikke det faktum, at Between The Buried And Me spiller slående tight og teknisk interessant prog-metal, der gjorde, at der var et imponerende stort fremmøde til koncerten. De har ikke formået at slå sig endegyldigt fast blandt det danske publikum, og eftermiddagens koncert på Hades kommer ikke til at rokke meget ved dét, selv om der kunne anes enkelte dedikerede lyttere oppe foran.
Guitaristerne havde nok at se til med de lirede løb, der er grundstenen i bandets musik, og forsanger Tommy Rogers er på mange måder låst af at skulle administrere sine keys samtidig med mikrofonen. En skam, for han er ikke nogen dårlig sanger, men som frontmand fik han ikke kontakt til mere end de forreste rækker, og på en festival som Copenhell skinner det for meget igennem. Indelukketheden skyldtes dog ikke mangel på spilleglæde, snarere at musikken med sit høje tempo og sin kringlede opbygning er udfordrende at levere.
Sangene indkapsler alt lige fra nu metal, hardcore og heavy metal, til gammel tråd, punk og især den progressive rock, som blandt andet Yes og Rush leverede den op igennem 70’erne. Det er en spøjs blanding, og selvom energiniveauet voksede, som koncerten skred frem, stod man flere gange og drømte om, at de bare ville spille ren tråd, eller holde sig til den rå metal. De kan begge dele, men fusionen er forvirrende.
Velspillet trods alt
Between The Buried And Me blev først rigtig en samlet enhed, når guitar og keyboard flød legende hen over en solid bund, hvor de til gengæld også virkelig brændte igennem og leverede musikken lige i fjæset på den forventningsfulde pøbel. Den rene vokal virkede godt oven på de komplekse melodier og den gennemgående tricky feeling, som sangene bliver bygget op om, og man måtte klaske sin sidemand på skulderen i benovelse, når Between The Buried And Me udfoldede deres tekniske skills. Men det var svært at finde sig ordenligt til rette som publikum.
Spørgsmålet er, om det er godt nok at være dygtig og spille sikkert? Denne lille time foran Hades peger på et nej, og det er synd for et band, der tør at eksperimentere og har meget på hjerte, hvilket deres talrige konceptalbum viser. Til gengæld blev ørerne varme, og med de første par fadøl hældt indenbords var det en anstændig måde at varme op til lidt vikingehorn i selskab med frænderne i Amon Amarth, der straks efter fik bølgerne til at gå højt på hovedscenen.