Copenhell 2013: Ualmindeligt Acceptabel eftermiddagsfest

Populær
Copenhell 2013: Ualmindeligt Acceptabel eftermiddagsfest

Alderen trykkede absolut ikke hos Accept, da de åbnede Copenhells hovedscene lørdag eftermiddag. Veteranerne viste ganske enkelt, hvorfor de regnes for at være et af de helt klassiske metalband.

Kunstner
Dato
15-06-2013
Trackliste
Hung, Drawn and Quartered
Stalingrad
Restless and Wild
Breaker
Princess of the Dawn
Losers and Winners
Pandemic
Metal Heart
Teutonic Terror
Balls to the Wall
Fast as a Shark
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Ligesom sidste år, da Saxon brillerede, var det et af de klassiske metalbands, der var sat til at åbne Helviti lørdag eftermiddag. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg mener om denne strategi – som jeg godt tør kalde det efter to år i streg – fra Copenhells side.

På den ene side, så viser det vel, at man mener sin hovedscene alvorligt, når man lader et stort, klassisk band åbne 14.30; bang!, så er lørdagen sparket i gang. På den anden side er der en grim bismag af mangel på respekt, for bandet er jo gode nok og store nok til at få et langt bedre spilletidspunkt – hvorfor så spise dem af med en plads i planen, hvor store dele af publikum ikke er dukket op, og hvor det virker, som om man mest har veteranerne med for et syns skyld? Særligt når man tænker på, at power metallens svar på Sebastians ’Skatteøen’, den musikalske abort Sabaton, havde fået det trods alt mere attraktive tidspunkt 16.30. Når man ikke kender arrangørernes hensigt, så er det svært ikke at få en lille smule dårlig smag i munden over denne (tilsyneladende?) mangel på ærbødighed over for et band, der trods alt har været med til at grundlægge genren.

Men på trods af spilletidspunkter var der såmænd ganske godt fyldt op, og som koncerten skred frem, kom der flere og flere til. Det forstår man, for Accept leverede en fremragende koncert, der strålede af spilleglæde og overskud, og hvor særligt Peter Baltes og Wolf Hoffmann havde en meget nær og sympatisk publikumskontakt, sådan som de gik ud tog øjenkontakten og hilste på publikummerne.

Musikalsk viste Accept også, hvor skabet skal stå. Klassikere som ’Breaker’, ’Princess of the Dawn’, ’Fast as a Shark’, ’Balls to the Wall’ og en formidabel ’Losers and Winners’ viste Accepts tæft for at skrive medrivende metalsange med både tyngde og melodisk tæft. Nyere numre viste, at Accept stadig holder et højt niveau, selvom de ikke havde helt samme grad af musikalsk og melodisk finesse som klassikerne.

Den nye sanger (ja, han har jo kun været med i tre år af en karriere, der har varet et godt stykke over de 30 år) Mark Tornillo var en fuldgod Udo-klon hvad stemmen angik (og jeg er sikker på, at hans kone er glad for, at han ikke også er en Udo-klon, hvad udseendet angår. Den stramme, stumpede mavebluse, han bar, var ikke synderligt klædelig, men Udo kunne nok alligevel ikke have båret den nær så godt …) og leverede en energisk og solid indsats, ligesom der blev live-liret og wåh-åh’et på et helt igennem passende niveau.

Publikum kvitterede med begejstring og højlydte klapsalver, og man havde en forventning af, et senere spilletidspunkt kunne have skabt en decideret folkefest. Fest var der nu alligevel. En af festivalens bedste koncerter.