Black Christmas 2016: Fredag

En genrevarieret førstedag på Black Christmas Festival bød på en røvfuld bands fra nær og fjern, hvor græske Rotting Christ gav den absolut bedste liveoplevelse.

Der er forholdsvis langt til Norrköping. Efter fem timers køretur nåede vi endelig frem til den lille svenske by, hvor vi undervejs fik set flotte frostlandskaber med nåletræer der sikrede, at vi hurtigt kom i den rette stemning. Der skulle (primært) ses black metal i det kolde nord!

Efter at have tømt en aldeles god flaske portvin på hotellet fik 3 x Devilutionfolk bevæget sig hen til ”Norrköping Metalfestival”, som festivalen også er kendt som i lokale kredse.

Festivalens fysiske rammer er delt i to; livemusikken finder sted i Flygeln, et koncertsted, hvor scenen og baren er i kælderen – hvilket jo passer helt perfekt til musikgenrerne. Selve koncertsalen minder en anelse om Amager Bio, men i stedet for at være bred, er den lang. I bygningen over for Flygeln, der er en gammel industrihal af en art, ligger Black Christmas Market – det er her, man finder merchandise, diverse boder, halvspontane signing sessions og festivalens berygtede madbod (mere herom senere ...).

Grundet den lange køretur missede vi dagens første navne, men nåede heldigvis The Haunted, et af de famøse bands fra den legendariske Göteborg-scene. De thrashede groovemetallere havde denne aften et blandet line-up med både gamle og forholdsvis nye medlemmer, der tilsammen gav en forventelig koncert; det hele spillede godt, medlemmerne var tilstedeværende og havde god publikumskontakt, men uden at det blev mindeværdigt. Det skulle dog være med undtagelse af Marco Aros GG Allin-inspirerede moves med at hamre mikrofonen ind i panden, til den begyndte at bløde. En fed gimmick, der gav bandet kant.

Flygelns lange form medvirkede nemt til, at koncertstedet så tomt ud, hvilket i høj grad var tilfældet under The Haunted. Da Rotting Christ indtog scenen 25 minutter efter, var tilfældet dog et andet – der var bestemt ikke fyldt op, men der er ingen tvivl om, at de var et langt større trækplaster. Og det var med god grund. Allerede fra første nummer lagde veteranerne ud med en altopslugende intensitet, der medførte øjeblikkelig ekstase og fascination hos publikum. Undervejs i sætlisten blev koncerten kun bedre og bedre – til trods for at det ikke virkede muligt – og da kvartetten gik af scenen, var ingen i tvivl om, at festivalens resterende bands var i problemer. Hvordan i alverden kunne de overgå Rotting Christs professionelle og gennemførte magtdemonstration?

Med alle de Black Christmas-specialøl, der var blevet indtaget, og de meget korte pauser, der var mellem bands, måtte vi løbe ud i kulden for at få noget mad på festivalens marked, hvor der også blev tid til en meget kort snak med YouTube-kendissen Ola Englund, The Haunteds nyeste guitarist. Manden levede op til sit imødekommende og humoristiske ry.

Festivalens mad levede (desværre) også op til sit ry. En usympatisk omgang usaltede ris med henholdsvis gullasch-lignende kødret og en vegetarisk komsammen af alle de ”bedste” grøntsager og bønner fra dåse blev slugt med lynets hastighed. Godt for smagsløgene, men ikke for maven.

Vi nåede alle tre lige akkurat at træde ind i koncertsalen, da irske Primordial gik på og vi skulle se, om de kunne slå de græske veteraner. Undertegnede nåede dog aldrig helt at finde ud af det. Der gik nemlig ikke mere end et par numre, før scenens strobelys, der hang fra loftet i en yderst ubehagelig vinkel, og den føromtalte mad sparkede ind i en uheldig kombination, der fik alt i synsfeltet til at sejle og blive hvidt. Heldigvis er Devilution-kollegaerne meget sympatiske mennesker, der straks hjalp til. Jeg blev sat ned på en bænk lige uden for salen med et glas vand og en flaske Pepsi. Det viste sig, at min svenske siddekompagnon havde lidt samme skæbne. Fra sygebænkens perspektiv kan det rapporteres, at Primordial rent lydmæssigt ikke kom op på siden af Rotting Christ, da lydbilledet var fladt og udynamisk.

Dagens sidste band var svenskerne og briten i Bloodbath. Et band, hvis musikalske arv er stærk, men efter Mikael Åkerfeldt gik ud i 2012 har holdningerne til Nick Holmes som frontmand været blandede. I forhold til tidligere shows med den nuværende besætning var Holmes langt mere selvsikker som Åkerfeldts erstatning; han var mere udadvendt og forsøgte sig da også med jokes mellem numrene, hvor han dog frem for at fremstå sjov virkede arrogant og nedladende – knap så heldigt. I sin fremtræden bærer han stadig præg af at have været med i et doomband siden ’88, og det kan diskuteres, om det egentlig passer til Bloodbaths univers. Resten af bandet gjorde som altid en fortrinligt stykke arbejde; Martin Axenrot hamrede på tønderne med en energisk præcision, Jonas Renkse, Katatonias frontmand, gemte sig bag sit lange sorte hår, mens han fulgte Axenrots rytmik på sin bas, Sodomizer stod i bar overkrop tildækket af blod, hvilket så lidt for realistisk ud, og Blakkheim stod i stage right og svingede spaden – alt sammen til et lidt uskarpt lydbillede og diskolys. Ligesom det er tilfældet med The Haunted, er Bloodbaths optræden til Black Christmas anno 2016 heller ikke noget, der har gjort indtryk i hukommelsen.

Da musikken var slut, bød festivalmarkedet på afterparty, men for vores vedkommende virkede hotelbaren mere tiltalende. Vi er jo ikke teenagere længere, og vinterens manglende sol medvirker til et nedsat energiniveau – og vi skulle jo gerne være friske til næstedagen med Marduk, Unleashed, Taake og Nifelheim.

Alt i alt var fredag eftermiddag, aften og nat en ganske fornøjelig oplevelse i Norrköping. Musikprogrammet var varieret og bød på mange forskelligartede oplevelser, både på godt og lidt ondt. Rotting Christ blev dagens klare vindere, dog på bekostning af de resterende bands' koncerter – grækerne er nærmest umulige at overgå.

Læs alle fredagens anmeldelser her:
The Haunted
Rotting Christ
Primordial
Bloodbath