J-dag: tradition og en smule forandring

J-dagen oprandt, de blå nissehuer med blinkende dioder var til stede, det samme var Metallica Jam... og Amorphis og Orphaned Land!

Man ved ikke rigtigt, hvad man skal forvente af sådan en fredag aften i Amager Bio. Vil den temmelig faste tradition med Metallica Jam i disse rammer på denne J-dag betyde, at Amorphis og Orphaned Land hverken får rigtig opmærksomhed eller spilletid?

Det skulle vise sig at blive et fint arrangement, også selvom Amorphis under det forudgående interview reagerede med et "Weird!" og et grin på spørgsmålet om, hvordan det var pludselig at skulle varme op for et jam-band. Pumpehusets lukning havde betydet, at touren med finnerne og israelerne måtte flyttes til dét sted, hvor J-dag er lig med J-band. Jam band. Metallica Jam.

Ikke Jesus i kjortlen

Klokken havde langt fra slået 20.59, hvor julebryggen fra Tuborg officielt skulle frigives denne fredag aften, da Orphaned Land gik på scenen. Det var nok de færreste Metallica Jam-støtter, som ikke havde opdaget, at aftenens arrangement brød lidt med traditionen, men skulle nogle have mødt tidligt ind uden kendskab til den israelske opvarmning, så blev de nok en kende overraskede.

For nøjagtig som på Wacken i sommer, stod der en mand klædt som Jesus og sang - og skrålede i mellemøstlig tradition - og selvfølgelig pakket med den fortærskede joke: "by the way, I'm not Jesus Christ. In case you were wondering". Efterfulgt af et kort trommefill til at understrege joken, naturligvis.

Endnu var der ikke stuvende fuldt, men alligevel var der en fin modtagelse til det progressive band, som virkede væsentlig mere interessant i de mere intime og mørke rammer end til sommerens festivalshow.

Øllet strømmer - stemningen i top

Den gode stemning spredte sig i blodet på folk, som den kolde bryg strømmede ud af hanerne. Det betød en overordentlig god modtagelse til finske Amorphis, der med det samme fik at mærke, at det ikke betød det store, at skulle gå på scenen før et jam-band.

Det skulle da lige være, at Metallica Jam til dels behandlede sine opvarmere som den ægte vare også gør det. Med langt dårligere sceneforhold, da halvdelen af scenen var gemt væk til podier og pynt, som kun var til ære for hyldestbandet, og en mere skrabet lyssætning. Dog var det ikke så grelt i lydforholdet, hvor "det rigtige Metallica" gerne lader supporten spille i lortelyd uden volumen.

For lyden var sådan set udmærket både for Orphaned Land og Amorphis, selvom der godt kunne mangle lidt guitar afhængig af hvor man valgte af befinde sig i salen. For Amorphis' tilfælde hjalp det dog at spille et nummer med mange år på bagen, da 'Exile the Sons of Uislu' blev spillet og keyboardet smidt i baggrunden. Herefter stod niveauerne på guitarerne bedre i mixet til resten af showet.

Stort og flot

Som sagt var scenen sat til Metallica Jam. Frem tronede et stort podie med flere trappetrin op til trommesættet. Brian Andersen kan sine tricks fra den mand, vi så ofte både hylder og griner lidt af herhjemme: mægtige Lars Ulrich. Det var ikke det hurtigste sceneskift verden har set, men der skulle også være helt styr på sagerne til Jam-bandet, der faktisk har formået at komme ud af Dannevang med sine Metallica-klassikere.

Stort og flot var det også. Ingen pyro, men heller ikke nogen 'Nothing Else Matters', da de fem mænd på scenen er fans af det band, hvis sange de spiller, og derfor har en glimrende sans, for hvilke sange folk vil høre og som skaber et sæt med et godt flow. Derfor heller ingen 'St. Anger'-ting eller noget fra 'Death Magnetic'. Det sidste fik vi jo alligevel at høre i Forum sidste år.

Stærk vokal i front

Kun show og gode sange, hvor forsanger Ivan Grosmeyer utroligt nok blev stærkere og stærkere i sin stemme undervejs. Han kan tricks henad James' måde at gøre tingene på, men han lyder ikke som en tro kopi. Men det gør ikke noget når den stemme, man har, bare klæder sangene pisse fedt.

Der er ikke så meget show over Lars Mayland og Kræn på guitarsiden, men de spiller med attitude, og denne aften er det mere end nok til at skabe et show. Hyldesten til bandet er stor og glæden ligeså over klassikere som 'Blackened', 'Master of Puppets', 'Creeping Death', 'Orion' og åbningsnummeret 'Fuel'.

Festen fortsatte

Tilbage på Amager Bio, efter 'Whiskey in the Jar', var en svedig atmosfære og et ølfedtet gulv efter en aften med tyk stemning og masser af metal. Og festen blev ved hele natten på The Rock til afterparty for de, som havde mere energi i sig og måske endda lyst til flere af de dersens julebryg, som har lidt af æren for 9 gange J-dag med Metallica Jam på Øresundsvej.