Jailbreak 2023: Fadøllet flød fredag

Jailbreak er allerede vokset til to dage, og vores anmeldere var med fra start fredag, hvor Artillery åbnede og Bersærk lukkede festen.

Sidste år var Jailbreak en festival, der blot varede én dag. Her tog vores anmelder temperaturen på publikum ved at spørge tilfældigt forbipasserende kvinder om, hvad de mente om det pågældende band, der spillede på scenen i det øjeblik. I år er det så blevet til to dage, så i stedet for at rende fængselsgården rundt to dage i træk for at opsøge uskyldige koncertgængere, tog vi det på egen kappe at rapportere fra begivenhederne midt i Horsens.

Det hele startede fredag eftermiddag, hvor Artillery åbnede den indendørs scene. Det gjorde de med deres thrash-musik, og de åbnede med 'The Almighty' og bragede videre i 'By Enheritance', før de skruede den op på 11 og spillede 'Turn Up the Rage'. Forsangeren er den sædvanlige indpisker, der sørger for, at publikum bliver inddraget, og han havde en god dag på kontoret. Så kunne bandchef Michael Stützer servere det ene riff efter det andet, mens forsangeren fik sagt skål til publikum. For vi måtte endelig ikke glemme at drikke.

Efter endnu en skål knurrede Artillery vredt videre i '10.000 Devils' før de lukkede ned med 'Legions' og naturligvis 'Terror Squad' til at afslutte første salve på Jailbreak. 

Kort efter gik Mike Tramp på scenen ude på den store, udendørs scene. Her kunne legenden berette om, at det var anden gang, han var i fængsel. Denne gang ville han dog nyde det. Sagt med det sædvanligt skælmske smil, som kun en firserhelt kan slippe af sted med. Mike Tramp skulle spille White Lion-numre og det kunne publikum godt lide.

Her anno 2023 er det nemt at glemme, at Mike Tramp i firserne var mindst lige så stor en rockstjerne som Lars Ulrich, hvis ikke større. Han stod i forgrunden for White Lion, der stjal pigehjerter verden over og som han selv sagde fra scenen i Fængslet, så kunne han i firserne bare se godt ud på scenen og der ville vente 200 kvinder efter koncerten. Nu ville han skulle både på Tinder, i Bilka og Harald Nyborg for at have en chance. Humoren mellem numrene fejlede ikke noget.

Det gjorde kvaliteten af musikken heller ikke. Med sange som 'Little Fighter', 'Hungry', 'Love Don't Come Easy' og powerballaden 'When the Children Cry' var der noget for de fremmødte, der havde hørt rockmusikken der for nogle årtier tilbage. Særligt powerballaden var populær, omend Tramp rent vokalmæssigt havde det med at snakke sig gennem vers og omkvæd i stedet for at synge dem med det melodiske strejf, de havde på plade. Nuvel, han fik lov her og der. Publikum var med på det. 

For det gjaldt om at nyde det. Som Tramp selv sagde, så var det her måske en af de få gange, man nogensinde fik mulighed for at høre de her numre blive spillet på såvel jysk som dansk jord. Tramp var glad for, at Jylland omsider havde fået sin egen rockfestival og publikum var glade for at få besøg af Mike Tramp og høre ham spille White Lion-numre.

Så var tiden kommet til Timechild. Der var med god grund en vis opmærksomhed, da bandet udkom med debutalbummet i 2021. Og med god grund. Bandets progressive hard rock kan noget. Det oser af hard rock fra 70’erne, 80’erne og 90’erne. Alle medlemmer er med på kor, og det sidder, hvor det skal. Der synes at være inspiration fra Led Zeppelin og Uriah Heep i 70'erne og til Soundgarden i 80'erne og 90'erne. Bandet kommer snart med et nyt album. Vi er nogle, der glæder os, særligt efter vi fik en forsmag på musikken i form af deres nye single. Som taget ud af genren, så var der naturligvis også en improviseret trommesolo af deres, ifølge forsangeren, egen lille trommegud fra Skagen. Martin Haumann bankede tønderne nådesløst, og publikum heppede med. God signing af Jailbreak. Og igen hvor i festival-Danmark ville et band som Timechild ellers få chancen?

Næste band på den store scene var Wolfmother. Der var en ret stor opmærksomhed omkring australske Wolfmother, da bandet udgav debutalbummet af samme navn helt tilbage i 2005. Det er, som om at der efterfølgende er blevet lidt mere stille om bandet. Men powertrioen kan nu stadig. Det er heavyrock, der rykker, uden at der er så meget at spekulere over. Det er en sjov blanding af inspiration fra Led Zeppelin og Motörhead fyret af for fuld skrald. Det giver ingen mening, men er alligevel rigtigt. Det er et gedigent liveband og godt at se og opleve dem i Horsens af alle steder.

Efter The Quireboys havde underholdt i den indendørs, sal var tiden så kommet til Alestorm og de store navne. Dem har vi anmeldt særskilt, og man kan læse vores anmeldelser af de store fredagsnavne her:

Alestorm
Glenn Hughes
D-A-D

Da Binzer og co. havde lukket den store scene ned, var det Bersærks opgave at forstætte festen og salget af fadøl indenfor. Det gjorde de helt som ventet og da klokken nærmede sig 1 om natten, kunne publikum drible ud i Horsens og finde et telt, et hotel, en taxa eller en autocamper. For det var næppe ret mange, der kørte selv. Arrangørerne var lige ved at løbe tør for Tuborg Classic i anlægget. Jyderne havde simpelthen overrumplet såvel Live Nation og Horsens & Friends i deres tørst efter den klassiske humle fra Valby Bakke. Tørlagt blev de ikke, men der var pres på fadølshanerne. 

Generelt var fredagen en virkelig god dag for alle. Det var tydeligt, at arrangørerne hver især kunne finde ud af at afvikle en festival. Der var et solidt udvalg af såvel mad som drikkevarer, ligesom der kunne købes merchandise fra både bands og festival. Der var også nogle dyrekranier, smykker og andet, hvis man lige ville have noget med hjem. Publikum var modent, men der var også både børn og unge på pladsen. Det var livsbekræftende at se en rollator på forreste række til Mike Tramp og hele dagen igennem se, hvordan de voksne mennesker tydeligvis også gerne har villet have en rockfestival, hvor man kunne få lov til at svinge såvel træben, rollator som nyligt udskiftet hofte.