Philip Lynott - Irlands sorte rose

Philip Parris Lynott er manden bag et overraskende hitliste-comeback i Danmark: Thin Lizzys 'The Boys Are Back in Town – The Danish Collection'. Han led rock-døden tilbage i januar 1986. Og savnes stadig. Vi tegner et portræt af Irlands første rockstjerne. Anden del af portrættet kan du læse i næste uge.

Musikelskere verden over græd, da Jimi Hendrix sagde verden farvel.

Fortvivlelsen var mærkbar, da Janis Joplin og Jim Morrison drog på hvert deres syretrip til rockstjernernes egen himmelske bar. Det var ikke til at forstå, da Elvis åd sig ihjel i junkfood og piller. Mordet på John Lennon var meningsløst. Grufuldt. Og da Kurt Cobain skød sit eget ansigt til ukendelighed, blev det til en hel generations desperate skrig om hjælp.

De var store, da de var iblandt os. Større, da de forlod os.

Rocklegenderne

I skyggen af de store, forlængst døde - men aldrig glemte - rocklegender finder vi Philip Parris Lynott, sangskriver, forsanger og bassist i Thin Lizzy, rockbandet som en stor del af dagens stjerner er vokset op med, blev inspireret af og stadig hylder.

Philip Lynott blev født den 20. august 1949 som søn af en irsk kvinde og en sort englænder, der ikke var stort mere end et one- night-stand. En far, som Lynott kun mødte enkelte gange, og som han aldrig fik et forhold til.

Den 4. januar 1986 døde Philip Lynott - efter alt for længe at have kørt på kollisionskurs med livet. For 11 år siden, i 1999, 50-året for hans fødsel, var Lynott stort set glemt. En parentes i den officielle og politisk korrekte afdeling af rockhistorien. Men hos den store skare af stadigt trofaste fans var og er han mere end en parentes. Han er et udråbstegn.

Takket være internettet er kendskabet til Lynott dog vokset støt i de seneste ti år. Massevis af mere eller mindre gangbare udgivelser har set dagens lys – og senest er folkene bag Thin Lizzy gået seriøst i gang med at støve gemmerne af.

Det resulterede i  en spændende dvd-udgivelse af et af verdens til dato bedste live-album, 'Live and Dangerous'. Det resulterede i live-albummet 'Still Dangerous', som er et perfekt vidnesbyrd om, hvor stærke Thin Lizzy var, lige før de breakede.

Og det er resulteret i, at der i hjertet af Dublin er rejst en statue af Lynott. Og han bliver stadig hyldet hvert år på sin dødsdag.

Lynott bliver mindet hvert år

Philip Lynott var rockstjerne med stort 'R'. Han var indbegrebet af 'The Rocker', som Thin Lizzys hæsblæsende single fra 1973 hed.
Som de andre legender døde han med de spidse støvler på. Sprutten og narkoen smadrede hans krop, der bukkede under den 4. januar 1986. For snart 25 år siden. Han blev 36 år.

Den 4. januar hvert år mindes Lynott i hjembyen Dublin, Irland, ved en maraton-koncert, 'A Vibe for Philo', hvor tidligere medlemmer af Thin Lizzy, venner og nye, irske rockstjerneskud giver hans sange evigt liv.

Med moderen Philomena Lynott i spidsen forsøger 'The Roisin Dub Trust' (Roison Dubh er gælisk for Black Rose) blandt andet at samle penge sammen til et museum for Lynott i Dublin. Det var fonden, som også stod bag statuen af Lynott i Dublin. Et nyt mål er også at få en vej i den irske hovedstad opkaldt efter landets første egentlige rockstjerne.

Thin Lizzy turnerer stadig

Med jævne mellemrum og indtil for nylig med guitarist John Sykes som Lynotts stand-in ved mikrofonen drager Thin Lizzy, - eller rettere: de sørgelige rester – ud på landevejen.

Danskerne oplevede et forrygende Lizzy-show på Skanderborg Festival i 1998.

I december 1999 væltede de gamle gutter Amager Bio med et show, der var så meget skarpere end dengang, hvor Lizzy med Lynott i spidsen var et af verdens bedste live-orkestre. Tro på én, som flere gange har oplevet begge udgaver af Thin Lizzy.

I de seneste år har Thin Lizzy ikke været andet end en sørgelig parodi med guitarist Scott Gorham som eneste rigtige Lizzy-figur. Men da man skilte sig af med John Sykes, samlede man et nyt hold, som egentlig ser ganske spændende ud. Hvis altså, at bandet havde heddet noget andet.

Thin Lizzy i dag består af den originale trommeslager Brian Downey, guitarist Scott Gorham, Lizzy-keyboardmand Darren Wharton, den originale Dio-, tidligere Whitesnake- og nuværende Def Leppard-guitarist Vivian Campbell, bassist Marco Mendoza og The Almighty-sanger Ricky Warwick.

Den mørke irer

Philip Lynott var Irlands første rigtige rockstjerne.

Men han var mere end det: sanger, musiker og poet. Familiefar og kussetyv. Romantiker, enspænder og festoriginal. Et følsom rock-tyr. Damernes ven. Vennernes ven. Inspirator og dumt svin, det, der på nydansk hedder 'workaholic'. Narkoman.

Han ville det hele på den halve tid. Langbenet, tynd og mørklødet med det tykke afrohår ned over de mørke øjne. Overskægget fuldendte indtrykket af en rigtig rock-tyr. Det skæve grin, den hurtige bemærkning, cigaretten i mundvigen. Melankolien, der blev til nogle af rockhistoriens skarpeste og smukkeste tekster.

Lynott fik følelser frem. Sine egne først. Og så vores. Hans 120 km/t rockstjernetrip fulgtes ad side om side med den mørke, stille, melankolske og typisk irske side af
hans personlighed.

Philip Lynott levede sit liv i overhalingsbanen og dansede kinddans med stjernerne. Men han kunne slet ikke tåle at komme ned på jorden igen.

Sangene lever

Lynott formåede ikke kun at skrive musik, at levere klassikere på samlebånd, at synge dem med en sjældent set indlevelse og trykke dem hundrede procent af på en scene. Han kunne mere end at holde sammen på Thin Lizzy og tiltrække den ene superguitarist efter den anden.

Hans tekster står i dag som vidnesbyrd, sort på hvidt, om personen, mennesket Philip Lynott.

Hans tekster fortæller hans historie. Vedkommende, romantiske, ærlige og uden dikkedarer. De fortæller om de mange sider af hans personlighed: hans glæder, hans holdninger og fikse ideer, hans børn, hans mor, hans kærlighed, kriser og sorger. Og om hans afhængighed til de stoffer, der tog livet af ham.

Konflikten rasede konstant i Lynott. Den rastløse rockstjerne på et endeløst stjernetrip. Familiefaderen, der savnede familietrygheden, han aldrig havde som barn, og som han havde svært ved at give sine to døtre. Som han selvfølgelig skrev et par rørende, smukke sange til.

Solo in Soho

Thin Lizzy var Philip Lynotts livslange kærlighed. Men han flirtede heftigt ved siden af. Med sine mere følsomme sider, med legebarnet, med musikken. Og det gav ham en fornuftig solo- karriere.

I april 1980 gik Lynott 'Solo in Soho', som hans helt igennem banebrydende debut som solist hed. En plade, som tog turen hele vejen rundt på hele det musikalske rockspektrum - og med en endeløs liste af de kendte musikere, han i tidens løb har næret ved sin barm.

Det var først med 'Solo in Soho', at Lynott fik berettiget anerkendelse som komponist og sangskriver. Klassikeren fra det første solo-udspil er 'King's Call', Lynotts hyldest til det store forbillede, Elvis Presley. Mark Knopfler fra Dire Straits leverede guitararbejde på 'King's Call', et nummer som blev Lynotts egen gravskrift.

Sideløbende med det faste forhold til Lizzy fortsatte Lynott sine solo-projekter. I 1982 så 'The Philip Lynott Album' dagens lys.
Albummet havde den mere sigende arbejdstitel 'Fatalistic Attitude', men nåede aldrig 'Solo in Soho' til anklerne.

I 1985 - få måneder før sin død - fik Lynott sin tredje solo-kontrakt, og han gik i gang med at arbejde med projektet 'Dr. Jekyll and Mr. Hyde' - igen med flere af de musikere, han havde arbejdet med i Thin Lizzy: Gary Moore, John Sykes m.fl. Et album, man kan finde som bootleg, hvis man leder godt nok på internettet.

Han nåede at udsende singlen og videoen 'Nineteen' - en blanding af heavy og techno - og nåede ganske få indspilninger til de øvrige numre på solo- projektet, før han bukkede under.

En session med Huey Lewis & The News tegnede lovende. Men kun et fåtal af Lynotts mange fans har fået resultatet at høre: 'Can't Get Away' og 'Still Alive' - numre, som kunne have sendt Lynott tilbage på stjernekursen. Hvis han havde overlevet.

Junken

Det tog hårdt på Lynott at skulle leve op til egne og andres forventninger, at være stjerne. De endeløse turneer og pladeindspilninger. Hotelværelserne og lufthavnene. Ventetiden. Kedsomheden. Stressen.

Smerten blev dulmet. Af alkohol. Af junk. Det var allerede i 1976, da Lynott på grund af svære leverproblemer måtte droppe alkoholen i et helt år, at han tog for sig af de mere hårde varer.

Under indspilningerne i Paris i 1979 til 'Black Rose - A Rock Legend' kom der for alvor gang i eksperimenterne, og på den efterfølgende USA-turné blev det så vildt, at en dørsmækkende Gary Moore kvittede Thin Lizzy. Det var Lynott og den anden guitarist, Scott Gorham, der førte an på heroin-trippet, som blev værre og værre for hver turné.

I 1983 havde Gorham fået nok. Han ville være clean, og det kunne han kun blive, hvis han forlod Thin Lizzy. Lynotts officielle forklaring var, at Thin Lizzy skulle slutte på toppen. Det var Lynotts undskyldning for at skuffe sine mange fans.

Og for langsomt - og med stor sikkerhed - at tage livet af sig selv.

Grand Slam

Uden Lizzy savnede Lynott et fast ståsted, men han fik hurtigt skabt sig et band, der havde potentialet til at løfte arven efter Lizzy: Grand Slam.

Lynott kunne stadig komponere. Det var faktisk i den periode, at han lavede nogle af sine absolut bedste numre, blandt andet 'Harlem' og 'Military Man'. Sidstnævnte kom med på Gary Moores 1985-udspil 'Run for Cover'.

Grand Slam knoklede med småjobs overalt for næsten ingen penge. Men Janteloven findes også i Dronningens England. Stofmisbruget havde gjort sit til, at Lynott var kommet på kant med for mange vigtige personer i branchen, der benyttede lejligheden til at sige tak for sidst.

Grand Slam var et hold dygtige musikere med numre, som gav gode anmeldelser - og som publikum tog til sig. Men pladekontrakten kunne Lynott og Grand Slam glemme alt om. Han kastede sig i stedet over sit tredje solo-projekt og satte realiteter bag drømmen om at gendanne Thin Lizzy.

Han gik så langt som til at booke tid i studiet i januar 1986 til indspilningen af et nyt Lizzy-album. Men håbet og optimismen døde med Lynott den kolde og triste januardag i 1986.

Det sidste år

Var det ikke for succesen med Gary Moore ville Lynotts sidste leveår, 1985, blive husket for det ene store nederlag efter det andet.

Lynotts gamle venner fra Irland, som han havde hjulpet frem, Bob Geldof og Ultravox' Midge Ure, fik gang i 'Live Aid' og sørgede blandt andet for, at Black Sabbath, Led Zeppelin og The Who blev gendannet. Men de spurgte aldrig deres tidligere velgører, Lynott, om han var frisk på at vække Thin Lizzy til live. Og han ville så gerne have været spurgt.

Også den enorme skuffelse blev dulmet. Men Lynott gav sig ikke frivilligt. Han afsluttede et årelangt fjendskab med Gary Moore, og sammen lavede de landeplagen 'Out in the Fields', som skaffede ham den pladekontrakt, der skulle give ham en musikalsk genfødsel.

Afslutningen

Men de gamle venner var der ikke mange tilbage af mere. Skræmt væk af det hæmningsløst vilde liv og de mange rygklappere, som holdt Lynott gående med stoffer og forvandlede hans hus i London til en bule med gang i den 24 timer i døgnet.

Lynott var blevet separeret fra hustruen Caroline, som tog døtrene med sig. Og hun gjorde sit til, at han sjældent fik dem at se. Endnu et knæk. Pengene slap op, og Lynotts helbred fulgte med hans daglige opkastninger ned i kloakken.

Den 23. december 1985 gik den ikke mere. Hans mor fandt ham bevidstløs i huset i London og fik ham indlagt. Han kom til sig selv flere gange på hospitalet. Den 4. januar 1986 gik Philip Lynotts – og vores andres - verden i stå.

Han blev bisat to gange. Den 9. januar 1986 ved en mindehøjtidelighed i London og den 11. januar 1986 i landsbyen Howth, hvor han blev begravet, efter at landsbyens mænd havde båret hans kiste hele vejen ud af byen og op ad bakken til kirken.

Eftermælet

Philip Lynott efterlod sig intet testamente. Eks-hustruen giftede sig igen i 1989 og fik fingrene i det, der var tilbage. Hun fik så meget, at moderen Philomena kun blev efterladt med minderne.

I årene efter hans død blev der arbejdet hårdt på at skaffe Lynott et eftermæle. De årlige "Vibe for Philo"-koncerter i Dublin forsøgte sammen med udgivelsen af 'Dedication' i 1991, et nummer skrevet af Lawrence Archer og indspillet på Beatles'sk-manér af Scott Gorham, Brian Downey og Darren Wharton ovenpå Lynotts sang og bas, at holde drømmen i live.

I det tidlige 1996 blev ti-året for hans død markeret med udgivelsen af endnu en opsamlingsplade 'Wild One - The Very Best of Thin Lizzy'. I 1994 skrev den nu afdøde engelske rockanmelder Mark Putterford 'Philip Lynott - The Rocker', der er en minutiøs skildring af Thin Lizzy og hårrejsende læsning. Moderen, Philomena Lynotts, bog 'My Boy' (1996) er mere end et supplement, der handler om mennesket Philip Lynott.

På gravstenen på St. Fintan's Cemetary i Howth, Irland, står der på Philip Parris Lynotts gravsten – oversat fra gælisk: "May God give peace to his soul."

Den vindblæste kirkegård nord for Dublin er Philip Parris Lynotts Graceland, hans Pere-Lachaise (Jim Morrisons hvilested i Paris). Stedet, hvor fans som middelalderens pilgrimme finder trøst.

Et hvilested for en rocklegende.