RF'14: Lørdag
PopulærDet var først langt op ad lørdagen at der pingede noget ind på Devilutions radar, og da var det de mere rockede eller eksperimentelle ting.
Det første band, der viste sig i periferien af radarskærmen, var Psyched Up Janis. Ikke metal på nogen måder, men alligevel en meget vellykket omgang, der til fulde indfriede de nostalgiske halvfemserforventninger.
Herefter var det tid til festivalens satsning med at sætte to kunstnerisk dygtige danske bands sammen, nemlig The Psyke Project vs. Helhorse. De tekniske problemer til trods skulle det vise sig at være en umanerligt god ide at lade dem spille op til hinanden på samme scene, for de løste det imponerende. Derefter tog vi fra Avalon til Pavilion, for at se de tyske postpunkere Die Nerven, der også gav smæk for skillingen.
Niche-doom og syrerock
Roskilde Festival har tidligere år arbejdet med temaer, eller i hvert fald antydninger af det. Og til den slags er doom åbenbart sagen. I år var det rykket indenfor i den veludsmykkede lade, der som scene hed Gloria. Projektet havde sine fans, men man skulle nok være lidt nørdet for virkelig at værdsætte de dystre toner. Dark Buddha Rising kom i hvert fald ikke helt i mål, og værre gik det for Drug Honkey. Da Devilutions anmelder midt på natten kunne konstatere at Mournful Congregation leverede til fulde, var det kun for en fåtallig skare.
Ude i teltscenerne var det de mere genrefremmede bands, der stod for tur – regnet fra dette magasins profil i hvert fald. The Men virkede bekymrende uoplagte med noget, der vist engang havde været punkrock. Danske Spids Nøgenhat var derimod i deres rette psykedeliske element på Roskilde Festival og leverede til alle tilhøreres begejstring. Endelig var der ligeledes psykedeliske Hookworms, der også hører til i grænselandet, men de formåede dog at levere kunstnerisk høj klasse på alt for kort tid.
Læs alle lørdagens anmeldelser her:
Psyched Up Janis - Orange Scene
Helhorse vs. The Psyke Project - Avalon
Die Nerven - Pavilion
Dark Buddha Rising/Drug Honkey/Mournful Congregation - Gloria
Spids Nøgenhat - Avalon
The Men - Pavilion
Hookworms - Pavilion