Thin Lizzy – et væsentligt heavyband

Populær
Thin Lizzy – et væsentligt heavyband

Phil Lynotts største kærlighed var et band ved navn Thin Lizzy. Han skabte det. Og aflivede det, og det blev indirekte årsagen til, at han aldrig blev sig selv igen. Læs anden del af vores portræt af hitliste-aktuelle Thin Lizzy.

Forfatter

Vi skal helt tilbage til december 1969. Til tiden med flower-power og rullekraver.

I Dublins blomstrende musikmiljø mødtes fire unge gutter, Lynott og barndomsvennen og trommeslageren Brian Downey med guitaristen Eric Bell og organisten Eric Wrixon. Alle fire var mere eller mindre etablerede på rockscenen på den grønne  ø. Lynott blandt andet via bands som Skid Row (med Gary Moore) og Orphanage.

De fire unge, håbefulde rockspirer ville lave en supergruppe og startede med at øve i januar 1970. Debuten fandt sted samme år den 5. marts på TheCountdown Club i Dublin.

Thin Lizzy var på banen og blev der til efteråret 1983. Bandets sidste optræden sammen var den 4. september 1983 i Nürnberg, Vesttyskland.

Thin Lizzy er - stik imod, hvad alle tror - ikke opkaldt efter en af Lynotts utallige gamle flammer, men derimod efter den kvindelige robot Tin Lizzie i 60'er tegneserien "The Beano". Det var guitarist Eric Bell, der under højlydte protester fra de andre kom på navnet.


Gennembrud

Siden starten i januar 1970 skulle der gå næsten tre år, før Thin Lizzy opnåede stjernestatus - efter flere fejlskud. Og så var det ikke engang et af bandets egne numre, der hittede.

Med en stor portion frækhed og selvsikkerhed om-arrangerede gruppen i efteråret 1972 den irske folkesang "Whiskey in the Jar" til en rocksang, som blev et af de tidlige halvfjerdseres største hits - og som stadig får airplay den dag i dag.

Da whiskey-tågerne havde lagt sig, skulle der igen gå en god rum tid, før man for alvor hørte til Lizzy igen. Bandet havde i mellemtiden sagt farvel til guitarist Eric Bell, der var
træt af stjernelivet, og sagde for første ud af tre gange goddag-farvel til stortalentet Gary Moore.

Og så blev vejen banet for den efterhånden klassiske Thin Lizzy besætning, der siden er kopieret af de fleste hardrock-bands med respekt for sig selv: To guitarister i et parløb.

Det var den unge skotte Brian Robertson og amerikaneren Scott Gorham, der revolutionerede den tunge rock midt i halvfjerdserne og skabte Thin Lizzys musikalske varemærke: De knivskarpe to-stemmige guitarer.

Men det blev først den tredje LP med Lynott, Downey, Robertson og Gorham, der sendte Thin Lizzy på stjernefærd igen.

"Nightlife" og "Fighting" blev paranteser, men "Jailbreak", der udkom i marts 1976 med blandt andet kanonhittet "The Boys are Back in Town", som sammen med "Whiskey in the Jar" er Thin Lizzys musikalske signatur, blev det absolutte gennembrud.

Efter de stærke efterfølgere "Johnny the Fox" med "Don't Believe a Word" og "Bad Reputation" med "Dancing in the Moonlight" nedkom Lynott & Co. med det for mange rockkendere ultimative live-album, "Live and Dangerous" fra 1978.

Thin Lizzy havde lært lektien ved at spille England, Europa og USA tynd. Et fantastisk live-band, der helt uimponeret gik til den og trykkede den af, som var hver koncert den sidste. Nerven, energien og spilleglæden blev presset ned på vinyl og gjorde "Live and Dangerous" til noget helt specielt.


Succes igen

Gruppen red på en bølge af succes: Pengene strømmede ind. Damer og slagsmål, sprut og narko var dagens orden for de fire verdensstjerner.

Succesen og stjernelivet var så voldsomt, at guitar-esset Brian Robertson til sidst fik nok. Han dannede bandet Wild Horses og var senere med i Motörhead. Erstatningen var en gammel kending: Gary Moore.

Med den toptændte Moore begik Thin Lizzy i 1979 gruppens bedste studio-album, "Black Rose - a Rock Legend". Men på den efterfølgende USA-turne' startede gruppens langsomme, men sikre nedtur.

Moore skred midt i det hele. Træt af det vilde liv. Han smækkede med døren, så hængslerne blev flået fra hinanden. Han kom først på talefod igen med ungdomsvennen Lynott i 1984.

Efter at Moore så effektfuldt sagde farvel, blev Thin Lizzy aldrig det samme igen. Magien var væk.

Turneen blev fuldført med Ultravox' Midge Ure på guitar.


Kunstigt åndedræt

Da det blev hverdag igen, blev studiemusikeren Snowy White hentet ind. Han havde inden da været med på Pink Floyds "The Wall"-turne', men han var slet ikke gearet til rockstjerne-svineriet.  Han turnerer i øvrigt stadig med Roger Waters og lever altså noget gedigen guitar for den gamle Pink Floyd-bassist.

De to plader med White, "Chinatown" og "Renegade", var kun mesterværker for de inkarnerede og til døden trofaste Lizzy-fans.

Men der blev givet kunstigt åndedræt til det efterhånden mere og mere livstrætte band, som fik en adrenalin-insprøjtning af de store. I 1983 røg Snowy White ud og blev erstattet af det unge guitarhåb John Sykes fra Tygers of Pan Tang. Resultatet blev metal-albummet "Thunder and Lightning", der for en stund sendte Lizzy på stjernekurs igen.

Lige indtil Lynott samme år – på kraftig opfordring fra hans heroin-medafhængige guitarist Scott Gorham - begærede skilsmisse på et tidspunkt, hvor Thin Lizzy var tilbage i storform.

Efter en kæmpemæssig "Farewell Tour" udsendte bandet efterskriftet, det dobbelte live-album "Life", som sluttes af med et stort og nostalgisk jam mellem de mange guitarister, der har været med i Thin Lizzy i tidens løb.

En stor afslutning for et stort band.

Thin Lizzy skulle slutte på toppen. Det var Lynotts undskyldning for at skuffe sine mange fans.  Og for langsomt - men usvigelig sikkert - at tage livet af sig selv.