Turdagbog: Ajuna i Amerika, del 1

Populær
Turdagbog: Ajuna i Amerika, del 1

Danske Ajunas guitarist Frederik Trampe rapporterer fra gruppens igangværende USA-turné, hvor bandet, trods promoterproblemer er kommet forbi både Boston, New York og North Carolina.

Kunstner
Fotograf
Frederik Trampe
Forfatter

Boston, MA / Providence, RI

Vores vokalist er blevet tilbageholdt ved ankomsten til Boston, gennemsøgt og afhørt af et par stereotype grænsebetjente, der fattede interesse for hans "10-96"-tattoo. Smækket op mod en væg og overmandet af loven, står han og smågriner, til stor irritation for myndighederne.

Han slipper naturligvis igennem, fortæller dem at "det sker hver gang jeg rejser", hvorefter vi alle tager hen på vores hotel i Bostons nord-østlige del, og smider alt tøjet. Vi har stadig ingen tourplan og bookeren tager ikke sin telefon.

Vores tourmakkere i Helgardh ankommer midt om natten og hilser os på en klingende sydstatsdialekt med et "how's y'all doing". De ligner nogen, der allerede har været på en tre måneders tour. Receptionisten på hotellet går amok, da vi prøver at smugle dem ind, så de ender med at sove i bussen.

Næste morgen får vi endelig fat på bookeren, og finder ud af at 1/4 af koncerterne ikke er sikre endnu. I stedet for at råbe, skrige og græde snot, samler vi vores egne kontakter og går straks i gang med at booke DIY-gigs i de byer, hvor der mangler shows. To timer senere har vi fået et gig samme aften i Providence, Rhode Island.

Vi kører ud og køber instrumenter i Boston og besøger, på vej sydover mod Providence, H.P. Lovecrafts grav - der ligger i passende gotiske omgivelser på Swan Point Cemetery under en lille, uanselig sten, dækket af rustne nøgler og mytiske objekter med litterær/okkult betydning, som tilrejsende har lagt ved hans hvilested.

New England, det nord-østlige hjørne af landet, er hjemsøgt af grå egern, og bladene på de mange ahorn-, kastanje- og egetræer er på vej mod bleggrønne og rødbrune nuancer. Vi køber de få friske grøntsager, der er på hynderne i Walmart og kører ud til venuet, der ligger i et smadret, industrielt landskab, og rummer et mystisk middelalderligt interiør. Vi spiller en god koncert - i forhold til at vi alle spiller på gear vi aldrig har rørt før, og monitorsituationen er, well, ikke eksisterende.

Helgardh, der konsekvent spiller iført fuld corpse-paint, udfolder deres forfrosne, og på mange måder meget skandinaviske lyd - der står i skarp kontrast til deres geografiske rødder i West Virginia. En meget fuld og meget glad gut blandt publikum, der viser sig at være guitarist i bandet "Bog of the Infidel", inviterer os hjem til ham - et arketypisk amerikansk træhus bygget af billige materialer der ikke er lavet til at holde - hvor halvdelen af gruppen kan sove, mens resten crasher i bilen.

Alting løste sig. Selvfølgelig.

Dagens store samtaleemne er app'en "fartmachine". En utrolig opfindelse, der fik rystet vores gruppe sammen på under 20 minutter. Check den ud!

New York

Vi mødes ved tourbussen ca. 09.30 og folk får deres obligatoriske truckerbad, før vi sætter kurs mod New York. Det første indtryk er byens monstrøse skyline, og den enorme strøm af biler og trucks vi følger på vej ind i byen. Det er overskyet, og farverne er disede og blege. På vej ind bliver vores bil gennemsøgt for sprængfarligt materiale og det er umuligt at finde en parkeringsplads, men det lykkedes dog omsider. Vi bruger ventetiden på at shoppe tunerpedaler, hænge ud på gaden, grine af New Yorkerne og svælge i en masse svensk käng punk, west coast powerviolence og tjekkisk pornogrind i vores tourbus.

Vi kommer omsider ind på spilletstedet, som ligger i Bowery i det sydlige Manhattan, som på mange måder nærmest ligner en tro kopi af Tex i København, fra dengang det lå i Vestergade. På grund af de tidligere omtalte booker-fuckups, er det er kun Helgardh, der står på plakaten denne aften. Vi tager plads i merchboden og får snakket med vores Chauffør Brian, som er sprunget på som tourmanager, nu hvor vi må køre en del af touren DIY style.

Spartanburg - NC

Efter at vi havde overnattet i bilen på en parkeringsplads uden for New Jersey, satte GPS'en kurs mod North Carolina. En tur på 12 timer, hvor vi aftaler at forklare bookeren, at vi vil klare tingene selv og han skal holde sig ude af billedet. Så det gør vi. Cleveland-gigget bliver rykket til Spartanburg, som ligger 45 minutter fra chauffør Brians hus. Huset bliver samtidig også stedet hvor vi overnatter.

Spillestedet ligger blandt udløbet industri, gøende hunde og lave huse. På parkeringspladsen foran holder de forrykt overdimensionerede jeeps og pick-up trucks som vi efterhånden har vænnet os til at se overalt. Lyden af græshopper og fårekyllinger blander sig med trigger-stortromme og deathcorevokaler, hvilket kun kan beskrives, som komplet ulideligt. Efter en endeløs række af mere eller mindre interessante metalbands, går Helgardh på. De spiller et kort sæt på 20 minutter med aftenes første black metal, hvorpå vi indtager scenen. Vi spiller fire numre, pakker bilen og begiver os ud i den neonoplyste sydstatsnat med kurs mod Gastonia, vest for Charlotte.

Stemningen de to bands imellem er vittig, positiv og afslappet. Vi har faktisk klikket perfekt, lige fra starten. Det er så fedt med bands der ikke er bange for at gøre tingene selv, er løsningsorienterede, villige til at hjælpe og ikke bare brokker sig over kaosset, på baggrund af for høje forventninger til musikerlivet og selvindbildte forestillinger om, hvordan verden bør løfte dem frem.