Top 5 – Metallen i fodbolden

DYhltcSWkAApTMp

I Coronaens tid savner top 5-skribenten fodbolden næsten lige så meget, som han savner metallen. I den anledning handler ugens top 5 om nogle af fodboldhistoriens metalglade spillere.

Forfatter

Der er meget få ting, denne skribent savner så meget som koncerter for tiden. Men som om livets traurige gang ikke er uudholdelig nok uden de jævnlige mentale udblæsninger, en koncertoplevelse giver, gør fraværet af fodbolden blot hele den indholdsløse eksistens endnu mere ubærlig. Jojo, jeg er da begyndt at læse igen. Men er det virkelig dét værd?

At fodbold, på tv eller på stadion, på nogen måde kan sidestilles med en metalkoncert, er ikke et synspunkt, der finder sympati på redaktionen, som er overraskende proppet med ignoranter. Ja, og så vist en enkelt FC København-fan, men det er vel nærmest det samme. Men ikke én, der forstår charmen ved at stå i sol, i slud og i den kroniske gennemtræk, der præger det århusianske Stadio Communale, og råbe ”kom så de hviii'e” og ”dommer, du har lårt i røven”, mens dagene bliver til år, nedrykningerne bliver flere, og pokalskabet forbliver tomt.

Det er ellers ikke, fordi det århusianske metalfolk ikke forstår glæden ved fodbold. Op gennem 90'erne og 00'erne stod metalbands fra Danish for Progress på nakken af hinanden for at indspille hyldester til GF'erne, hvilket bl.a. førte til heltekvad som Barcodes 'Kom så de hvide', Hatespheres 'Hvornår er det søndag igen?' og Illdisposeds 'Jeg tror jeg vælger humle'.

At kærligheden fra fodboldspillerne til metalmusikken ikke er gensidig, er nok de fleste bekendt. Også selv om nuværende AGF-træner David Nielsen fik teenageårene i Nordjylland til at gå med øvelokalebandet The Overlords. Mens elitesportsfolk nu om dage har mere travlt med at spise rigtigt, løbe rigtigt og tweete rigtigt, er det et fåtal, der gør sig selv den tjeneste at udvide deres musikalske horisont. Det samme gælder fodboldmillionærerne, der ellers burde have fritid nok til lige at få lyttet lidt nye plader igennem fra tid til anden.

Desværre er sandheden, at fodboldspillere med hang til den hårdere musik alt for ofte også er udtryk for dårlig smag. Det er David De Geas lovprisning af Avenged Sevenfold, kokainfutteralet Claudio Caniggias idoldyrkelse af Poison, Sergio Ramos, der har fået plastret sin kone på et Annihilator-cover, eller, for lige at trække den danske vinkel ned over hovedet på jer, Daniel Aggers skamfulde indrømmelse af, at Whitesnakes rædderlige 'Here I Go Again' er hans yndlingsnummer. Gudfader bevares.

Ikke desto mindre er der enkelte fodboldspillere op gennem historien, der holder det metal. Såvel musiksmagen som mentaliteten. Vi har samlet en top 5 over fodboldspillere der, uagtet evnerne på banen, holder den fine metalstil:

1. Tomas Rosicky, Tjekkiet:
Den småtskårne tjekkiske playmaker ligner ikke det klassiske karikerede metalhead, gudsketakoglov. Ikke desto mindre fortæller han i videoen nedenunder med en klædelig østeuropæisk accent om, hvordan Metallicas 'Master of Puppets' er den bedste plade nogensinde. Rosicky hælder ligeledes ros ud over bands som Sylosis, Killswitch Engage og Pantera, mens der også er kærlighed til Pennywises fremragende 'Bro Hymn'. Så vælger vi at ignorere, at Rosicky diskvalificerer sin egen autoritet ved at bryde sig om Red Hot Chili Peppers og Foo Fighters. Vi havde selvfølgelig hellere set, at tjekken havde elsket næsten-landsmændene fra Malokarpatan, men trods alt en solid start fra den nu pensionerede eks-Arsenal-spiller.

 ">

2. Carles Puyol, Spanien:
Få mennesker har vundet alt som fodboldspiller. Og så vundet alt én gang til. Og blevet kaldt ”chef” af Lionel Messi. Og været kaptajnen på det Barcelona-hold, der nok går over i historien som et af de bedste nogensinde. Og frem for alt ikke været alt for pikket omkring det, samtidig med at han var omgivet af primadonnaer, følsomme æstetikere, skuespillere og Shakiras boy toy.

Endnu færre har formentlig Napalm Death som yndlingsband. Men den langhårede spanske muskelmand nyder sin ekstremmetal og har vidt og bredt fortalt, at han gerne brugte bands som Napalm Death og Cannibal Corpse til lige at komme i humør til at høvle lidt til læderkuglen. Det faktum, at Puyol har sine fysiske ligheder med Brutal Truths Dan Lilker, gør kun catalanerens bossness-faktor endnu højere.

Part2

 

3. Terry Butcher, England:
Ung mand i 20'erne i England i 80'erne. Og samtidig en af engelsk fodbolds rigtig hårde hunde, dengang den slags udtryk havde vægt. Det er helt naturligt, at den tidligere landsholdsstopper ikke kun er Iron Maiden-fan, men sidenhen også er blevet gode venner med bassist Steve Harris og har hyggetrillet en bold på Maidens eget fodboldhold.

Engelsk fodbold i 1970'erne og 1980'erne og engelsk metal havde mange fællesnævnere, og Butcher er langtfra den eneste spiller fra perioden, der har udtrykt kærlighed til bands som Iron Maiden, Saxon og hårdere punkbands som Buzzcocks. Men Butcher var ubetinget den hårdeste af de fodboldspillende fans. Som om navnet ikke var nok, skabte han sit eget proto-dødsmetalcover i 1989, da en kamp mod Sverige førte til tre huller i hovedet, som Butcher ignorerede, mens han fuldførte kampen. Vi hylder en hård mand med en hård smag.

Part 1

 

4. Dan Eggen, Norge:
Den mikrofonhårede markeringsspiller synes, trods sin legendestatus i flere københavnske forstæder, faktisk at være et særdeles hæderligt menneske, selv om han ligeledes agerede udskifter på fodboldhistoriens kedeligste mandskab, Norges VM-hold fra 1994.

Eggen har en stor forkærlighed for hjemlandets svartmetal, som bl.a. andet førte til, at han optrådte i Satyricons 'Roadkill Extravaganza'-dokumentar og blev filmet live, mens han headbangede og spillede luftguitar. På scenen. Til Pantera. Med Pantera. Altså Dimebag Darrell, Phil Anselmo og alle de andre. Iført en Red Warszawa t-shirt.

Sidenhen blev nogen af fodboldmillionerne skudt ind i Black Balloon Records, som i starten af 00'erne udgav et par håndfulde plader, du sikkert aldrig har hørt om.

 

5. Dario Dubois, Argentina:
Listens førsteplads kan vel ikke engang beskrives som en fodnote i fodboldhistorien. Dario Dubois var en midtstopper med et begrænset talent, der huserede i den fjerdebedste argentinske fodboldrække. Når han alligevel fortjener navns nævnelse, er det, fordi han som så vidt vides den eneste nogensinde, regelmæssigt spillede fodboldkampe i corpsepaint. Noget som ”giver én energi. Du maler dit ansigt, du går i krig og du slår dine rivaler ihjel”, skulle Dubois have udtalt om ansigtsmalingen.

Selv om Dubois var mere rock'n'roller end metaller og bl.a. spillede bas i et progrock-coverband, fortjener den særegne, rebelske og metalinspirerede tilgang til spillet og livet alligevel at blive nævnt. Ikke at det hjalp Dubois meget, da han i 2008 blev overfaldet i et gaderøveri, der endte med at han mistede livet, 37 år gammel. Men mindet om den pandamalede amatørspiller vil altid leve videre, takket være internettet.

zzzdubois