Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Alle de store klassikere

Populær
Updated
dio-karvana

...som man aldrig lige har taget sig sammen til at høre. I ugens top 5 kryber vores skribent til korset og indrømmer, at der findes uomgængelige navne i metallens leksikon, som han lige har glemt at få checket ud de sidste 25 år.

Forfatter

Du kender det godt. Det er de der bands, som du ser på hver anden battlevest. Bands som folk, der sikkert er mere dedikerede end dig, vil himle over, at du ikke kan se storheden i. Orkestre, der angiveligt både er stilskabende, langtidsholdbare og nødvendige at kende for overhovedet at kunne kalde sig selv metal-fan. Du har dem garanteret selv siddende som en dårlig samvittighed bagerst i kraniet.

Og lad mig da bare indrømme: Da Jon Schaffer blev namedroppet i forbindelse med Capitol-urolighederne for nylig, kvitterede jeg med et chokeret ”nååårh ja, Iced Earth, det er jo dem med...”

Samme følelse har jeg, når talen falder på store dele af firser-metallen. Jeg regner ikke mig selv for at være for god til at forveksle W.A.S.P. med Ratt og Winger og Poison og Warrant og Def Leppard og Whitesnake og Dokken og Skid Row. Fordi det ikke nødvendigvis er en kvalitet i sig selv at kunne bære spandex og have haft klamydia, siden man var 17.

Jeg har også en indgroet antipati mod Manowar, som ikke kommer til at gå væk, bare fordi jeg en dag måske skulle komme til at høre en Manowar-plade.

Og jeg ved faktisk ikke, hvilken genre Annihilator spiller. Og kommer nok aldrig til det.

Ugens top 5 er dog en liste over mere bredt accepterede store navne i metallens annaler, som jeg af en eller anden grund aldrig lige har fået hørt og næppe nogensinde kommer til at høre. Uanset hvor mange battlevest-klædte gatekeepers, der udskammer mig.

Overkill:
Helligbrøde!! De er jo nogen af thrashens allerstørste!! Hvaffåk er der galt i dit hoved?!?!

Ja, men der er den der pisseirriterende vokal, jo. Som en meget vred undulat, der nægter at tie stille, uanset hvor mange gange du høvler en badesandal efter dens bur. Nogen sætter pris på et band, der holder det ægte, nægter at ændre en velfungerende formel og stadig skriver sange, som var vi midt i et midtfirser-metaloprør. Andre kører hurtigere død i et orkester, der nu har gentaget sig selv over 20 plader og endnu ikke har leveret et nummer, som er velkendt nok til at blive spillet i Biergarten på Copenhell. Har jeg hørt. For jeg har vist hørt to Overkill-numre i mit liv, og jeg skal nok noget andet den dag, muligheden for det ændrer sig.



Saxon:
Bannerførere for NWOBHM-scenen. Et band, foruden hvilket metalscenen ville have set helt anderledes ud. En gruppe ældre mænd, der holder sig misundelsesværdigt friske og stadig giver masserne, hvad masserne vil have.

Ja, jo. ”Masserne”. Helt ærligt tror jeg altid bare, jeg har sat en Iron Maiden-plade på, når jeg har tænkt på Saxon. Enten det eller gået en tur med hunden. Eller i Netto. Eller i seng. Hvor skal man også starte med et band, der har udgivet 22 studiealbums? Nej, du behøver ikke fortælle mig det. Det kommer næppe til at gøre nogen forskel. Jeg har engang set en Saxon-koncert. Alligevel tror jeg stadig ikke den dag i dag, at jeg har hørt et Saxon-nummer. Og det er nok også fint sådan.

Children of Bodom:
Nu gik han jo også hen og døde, ham der. Men stadig har trangen til lige at dykke ned i en af Finlands fineste eksportvarer ikke meldt sig. Min antipati kommer ikke kun af, at mit eget teenage-band uforvarende kom til at planke en af deres albumtitler. Måske er det også fordi alle dem, der har anbefalet mig at høre Children of Bodom, altid er sådan nogen typer, der laver deres egne Slipknot-masker eller tror vi er venner, fordi de kan hele teksten til et Rammstein-nummer. Måske er det fordi, at hver gang jeg har prøvet at høre dem, har det altid været nogen fjollede tekster eller et Britney Spears-covernummer. Måske er de egentlig Finlands Avenged Sevenfold?

Nå, okay, de har lavet noget med Impaled Nazarene? Ja, hmmm ... godt så. Nej. Nej, det kommer alligevel ikke til at ske. Uanset hvor mange scene kids der har det der Sons of Anarchy-logo syet på denim-jakken.



Dark Tranquility:
Jamen hallå, kan du slet ikke lide dødsmetal?!?!

Jo da. Men hvornår har du sidst sat en Dark Tranquility-plade på? Hvornår har du sidst overvejet det? Har du nogensinde? Og hvorfor?

Michael Stanne og co. blev vel fanget mellem helgenkårelsen af At the Gates og In Flames' infame udsalg. Mens det ene af de tre store Göteborg-bands blev til stadion-rock, og det andet blev obligatorisk materiale for alle raske børn, indtil de gik i opløsning og ikke skulle gendannes men så blev gendannet og skulle have ladet være med det, blev Dark Tranquility troligt ved med at lave plader, som vi vel strengt taget ikke har brug for. Jeg har ikke hørt nogen af dem. Eller jo, det har jeg angiveligt. Jeg ejer åbenbart en Dark Tranquility-plade. Jeg kunne jo bare sætte den på? Ja. Men. Jeg skal også lige noget andet. Ey, Hypocrisy!!



Dio:
Ah ja. Metallens gudfar. Ingen kan vel tillade sig at kalde sig metal-elsker uden at elske Dio. Han opfandt jo djævlehornene!!

Ja, præcis. Lige hvad vi havde brug for. Han har jo også lavet den der sang, hvor man, hvis man drikker på ”holy diver”, helt sikkert ikke kommer til at holde sig vågen efter midnat. Fremragende idé. Og så noget med en regnbue. Og så har han været sanger i Black Sabbath, efter de blev ligegyldige. Og i Rainbow? Hmmm ... måske skulle jeg lave det her til en top 6.

Måske er det fordi, jeg ikke tror på drager. Måske er det fordi, jeg synes baseball-bats er sejere end sværd. Måske er det fordi, at Dio har været en væsentlig faktor i udviklingen af alle de karikerede træk ved metallen, som stadig gør den en smule klæg og kvalm til tider. Måske er det fordi, jeg er blevet gammel og forstokket og nægter at overgive mig. Måske er jeg bange for, at jeg vil kunne lide det. Men nej, heller ikke Dio. Men held og lykke med battlevesten. Værsgo' og drik.