Top 5 – Findes de stadig?

Alle thrashens B-listenavne blev gendannet under den første revival, og nu er turen kommet til C-listen: De bands, du havde glemt, at du engang hørte i tre måneder, spiller på en pub nær dig snart.

Thrash metal har haft sine op- og nedture gennem årene, men med ti års mellemrum får genren sin revival, og de gamle helte finder de hvide basketstøvler frem fra bunden af garderobeskabet for at tage en tur til. De største navne på scenen har selvfølgelig ufortrødent holdt den gående gennem alle årene, selvom det har været med forsøg på at følge med tidens trends, der ikke altid har været lige succesfulde – hej Kreator og Sepultura!

B-listenavnene blev gendannet under den store revival i starten af nullerne, hvilket gav et band som Death Angel blod på tanden til at realisere det potentiale, interne stridigheder havde forhindret dem i at udmønte i første omgang. Men de interne stridigheder har det med at følge med, og hvis man ikke er blandt de største navne på plakaten, er det et hårdt og utaknemmeligt arbejde at spille thrash metal år ud og år ind.

Spørg Sodoms guitarist og trommeslager, der begyndte året med at blive fyret over WhatsApp, eller spørg Sacred Reich-trommeslageren Greg Hall, der i starten af ugen blev sat på porten af frontmanden i det band, som han selv var med til at stifte i sin tid.

Den slags er dog ikke nok til at skræmme andre gamle thrashere fra at støve instrumenterne af igen og se, om de stadig har den magi, der i sin tid lige nøjagtig rakte til et par Roadrunner-plader, inden dødsmetal blev den næste store trend.

Og hvis du var overrasket over, at Sacred Reich fortsætter deres reunion på 13. år, 22 år efter deres sidste udgivelse, så er det intet imod, hvem der ellers har gravet sig selv ud af udsalgskasserne på det seneste.

1. Xentrix
Det kan godt være, at England var metallens vugge og frembragte stilskabende navne som Black Sabbath og Venom i 70’erne og 80’erne, men da thrash metal ramte, havde de langt sværere ved at gøre sig gældende. Xentrix var et bud, men selvom de ramte plet med samfundskritiske tekster og masser af midtempo og breaks, var det ikke nok til at holde dem i live mere end fire albums, indtil de i 1996 blev opløst. I 2013 vendte de tilbage, selvom der vist ikke rigtig er nogen, der kan huske at have kaldt på dem. Man må i det mindste håbe, at sangeren husker at synge ind i mikrofonen, når han lipsyncer idag.



2. Atrophy
Sammen med Tyskland var USA bannerførere, når det gjaldt thrash metal ved indgangen til 90’erne, og for pladeselskaberne var det om at være hurtige, hvis de skulle sikre sig det næste Dark Angel eller Testament. Roadracer havde pengepungen fremme og scorede Arizonas Atrophy, som de endda hjalp med at få Max Cavaleras stedsøn til at agere covermodel på bandets anden og sidste plade, ‘Violent by Nature’. Hvis det stadigvæk ikke ringer en klokke, så blev Atrophy gendannet i 2015.



3. Lawnmower Deth
Noget af det sjoveste, thrash kunne finde på, dengang Anthrax havde fået thrasherne til at tro, at metal også handlede om at have det sjovt, var ironiske covers af popsange. Det var også det stærkeste kort, Lawnmower Death havde at trække, så i 1991 øffede de sig uskønt gennem Kim Wildes ‘Kids in America’ og fik et mindre hit med det, fordi folk er dumme. Endda dumme nok til, at Lawnmower Deth nu på tiende år er gendannet.



4. Acid Reign
Samme trick havde Acid Reign haft succes med et par år tidligere, hvor de indspillede et ligeledes komplet unødvendigt cover af Blondies cover af The Nerves' ‘Hanging on the Telephone’ og forudsigeligt nok havde deres største hit med det. Det er faktisk en skam, for blandt thrashens C-liste-navne var Acid Reign faktisk et af dem, der havde størst potentiale, hvis de ellers bare kunne holde op med at fjolle. Selvfølgelig kunne de ikke det, og efter den glimrende ‘Obnoxious’ – en engelsk pendant til Sacred Reichs ‘The American Way’ – var det slut. I 2015 vendte de dog tilbage, og modsat de andre bands på listen her var det faktisk med nyt materiale, der tog tråden op, hvor de slap den i sin tid.



5. Re-Animator
Så prætentiøse er Re-Animator ikke: Bandet var fra begyndelsen en lillebror til Acid Reign – hvilket i sig selv er et fingerpeg om, hvor ambitiøse de var – som var lige så druksjove, lige så samfundskritiske og prøvede lige så meget på at spille funk metal, da det blev en trend. Lige lidt hjalp det på succesen, og efter at have demonstreret sit fulde potentiale ved at lave et cover af Holy Moses’ cover af ‘Too Drunk to Fuck’ forsvandt gruppen fra 1993 og helt frem til 2013, hvor de så sig kaldet til igen at berige verden med britisk sekunda-thrash.