Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Guitarsoloens sidste krampetrækninger

Updated
guitar er død stor

Er guitarsoloen død? I ugens top 5 ser vi på betagende guitarsoli efter årtusindskiftet.  

I 1882 proklamerede Friedrich Nietszhe at ”Gud er død”, efter oplysningstankerne for alvor havde sat sig i det vestlige samfund, og religion derfor havde udlevet sin funktion.

Ca. 80 år senere, i 1960’ernes London, var man efterhånden så oplyste, at man kunne læse ordene ”Clapton is God”, hvilket kan tolkes som guitarheltekultens grundlæggelse. Inden længe ville leadguitaristerne blive en del af popkulturens panteon, sammen med forsangerne og skuespillerne. Guitarsoloen var bandets mulighed for at bygge op til et guddommeligt klimaks i deres sange og guitaristernes mulighed for at presse deres evner, kreativitet og musikalske DNA til sit yderste. En tradition, der senere ville blive løftet til yderligere højder af Eddie van Halen, som satte den nye standard for fart og virtuositet.
Men sidste år udtalte Metallica’s solomeister, Kirk Hammett til GuitarWorld:

“I hate to say it for all your readers out there, but non-musicians, who are the majority of the fucking listening world, they are not going to remember guitar solos.”

Det er jo et helt andet billede end, når vi ser os selv og alle andre stå og ”Jack Black’e” den til ’Stairway to Heaven’, ’Bohemian Rhapsody’ og ’Floods’. Så er guitarsoloen nu også død?
Ja – er det korte svar.

Der er dog stadig dem, der sværger til den fede tråd som amen i kirken, da den er en naturlig del af hård musik. I forlængelse af det er der også dem, der synes det er fedt at se og høre på folk dyrke gribebrætsakrobatik … eller gribebrætsonani, som nogle vil kalde det.

Men laver man en hurtig og plat Google-søgning på noget i stil med ”best guitar solos ever” kommer der mange oplagte og gode bud op – men til fælles har 99 % af dem, at de er fra før årtusindskiftet. Hvordan kan det være? Er guitarsoloen bare blevet et felt, der blindt skal krydses af? Er det en ekshibitionistisk gokkeklub for musikere? Altså, bidrager en guitarsolo overhovedet med noget rent kunstnerisk til et nummer længere?
Det hører efterhånden nok til sjældenhederne, men her kommer vi med fem forskelligartede eksempler på guitarister og deres soli fra efter årtusindskiftet, som i den grad giver mening, løfter sangen og ikke bare lever på wow-faktor og nostalgiske dogmer.

1. Brent Hinds – Crack the Skye
Den skøre og til tider kontroversielle redneck-gøgler fra Mastodon har mange gode soli i bagagen. Men med en opskoling i banjo har hans spillestil sit helt eget idiosynkratiske særpræg, som er en fryd for øret hver gang, og som er med til at definere Mastodons lyd. Soloen i slutningen af ’Jaguar God’ er måske hans mest vellykkede, klassiske guitarsolo, men på ’Crack the Skye’ tjener soloen et andet formål. Den er mere spændingsfuld og leder derfor nærmere op til det efterfølgende tonstunge riff, hvori soloen påtager en ny rolle som underliggende virvar. Soloen består af klare melodiske temaer og banjo-shred, som er nemme at dissekere, men samtidig er soloen svær at placere, da den befinder sig i et mystisk, mellemdynamisk og cinematisk snigende lejde.

Kan høres fra 2:53



2. Nergal - Messe Noir
Der kan jo ikke siges nok gode ting om Behemoths moderne klassiker, ’The Satanist’ – og en af dem, er at pladen også indeholder ganske velkomponerede soli.
Den mest ikoniske bliver dog afslutningen på ’Messe Noir'. Eftersom nummeret primært er et intenst og kakofonisk black metal nummer, tager det fuldstændig røven på én, når soloens dystre, indledende fase overgår til overdådigt blueset 80'er-shred. Det er storslået spillet og tænkt, og så bryder det med blackens dogmer. Men det er også et godt eksempel på, hvor afgørende akkompagnementet er for en succesfuld solo. Nergal følger tydeligvis den underliggende musik tæt, og det går derfor op i en højere enhed.
Nogle gange er den modigste løsning den mest indlysende. 

Kan høres fra 3:29



3. Guthrie Govan - Ancestral
Den virtuose brite befinder sig oppe i den absolutte topklasse af guitarister. Men han er også et eksempel på, at der trods evner kan være behov for noget ledelse. En til at pege ham i en retning. Til det har ingen været bedre end Steven Wilson. Orkestreringen før, efter og bagved en solo er nemlig ligeså vigtig som soloen selv og derigennem har Steven Wilson muligvis bragt det bedste frem i Guthrie Govan.
To Wilson-plader har han været med på, og der er mange gode kandidater, men ’Ancestral’ fra ’Hand Cannot Erase’ stikker af med førstepladsen. For det første kommer den stort set helt uventet, da nummeret indtil da stort set har været helt uden guitar, men efter et storslået, kordrevent stykke kommer soloen som en gåsehudsfremkaldende kronjuvel på nummerets første halvdel. Det går stærkt og det er præcist, men den lidt famlende gilmour´ske nerve består.

Kan høres fra 4:00 – men bør mindst høres fra optakten ved 3:00



4. Fredrik Åkesson – Minnets Yta
Da Fredrik Åkesson i 2008 debuterede i Opeth på 'Watershed' var det tydeligt, at bandet havde fået et nyt es i ærmet, i form af den tidligere leadguitarist i Arch Enemy. Åkesson har en voldsom og aggressiv stil ligesom Zakk Wylde, men mere præcis i sit spil som landsmanden Malmsteen. Men både i stil og personlighed er han langt mere beskeden og bevidst om, hvornår han skal holde sig tilbage og lade tonerne synge.
Et fantastisk eksempel på dette er ’Minnets Yta’ fra deres seneste plade ’In Cauda Venenum’. Soloen er en reprise af sangens adskillige hovedtemaer, som eksekveres virtuost som en storslået og smuk sammenfatning.

Kan høres fra 4:15



5. Zachary Ezrin - In the Pleasure of their Company
Hvis det nu absolut bare skal gå stærkt, og soloen skal bestå af en million toner i minuttet, kan man sgu lige så godt gøre det jazzet.
Dette bizarre nummer med Imperial Triumphant er stort set bare syv minutters kakofonisk, distorted free jazz, indtil guitarsoloen kommer. Her bliver guitarsoloen lige pludselig et pusterum, da det giver noget mere konkret og luftigt at holde fast i. Zachary Ezrin bliver dog indenfor jazzen i sin spillestil, men han har sit helt eget ustabile og sindssyge-professor take på elektrisk guitarimprovisation, som man ellers kender den i jazz. Det lyder skørt, men samtidig også vildt harmonisk og melodisk, men lytter man efter, så er det tydeligt, at guitaren og de tæskende trommer spiller legende og tæt med hinanden … Sådan som man nu engang gør i jazz, men fordi det nu er black metal, så er det vildt forfriskende.  

Kan høres fra 3:58