Top 5 – Metalnavne til ikke-metal

Et bandnavn er tit nok til at gennemskue, hvilken genre vi er ude i, men nogle gange snyder navnet. Vi guider dig uden om nogle af de tricky.

“Hvad er et navn?” spørger Julie i Shakespeares ‘Romeo & Julie’. “Det, som vi kalder rose, vil dufte lige sødt, hvad det end kaldes,” fortsætter hun i Niels Brunses nyoversættelse. Men når det gælder metal og rytmisk musik i det hele taget, er det slet ikke lige meget, hvad et band kalder sig. Et bandnavn er den hurtigste indikation af, hvad vi er ude i, ikke bare om det er pop, rock eller metal, men også hvilken subgenre vi befinder os i.

For det meste.

For nogle gange snyder navnet. I næste uge spiller Protomartyr på Loppen, og det er ikke svært at forestille sig, at en og anden metaller har spottet navnet på en koncertplakat og studset over, hvad det nu er for noget. Protomartyr lyder metal. Det kunne godt være et Tom G. Warrior- eller Gaahl-sideprojekt eller en ny rosin i Bölzer-enden. Men Protomartyr spiller altså post-punk i stil med Mission of Burma og Joy Division, og det gør de godt nok aldeles tilfredsstillende, hvis man er til den slags, men metal er det på ingen måde.

I ugens top 5 leder vi dig udenom faldgruberne i din søgen efter ny metal.

1. Destroyer
Sejhed! Destroyer lyder som et thrashband af 80’ernes tyske skole. De har sågar lavet en plade, der hedder ‘Kaputt’. Så bliver det ikke meget mere patronbælte og læder.

Altså bortset fra at det er det overhovedet ikke. Destroyer er en følsom indiefyr, der spiller yacht rock med blød vokal og tekster, der ikke handler særlig meget om hverken Satan eller krig.

I samme kategori finder vi Killers, som man må formode er aggressiv NWOBHM eller i det mindste et lokalt tributeband, der spiller Iron Maiden-covers nede på pubben den første fredag i måneden. I hvert fald ikke alternativ poprock med stadionambitioner og new romantics-tendenser.

Det ville jo være misvisende. 

2. The Dismemberment Plan
Næh, svensk dødsmetalrevival! OK, muligvis er det, verden har brug for lige nu, ikke endnu et dødsmetalband, og slet ikke et, der hænger fast i de gyldne år omkring 1990.

Om verden så på den anden side har brug endnu et emoband fra Washington D.C. med en slagside mod indierock er en anden diskussion. Så kan det godt være, at ‘What Do You Want Me to Say?’ er en tilforladelig sang, hvis man virkelig ikke kan få nok af Pavement og Weezer, men det har altså ikke noget at gøre med metal.

Som et kuriosum har bandet turneret sammen med de musikalsk beslægtede Death Cab for Cutie, der med endelsen i bandnavnet trods alt melder ret klart ud, at de ikke har noget med metal at gøre. Pakken hed ‘The Death and Dismemberment Tour’, og det lyder jo ligegodt overordentlig metal – det var det altså bare ikke.

3. Dead Moon
Død, det er eddermame metal! Det er en sikker markør, at hvis et band hedder noget med Death eller Dead, så er de metal og growler om forrådnelse og altings forgængelighed. Dead Moon lyder som gotisk doom eller et band, der hylder Mayhems sanger Dead og hans udødelige – pun intended – nærdødshymne ‘The Freezing Moon’.

Det lyder i hvert fald ikke som et ægtepar på alder med dine forældre, der nåede at lave ti pladers skramlet og svært rudimentær garagerock med stærke omkvæd sunget svagt, inden deres trommeslager junkede sig ihjel, og de fortsatte under det mindre metallisk-klingende navn Pierced Arrows.

… And You Will Know Us by the Trail of Dead er på samme måde heller ikke seriemorder-thrash, selvom deres noiserock i bandets tidlige år kom tæt på metallens heaviness. Deathfix er overhovedet heller ikke suicidal black eller mere dødsmetal, men en samling emo-veteraner fra Fugazi, der på deres hidtil eneste plade fra 2012 spiller voksen power pop.

Og hvis du nogensinde føler dig kaldet til at give dig i kast med The Grateful Deads ekstensive diskografi, så skal du forberede på dagevis af guitar-noodling og hippie-chanten. Du kan prøve at starte med ‘Dark Star’ i den 23 minutter lange liveudgave for et kosmisk trip – men hvis du forventer, at heavy betyder noget mere end hashet paranoia, bliver du skuffet.

4. Two Lone Swordsmen 
Yay, brætspilsmetal! Sange om ædle, ensomme krigere med svulmende muskler og sparsomme lændeklæder, der i en blodrus kæmper mod horder af dæmoniske sorte riddere og overnaturlige bæster.

Eller et par tyndarmede englændere, der spiller minimalistisk techhouse – og faktisk gjorde det ret godt på pladen ‘Tiny Reminders’, hvis det endelig skal være – og senere begav sig ud i discoficeret punk funk.

Duoens ene halvdel, Andrew Weatherall, var ikke engang fremmed over for metallydende bandnavne, da han i midten af 90’erne dannede Two Lone Swordsmen: Inden da havde han spillet dub – igen temmelig god, hvis man ellers er til den slags – i Sabres of Paradise. Men igen hverken gotisk doom eller noget.

Ovre i electronicaen fandt vi også i 90’erne The Irresistible Force, som i stedet for teknisk blændende thrash metal var acid-DJ’en Mixmaster Morris, der spillede chillet downtempo. Og på samme label Flanger, der ikke var en uforbeholden hyldest til Eddie Van Halens banebrydende guitarspil med stærk brug af flangerpedalen, men de to eksperimenterende electronicamusikere Burnt Friedman og Atomheart, der spillede opklippet, hypermoderne jazz.

5. MF Doom 
Ja, mand, Motherfucking do-o-o-om! Totalt bølledoom med sludgevokal og monsterlange dreadlocks, der fejer scenegulvet i Dödsmaskinen! Hey, så bliver det da gjort.

Hiphop og metal har en årtier lang bromance bag sig, der fra sidelinjen har været noget uskøn at betragte. Bevares, det var cool nok, da Non Phixion fik Away til at tegne omslaget til ‘Black Helicopters’-singlen i Voïvod-stil, men Limp Bizkit? Anthrax og Public Enemy, der prøver at bøffe hinanden endnu mere op, end de allerede var på det tidspunkt? Eminem, der sampler Aerosmith, Puff Daddy, der står på skuldrene af Led Zeppelin?

Nej. Bare nej.

Der slipper MF Doom bedre afsted med en hiphop, der har rødder i 90’ernes gyldne år og den på en og samme tid tilbagelænet aggressive newyorker-stil. Det er fint nok. Det er endda fint nok, at det slet ikke er metal.

Metalpublikummet er med andre ord nødt til fortsat at holde et årvågent øje og ikke bare lade entusiasmen løbe af med sig, fordi noget lyder, som om det godt kunne være metal. De korslagte arme og den skeptiske indstilling over for alt nyt er stadig det bedste forsvar mod uforudsete musikalske udfordringer. Den kan vi kun opfordre til, at vores læsere indtager. 

Og at I bidrager med yderligere advarsler i kommentarsporet, naturligvis, så vi allesammen kan hjælpe hinanden med at holde vores sti ren.